Spring hovednavigationen over
Tilbage

Politianmeldelse afgivet i pressen

Dato: 6. november 2013
Type: Kendelse
Sagsnr: 2012-3466
SAGSRESUMÉ
En advokat indgav under et indslag i TV-Avisen en politianmeldelse mod en anden advokat i forbindelse med en konkret tvist. Henset til, at politianmeldelsen fremstod udokumenteret sammenholdt med, at indgivelsen skete i et indslag i TV-Avisen fandt Advokatnævnet, at advokaten groft havde tilsidesat god advokatskik.
Tilknyttet emnerne
17. Politianmeldelser (grænser for advokatens bistand)

                                       K E N D E L S E

 

Sagens parter:

I denne sag har Klager klaget over Indklagede.

 

Sagens tema:

Klager har blandt andet klaget over, at Indklagede har tilsidesat god advokatskik at have indgivet politianmeldelser mod ham uden grund og i øvrigt at have udtalt sig om det i TV-avisen, hvilket var egnet til at skade Klagers omdømme.

 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 18. oktober 2012.

Sagsfremstilling:

Da Indklagede ikke har svaret i sagen, er nærværende sagsfremstilling udarbejdet på baggrund af Klagers oplysninger i sagen.

 

Ved breve af 18. april 2012, 6. september 2012 og 28. september 2012 indgav Indklagede politianmeldelser mod blandt andre Klager for medvirken til overtrædelse af lov om andelsboligforeninger, medvirken til mandatsvig, skyldnersvig og bedrageri.

 

Ved breve af 14. februar og 3. april 2013 fra Københavns Politi modtog Klager afgørelser, hvorefter politiet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, havde besluttet ikke at indlede efterforskning i anledning af anmeldelserne. Begrundelsen herfor i forhold til en eventuel overtrædelse af lov om andelsforeninger var, at en sådan under alle omstændigheder var forældet på tidspunktet for anmeldelsen, mens begrundelsen i forhold til eventuelle overtrædelser af straffeloven var, at der ikke fandtes en rimelig formodning for, at der var begået noget strafbart.

 

I forbindelse med indgivelsen af anmeldelse den 28. september 2012 optrådte X, der var ansat som stud.jur hos Indklagede, i TV-avisen den 2. oktober 2012, kl. 21:30, hvorunder han indgav politianmeldelsen og udtalte sig om sagen.

 

Indklagede har i sin skrivelse af 28. september 2012 til Københavns Politi anmeldt blandt andre Klager på vegne af andelsforeningen A.

 

Parternes påstande og anbringender:

Klager:

Klager har påstået, at Indklagede har tilsidesat god advokatskik ved at indgive politianmelder uden det fornødne grundlag.

 

Klager har til støtte for sin påstand dokumenteret, at Københavns Politi har sluttet alle forholdene under henvisning til, at der ikke fandtes formodning for, at der var begået noget strafbart.

 

Klager har endvidere påstået, at Indklagede har tilsidesat god advokatskik ved i forbindelse med den seneste anmeldelse at have fået Danmarks Radio til at filme og offentliggøre indgivelsen, hvilket medførte en unødvendig krænkelse.

 

Klager har videre klaget over, at Indklagede har udgivet sig for at være advokat for andelsboligforeningen A/B A, selvom dette ikke var korrekt.

 

Klager har videre klaget over, at Indklagede ikke sendte kopi af politianmeldelse mod bl.a. Klager på trods af dennes direkte opfordring hertil.

 

Indklagede:

Indklagede har ikke svaret i sagen.

 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 3 medlemmer.

 

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Da Indklagede ikke har svaret i sagen, har Advokatnævnet lagt Klagers oplysninger til grund for afgørelsen.

 

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

 

Advokatnævnet finder, at Indklagede i sin politianmeldelse af 28. september 2012 angav at være advokat for Andelsboligforeningen A til trods for, at hans klient, […], ved fogedrettens kendelse af 23. august 2012 havde fået et forbud mod at optræde som bestyrelsesformand/bestyrelsesmedlem og at disponere på foreningens vegne.

 

Advokatnævnet finder endvidere henset til, at indholdet i den af Indklagede udarbejdede anmeldelse fremstår udokumenteret, og at politiet end ikke fandt grundlag for at indlede en efterforskning, at Indklagede savnede det fornødne grundlag for at indgive anmeldelsen, hvilket ellers må forventes af en advokat.

 

Når dette sammenholdes med Indklagedes offentliggørelse af anmeldelsen i TV-avisen, og at han ikke efterkom Klagers anmodning om at få tilsendt en kopi af anmeldelsen, finder Advokatnævnet, at Indklagede groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

 

Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat Indklagede en bøde på 20.000 kr.

 

Advokat Indklagede kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.

 

Herefter bestemmes:

Indklagede pålægges en bøde på 20.000 kr.

 

 

                                                                På nævnets vegne

 

                                                                  Jørgen Lougart