K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [bynavn].
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved uberettiget at have opretholdt en indberetning til RKI.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 2. februar 2015.
Sagsfremstilling:
[Indklagede] var tilknyttet [Advokatfirma 1].
[Indklagede] indgav på vegne af sin klient, [virksomhed X], et betalingspåkrav af 24. oktober 2014 mod [klager] til Retten i [bynavn 2], der den 6. november 2014 besluttede, at betalingspåkravet kunne forkyndes.
[Advokatfirma 1] indberettede den 12. november 2014 [klager] til RKI på baggrund af [virksomhed X]’ krav, og som fundament var angivet ”Betalingspåkrav 1. påtegning”.
[Klager] har henvist til, at han indgav et svarskrift af 19. december 2014 til retten.
Fogedretten påtegnede betalingspåkravet med 2. påtegning den 22. december 2014, idet [klager] ikke var fremkommet med indsigelser. [Klager] fremsendte herefter indsigelser, og sagen blev den 7. januar 2015 genoptaget og påtegningen af betalingspåkravet annulleret, hvorefter sagen fortsatte ved retten som en civil sag.
[Indklagede] har oplyst, at sagen blev lagt til videre ekspedition den 7. januar 2015 med henblik på, at [klager] skulle slettes i RKI.
Ved e-mail 25. januar 2015 til [indklagede] bad [klager] om, at RKI-registreringen blev fjernet senest den følgende dag, idet [klager] ellers ville indgive en klage over [indklagede] til Advokatnævnet.
[Indklagede] har oplyst, at hun åbnede e-mailen på sin mobiltelefon søndag den 25. januar 2015, men at hun ikke læste indholdet, og at hun ved en fejl ikke fik markeret e-mailen som ulæst. [Indklagede] har videre oplyst, at hun som følge af almindelig travlhed og kursus i uge 5 ikke efterfølgende fik læst [klagers] e-mail af 25. januar 2015.
[Klager] indgav klage til Advokatnævnet ved e-mail af 30. januar 2015 kl. 16.38. E-mailen er sendt cc. til [indklagede].
[Indklagede] slettede registreringen af [klager] i RKI samme dag kl. 16.50.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Klager] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved uberettiget at opretholde indberetningen af ham til RKI, efter at sagen var overgået til behandling ved civilretten.
Indklagede:
[Indklagede] har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. anført, at der er tale om uheldige og undskyldelige omstændigheder, ligesom hun har beklaget ekspeditionstiden over for [klager].
[Indklagede] har videre anført, at
- sagen blev lagt ekspedition den 7. januar 2015, sådan at [klager] skulle slettes fra RKI, da sagen blev genoptaget af fogedretten,
- hun ikke blev bekendt med [klagers] e-mail af 25. januar 2015, og at [klagers] varsel heri ikke er rimeligt,
- [klager] reagerede sent vedrørende skyldsspørgsmålet og RKI-indberetning, og at
- hun først den 30. januar 2015 blev bekendt med, at [klager] fortsat var indberettet til RKI, og at hun 12 minutter efter modtagelsen slettede indberetningen til
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokatnævnet lægger til grund, at [indklagede] var ansvarlig for indberetning af [klager] til RKI, og at indberetningen til RKI den 12. november 2014 var berettiget. Advokatnævnet lægger videre til grund, at [indklagede] fortsat var ansvarlig for sagen, da Retten i [bynavn 2] genoptog behandlingen af sagen den 7. januar 2015.
Indberetningen af [klager] til RKI burde have været slettet i umiddelbar forlængelse af, at Retten i [bynavn 2] den 7. januar 2015 genoptog behandlingen af sagen, og [indklagede] skulle af egen drift have foranlediget denne sletning.
Advokatnævnet finder herefter, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved først den 30. januar 2015 at have slettet indberetningen af [klager] i RKI. Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, [indklagede] en bøde på 10.000 kr.
[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
[Indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.
På nævnets vegne
Elisabeth Mejnertz