Spring hovednavigationen over
Tilbage

Frist ej overskredet, da det påklagede forhold bestod på tidspunktet for klagens indgivelse

Dato: 19. marts 2013
Type: Kendelse
Sagsnr: 2011-3906
SAGSRESUMÉ
Advokat blev bedt om at fjerne et tinglyst udlæg efter indfrielse af gæld. Trods rykkere fjernede advokaten ikke udlægget. Klagen blev indgivet mere end et år efter, at klager havde tilskrevet advokaten herom, men klagefristen var ikke overskredet, idet forholdet stadig bestod på tidspunktet for klagens indgivelse.
Tilknyttet emnerne
2.4.2 Klagefrist

                                   K E N D E L S E

 

Sagens parter:

I denne sag har klager klaget over advokat A.

Sagens tema:

Klager, i hvis ejendom, der var tinglyst udlæg for en gæld til advokat A, har klaget over, at advokat A har tilsidesat god advokatskik ved ikke at lade udlægget aflyse efter, at det skyldige beløb var betalt i april 2010.

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 12. september 2011.

Sagsfremstilling:

Klager har oplyst, at hendes tidligere ægtefælle blev rådet til at oprette  et  nyt anpartsselskab, efter at han havde haft problemer med X bank og Y bank. Han bad advokat A om at oprette et anpartsselskab og fik oplyst en pris herfor på 5.000 kr. inkl. moms.

 

Hendes tidligere ægtefælle modtog senere en faktura på 8.750 kr. inkl. moms. Han kontaktede advokat A, der oplyste, at det var en fejl, og at han ville  fremsende  en  ny faktura.

 

Advokat A fremsendte imidlertid efter et stykke tid en faktura på det samme beløb, men denne gang med hende som adressat.

 

De hørte herefter ikke mere, før hun blev indkaldt til fogedretten og dømt til at  betale beløbet med tillæg af renter m.v.

 

Beløbet blev betalt til advokat A i april 2010. Klager sendte samtidig et brev til advokat A, hvori klager oplyste, at pengene var overført, og bad ham fjerne den tinglyste hæftelse fra hendes ejendom.

 

Udlægget var ikke aflyst i juni 2010, og klager skrev et nyt brev til advokat A, hvori hun gentog sin anmodning.

 

Udlægget var endnu ikke aflyst på tidspunktet for klagens indgivelse.

 

Klager har ved brev af 23. december 2011 endvidere oplyst, at hæftelsen stadig ikke var fjernet.

 

Advokat A har ikke besvaret Advokatnævnets henvendelser.

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Klager har påstået, at advokat A har tilsidesat god advokatskik ved ikke at lade udlægget aflyse efter, at det skyldige beløb var betalt i april 2010.

 

Indklagede:

Advokat A har ikke bevaret Advokatnævnets henvendelser.

 

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 3 medlemmer.

 

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 147b, stk. 2, at klager over advokater skal indgives senest 1  år efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører.

 

Under hensyn til at den tinglyste hæftelse ikke var fjernet fra Klagers ejendom på tidspunktet for klagens indgivelse, finder Advokatnævnet, at klagen er indgivet rettidigt.

 

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise  en  adfærd,  der stemmer overens med god advokatskik.

 

Da advokat A ikke har svaret i sagen, har Advokatnævnet lagt oplysninger fra klager til grund for afgørelsen.

 

Advokat A findes herefter at have handlet i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke at have reageret på klagers henvendelser og foretaget det fornødne til aflysning af hæftelsen.

 

Advokat A er tidligere ved Advokatnævnets kendelse af 5. maj 2010 pålagt en bøde på

10.000 kr. og ved kendelse af 26. september 2012 pålagt en bøde på 5.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik.

 

Da forholdet i nærværende sag er begået forud for sidstnævnte afgørelse, og da en samtidig påkendelse skønnes at ville have medført en forhøjelse af sanktionen, udmåles en tillægssanktion, jf. princippet i straffelovens § 89.

 

Advokatnævnet pålægger derfor advokat A en bøde på 10.000 kr. i medfør  af  retsplejelovens § 147 c, stk. 1.

 

Advokat A kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

Herefter bestemmes:

Advokat A pålægges en bøde på 10.000 kr.

 

 

                                                            På nævnets vegne

                                                                Jon Stokholm