For lidt mere end 1 år siden satte højesteretsdommer Ole Hasselgaard sig i formandsstolen hos Advokatnævnet, og når han skal opsummere, hvad der har gjort størst indtryk, er det betydningen af nævnets arbejde.
”Nævnets sager spænder vidt, og de kan rumme mange forskellige slags spørgsmål. Og efter selv at være blevet medlem af nævnet er det virkelig gået op for mig, hvilken betydning nævnets afgørelser har – både for den enkelte advokat, som er involveret i en sag, og mere generelt for advokatstanden og dermed i sidste ende for borgerne og samfundet.”
Ole Hasselgaard fremhæver også den styrke, der ligger i sammensætningen af nævnet.
”Jeg oplever engagerede nævnsmedlemmer, som er meget optaget af, at nævnet sætter de rigtige grænser for, hvad en advokat må og ikke må. Og det er en stor styrke, at nævnet omfatter dels advokater valgt af advokatstanden selv, dels offentlighedsrepræsentanter, det vil sige medlemmer, som sidder i nævnet for at repræsentere klientsiden i form af forbrugere, erhvervslivet og offentlige myndigheder.”
Rent organisatorisk er Advokatnævnet en lidt speciel størrelse. Det fremgår nemlig af retsplejeloven, at det er Advokatsamfundet, som opretter et Advokatnævn. Samtidig er det sådan, at Advokatnævnet oprettet af Advokatsamfundet anses for en offentlig forvaltningsmyndighed.
”Hele grundtanken med den konstruktion er, at det er Advokatsamfundet selv, som skal skabe rammerne for, at der så at sige kan holdes justits i egne rækker, samtidig med, at det selvfølgelig er sikret, at nævnet er en selvstændig myndighed, der er fuldt uafhængig af Advokatsamfundet.”
Advokatnævnet er sammensat sådan, at det består af et formandskab med 1 formand og 2 næstformænd samt af 9 advokatmedlemmer og 9 offentlighedsrepræsentanter. Særligt om de advokater, som er medlemmer af nævnet, understreger Ole Hasselgaard, at deres deltagelse indebærer, at advokatstanden selv herigennem er med til at fastlægge, hvad der skal være god advokatskik. Og det er vigtigt, siger han:
”Det er helt klart med til at give nævnets afgørelser særlig legitimitet, at der sidder advokater med, som kommer med deres opfattelser baseret både på faktuel viden og erfaringer og på holdninger af bl.a. advokatetisk karakter.
Og det er også vigtigt at sige, at det kan gå begge veje. Der kan på ingen måde tegnes f.eks. et mønster i retning af, at advokatmedlemmerne er mere tilbøjelige til at være på den indklagede advokats side, og at offentlighedsrepræsentanterne er mere tilbøjelige til at være på klagerens side. Det afhænger ene og alene af sagens indhold, hvad de enkelte medlemmer mener, og jeg oplever derfor bestemt også, at advokatmedlemmer kan se strengere end offentlighedsrepræsentanter på det, som en indklaget advokat har gjort.”
Advokatnævnet anvender i sin praksis ret faste sanktionstakster, sådan at en advokat, som har tilsidesat god advokatskik, i førstegangstilfælde som udgangspunkt får en bøde på 10.000 kr., i andengangstilfælde 20.000 kr., i tredjegangstilfælde 40.000 kr. etc. Og det bør der efter Ole Hasselgaards opfattelse ikke laves om på. Men samtidig har nævnet i det seneste års tid i flere sammenhænge drøftet, at der kan være behov for, at nævnet bliver lidt mere tydelig med hensyn til at markere, hvad der er mere alvorligt end andet, når det gælder tilsidesættelse af god advokatskik.
”Ret faste sanktionstakster er vigtige for at sikre ensartethed og forudsigelighed i nævnets praksis. Men ud over at der i den enkelte sag kan være helt konkrete skærpende eller formildende omstændigheder, skal nævnet selvfølgelig været meget opmærksom på, at en forseelse efter sin karakter kan være mere eller mindre alvorlig.”
Det er netop i det lys, at man skal se, at nævnet for nylig besluttede at lempe sin praksis, hvis en advokat ved henvendelse til retten eller andre tvistorganer forsømmer at sende en kopi til modparten eller dennes advokat.
”Meget ofte skyldes det sidste en forglemmelse eller lignende, og det gælder også, når der ikke er tale om det, vi kalder for en egentlig ekspeditionsfejl. Så her giver det efter nævnets opfattelse god mening at lempe praksis, sådan at der som udgangspunkt ikke gives en sanktion i førstegangstilfælde, forudsat at advokaten retter for sig umiddelbart efter at have opdaget fejlen.”
Ole Hasselgaard understreger, at et fokus på at sondre mellem alvoren af forskellige former for tilsidesættelse af god advokatskik også går den anden vej og dermed kan føre til en skærpet kurs.
”Vi har for nylig haft nogle sager, hvor advokater havde anvendt klientkontoen som driftskonto for klienter. Her gav nævnet nogle meget betragtelige bøder og fandt, hvad der må anses for en skærpelse af praksis, at der i to af sagerne skulle ske betinget frakendelse af retten til at drive advokatvirksomhed. Og det viser, at hvis vi har at gøre med en tilsidesættelse af god advokatskik, der efter sin karakter potentielt rummer risiko for f.eks. hvidvask, så er det noget, som nævnet vil se strengt på.”