K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har advokat [A] på vegne af [X] klaget over advokat [B], [bynavn].
Klagens tema:
Advokat [A] har på vegne af [X] klaget over, at advokat [B], der tidligere var beskikket forsvarer for [X], har tilsidesat god advokatskik ved ikke at udlevere printede bilag fra den digitale straffesag og ved ikke at fremsende kopi af sine salærindstillinger.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 23. maj 2019.
Klagen blev oprindelig indgivet som en klage over både salær og adfærd. Salærklagen blev udskilt til særskilt behandling under sagsnr. 2019-2072. Ved Advokatnævnets afgørelse af 27. august 2019 blev salærklagen afvist efter dens beskaffenhed, idet salæret var fastsat af retten.
Sagsfremstilling:
Advokat [B] blev i oktober 2017 beskikket som forsvarer for [X], der var tiltalt i en straffesag om økonomisk kriminalitet. Sagen omtales som ”[…]”.
Advokat [B] har oplyst, at retssagen blev berammet over ca. 70 retsdage, og der var omkring 18 tiltalte.
Ved salærindstilling af 21. december 2018 anmodede advokat [B] retten om acontosalær for den hidtidige beskikkelsesperiode med godt 250.000 kr. ekskl. moms, hvoraf den væsentligste post på knap 200.000 kr. ekskl. moms blev henført til gennemgang af sagsakter mv.
Efter anmodning beskikkede retten på et tidspunkt primo januar 2019 advokat [A] som forsvarer for [X], og advokat [B] blev afbeskikket som forsvarer.
Ved e-mail af 9. januar 2019 til advokat [B] henviste advokat [A] til ombeskikkelsen og skrev videre bl.a.:
”På min beskikkelse kan jeg se, at de nye regler om begrænsning af salær vil blive anvendt. Dit salær vil derfor blive fratrukket i mit salær, såfremt jeg har mange retsdage. Det er derfor i både min og min klients interesse at se din salæropgørelse og jeg skal derfor anmode om at modtage kopi af denne, når den sendes til retten.
Jeg forsøgte i dag at ringe til dig angående overlevering af bilag og talte efterfølgende med dit kontor, som lovede at du ville ringe tilbage. Det lykkedes tilsyneladende ikke. Det vil gå hurtigst, hvis jeg kan komme forbi dit kontor og hente materialet, så det ikke skal via politiet. Endvidere skal jeg høre, om jeg må overtage, hvad du har printet ud allerede. Jeg kan forstå på din sekretær, at det er ret omfattende. Jeg går ud fra at du primært har printet materiale ud, der vedrører [X]. Det vil udover at spare ressourcer, også være en stor hjælp for mig og spare mig en del tid.”
Advokat [B] svarede på e-mail den følgende dag med en opsummering af sin bistand i forhold til omkostningsspørgsmålet. Det fremgik videre bl.a.:
”Det er klart, at jeg anmoder om salær for anvendt tid og i et vist omfang for fremtidig disponering af tid i forbindelse med denne sag.
Det materiale jeg har udskrevet er så overskrevet med egne noter, at det ikke er egnet til overgivelse.”
Senere samme dag skrev advokat [A] på e-mail advokat [B] bl.a.:
”Jeg er ked af, at du ikke vil lade mig overtage, hvad du har printet ud. Jeg er jo helt og aldeles ligeglad med, om det er overtegnet med personlige kruseduller. Det vil stadig være en stor hjælp og tidsbesparer for mig, nu hvor jeg er helt og aldeles blank over for, hvad sagen drejer sig om. Jeg går ud fra, at det du har printet netop har relevans for [X]. Jeg er så sent på den, at jeg end ikke kan få politiet til at hjælpe mig med at udfinde det som relaterer sig til ham – herunder de i mine øjne nok ret væsentlige rumaflytninger, som jeg kan forstå samlet varer 396 timer og 50 minutter !!!
Så jeg vil bede dig genoverveje, om der er noget af det, jeg må afhente på dit kontor.”
Efter det oplyste udleverede advokat [B] ikke materiale på denne baggrund.
Ved salærindstilling af 14. januar 2019 anmodede advokat [B] retten om endeligt salær. For perioden fra den tidligere salærindstilling og frem 9. januar 2019 anmodede advokat [B] om yderligere salær på godt 30.000 kr. Med henvisning til at ombeskikkelsen førte til, at advokat [B] nu fik over 70 ledige dage i sin kalender for 2019, og dette ville påføre ham et markant og uventet tab af indtægter, anmodede han om på rimelig vis at blive kompenseret for tab af indtægt, hvilket beløbsmæssigt kunne udgøre en yderligere samlet kompensation på 200.000 kr.
Salærindstillingen blev ikke sendt til advokat [A] eller [X].
Af retsbog af 30. januar 2019 fremgik bl.a., at der blev fremlagt breve af 20. og 21. december 2018 og 14. januar 2019 fra advokat [B] med anmodning om salær. Retten tillagde advokat [B] salær med 326.642,50 kr. ekskl. moms, hvilket foreløbigt ville blive udredt af det offentlige. Retten bemærkede, at salæret blev tillagt for retsmøder, afhøringer, rejsetid samt andet/forberedelsestid. Der var endvidere tillagt 45.167,50 kr. ekskl. moms i salær vedrørende retsmøder i januar samt 6. og 7. februar 2019.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Advokat [A] har på vegne af [X] påstået, at advokat [B] har tilsidesat god advokatskik ved ikke at advokatskik ved ikke at udlevere printede bilag fra den digitale straffesag og ved ikke at fremsende kopi af sine salærindstillinger.
Advokat [A] har til støtte herfor bl.a. anført, at de udprintede bilag dækkede over et stort stykke arbejde med i den digitale sag at fremfinde, hvad der var relevant for klienten. Formålet med retsplejelovens § 741, stk. 2, er vel, at der ikke skal betales for dobbeltarbejde, og derfor må en tidligere beskikket forsvarer skulle videregive, hvad han uden besvær kan videregives til en ny forsvarer. Advokat [A] tilbød at afhente, idet det var meget hastende, da hovedforhandlingen var startet. Materialet kan ikke anses for at være af privat karakter, men må anses for noget, som advokat [B] udarbejdede i forbindelse med sit arbejde med at forberede en straffesag.
Advokat [A] har videre anført, at advokat [B] skriftligt blev orienteret om, at advokat [A] og [X] ønskede at se kopi af salærindstillingerne, og alligevel valgte advokat [B] at fortie disse. Mellem advokater er der en udvidet pligt til at informere hinanden og besvare konkrete forespørgsler. Desuden havde [X] en direkte interesse i – og et krav på efter forespørgsel – at kunne følge med i udgifterne i sagen og få svar på, hvad advokaten forlanger i salær. Det forhold, at advokat [A] og [X] ikke blev informeret, kan ikke afvises at få den effekt, at såfremt [X] findes skyldig i et eller andet omfang, vil han blive afkrævet et større sagsomkostningsbeløb, end hvis han havde haft mulighed for at kommentere på advokatens salærindstilling, inden retten traf afgørelse herom.
Indklagede:
Advokat [B] har påstået frifindelse.
Vedrørende udlevering af materiale har advokat [B] anført, at det er korrekt, at han ikke ønskede at overgive advokat [A] en mappe udarbejdet med arbejdsnotater, egne diagrammer og udskrevne bilag med diverse notater, understregninger og henvisning. Advokat [B] opfatter materialet som sit eget arbejdsmateriale, og at det havde en sådan privat og tilrettet karakter, at det ikke var egnet til overgivelse. Advokat [A] modtog derimod sagen akter straks efter ombeskikkelsen.
Vedrørende fremsendelse af salærindstillinger har advokat [B] anført, at han ikke har afvist at sende advokat [A] sin salærindstilling, og har i den forbindelse henvist til sit svar på advokat [A’s] e-mail af 9. januar 2019. Advokat [A] har ikke herefter erindret om fremsendelse af salærindstilling.
Advokat [B] har videre anført, at han har hverken haft interesse eller ønske om ikke at sende kopi af indstillingerne. Indstillingerne indgår også i sagsakterne, hvortil en ny forsvarer har fuldt adgang.
Advokat [B] har endvidere anført, at han ikke bevidst har undladt at sende kopi, og en manglende fremsendelse skyldes i givet fald udelukkende en forglemmelse i en hektisk periode fra enten ham eller hans sekretærs side.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Bilagsmateriale
Advokatnævnet finder, at advokat [B] ikke har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens
§ 126, stk. 1, ved ikke på anmodning at fremsende sit sorterede bilagsmateriale vedrørende sagen.
Nævnet har herved lagt på, at advokat [A] modtog sagens akter umiddelbart efter ombeskikkelsen, og på at det ikke er underbygget, at [X]’ interesser ikke kunne varetages i tilstrækkeligt omfang, som følge af advokat [B]s adfærd.
Advokatnævnet frifinder derfor advokat [B] vedrørende dette klagepunkt.
Salærindstillinger
Når en advokats salær fastsættes af retten eller anden offentlig myndighed, skal advokatens oplysninger til myndigheden til brug for fastsættelsen af salæret være tilstrækkelige og egnede til, at myndigheden kan fastsætte salæret i henhold til retningslinjer, der gælder herfor.
I disse tilfælde skal advokaten på forespørgsel skriftlig orientere klienten om det til myndigheden oplyste.
Advokatnævnet finder herefter, at advokat [B] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved efter advokat [A’s] e-mail af 9. januar 2019 ikke fyldestgørende at have orienteret om indholdet af sine salærindstillinger til retten.
Advokatnævnet finder, at det ikke i tilstrækkeligt omfang er underbygget, at der skulle være tale om en ren ekspeditionsfejl. Det ændrer ikke herpå, at der fra advokat [A’s] side ikke blev erindret om fremsendelse af salærindstilling, eller at salærindstillingerne måtte indgå i retssagens akter.
Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat [B] en bøde på 10.000 kr.
Advokat [B] kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Advokat [B] pålægges en bøde til statskassen på 10.000 kr.
På nævnets vegne
Ole Høyer