K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over [indklagede], [by].
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at [indklagede], der repræsenterede [klager]s modpart i en samværssag, har tilsidesat god advokatskik ved at indgive bemærkninger til retten efter, at sagen var optaget til dom.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 15. marts 2023.
Sagsfremstilling:
Den 23. februar 2023 blev der afholdt retsmøde i en samværssag mellem [klager] og [indklagede]s klient. På retsmødet blev der foretaget en børnesamtale med parternes fællesbarn, og efterfølgende redegjorde den børnesagkyndige psykolog for hovedindholdet af børnesamtalen. Parterne afgav derudover forklaringer og drøftede forligsmulighederne i sagen. Af retsbogen fremgår endvidere, at parterne indgik et delvist forlig om samværet, idet der ikke kunne opnås enighed om løbende weekend- og hverdagssamvær. For så vidt angik spørgsmålet om løbende weekend- og hverdagssamvær optog retten sagen til dom, der ville blive afsagt den 16. marts 2023.
Den 24. februar 2023 fremsendte [klager]s advokat en af parterne godkendt skriftlig formulering af det indgåede retsforlig til retten.
Af [indklagede]s meddelelse til retten af samme dag, den 24. februar 2023, fremgår bl.a.:
"På vegne af sagsøger tiltrædes retsforlig uploadet af sagsøgtes advokat.
Derudover ønsker sagsøger at knytte en bemærkning til den afholdte børnesamtale.
Under den børnesagkyndiges referat af børnesamtalen, blev sagsøger opmærksom på ordvalg, som han tidligere har hørt både fra [barnet] og sagsøgte, men som han ikke mener er aldersvarende udtalelser fra [barnet]. Sagsøger har tidligere været i tvivl om, hvorvidt sagsøgte drøftede med [barnet] i forhold til hendes opfattelse af, at sagsøger ikke er til stede i samværet. Sagsøger kan dermed være i tvivl om, hvorvidt [barnet] til samtalen berettede om sin egen opfattelse, eller sagsøgtes opfattelse af netop dette aspekt."
[Klager]s advokat anmodede ved meddelelse af 28. februar 2023 retten om at se bort fra [indklagede]s bemærkninger under henvisning til, at sagen var optaget til dom.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Klager] har påstået, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik ved at indgive bemærkninger til retten efter, at sagen var optaget til dom.
Det er til støtte herfor særligt gjort gældende, at [indklagede]s fremsendte bemærkninger havde karakter af supplerende partsforklaring og anbringender. Indgivelsen heraf må derfor være i strid med såvel retsplejelovens regler som god advokatskik. Hertil kommer, at bemærkningerne må anses for konfliktoptrappende og krænkende for [klager]s retssikkerhed, da hendes modpart herved fik mulighed for at uddybe sit perspektiv over for dommeren. I den forbindelse bemærkes, at parterne under hovedforhandlingen havde haft mulighed for at kommentere på børnesamtalens indhold. [Klager] kunne også have ønsket sig at kommentere yderligere efter hovedforhandlingen, hvis dette havde været tilladt, da hun naturligvis også var meget påvirket af sagen. Hun kan derfor ikke acceptere begrundelsen om, at [indklagede] var forpligtet til at fremsætte sin klients synspunkter.
Indklagede:
[Indklagede] har påstået afvisning og har til støtte herfor særligt gjort gældende, at bemærkningerne hverken havde karakter af at være anbringender eller procedure. Hendes klient havde efter retsmødet udtrykt stor frustration over, at han ikke havde fået fremsagt alle sine betragtninger i forhold til børnesamtalen, navnlig relateret til barnets ordvalg. Det var således almindelig varetagelse af klientinteresser og forpligtelsen hertil, der foranledigede [indklagede] til at indgive bemærkningerne.
Det er endvidere bl.a. anført, at der var tale om en familieretlig sag, som ikke på samme måde som en almindelig civil sag følger principperne om eksempelvis sagens forberedelse og procedure. Dertil kommer, at der ikke blev udarbejdet et processkrift med nye anbringender, ligesom der heller ikke var tale om yderligere bilag eller materiale til sagen. Desuden bemærkes det, at retten hverken kommenterede på de pågældende bemærkninger eller på modpartens indsigelse mod disse. Dette må forstås sådan, at retten har haft samme opfattelse af bemærkningerne som [indklagede].
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Når retten eller en anden myndighed, der afgør tvister, har optaget sagen til afgørelse, skal advokatens henvendelser til den pågældende myndighed i det hele begrænses til praktiske bemærkninger.
Advokatnævnet finder, at [indklagede] er gået videre, end berettiget varetagelse af klientens interesser tilsiger, ved at have fremsendt bemærkninger af materiel karakter til retten efter, at sagen var optaget til dom.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, og Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, [indklagede] en bøde på 10.000 kr.
[Indklagede] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
[Indklagede] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.
På nævnets vegne
Ole Høyer