Spring hovednavigationen over
Hent afgørelse

K E N D E L S E

(vedrørende midlertidig frakendelse)

 

Ved anklageskrift af 28. juni 2024 har Advokatrådet indklaget

advokat Jørgen Nørgaard

for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, for

Forhold 1
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 3, stk. 1,
ved som advokat i perioden fra den 3. januar 2023 til den 3. januar 2024 ikke at have indrettet klientbogholderiet således, at det fremviser de enkelte mellemværender og det samlede klienttilsvar.

Forhold 2
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 4, stk. 1 og 2,
ved som advokat i perioden fra den 3. januar 2023 til den 3. januar 2024 ikke hver dag, hvor advokatvirksomheden var åben, eller på dage, hvor der i øvrigt foretages økonomiske transaktioner, at have sikret, at der var overensstemmelse mellem klienttilsvaret ifølge bogholderiet og det samlede indestående på klientbankkontiene, idet han ikke havde reguleret sit klienttilsvar dagligt.

Forhold 3
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 5,
ved som advokat i perioden fra den 3. januar 2023 til den 3. januar 2024 ikke mindst en gang hver måned at have sikret, at summen af de enkelte mellemværender stemmer med det samlede klienttilsvar, idet der ikke var foretaget månedlige reguleringer.

Forhold 4
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 9,
ved som advokat i perioden fra den 3. januar 2023 til den 3. januar 2024 uberettiget at have hævet betydelige pengebeløb, der ikke kan anses for at være udbetalt som led i behandlingen af klientens sag, eller beløb, som advokaten havde til gode hos sin klient i henhold til bogført mellemværende, idet advokat Jørgen Nørgaard herunder

- den 30. januar 2023 har foretaget uberettigede hævninger på 2.094,07 kr. og 9.375,00 kr. fra klientkontoen til sin egen private lønkonto,
- den 27. november 2023 har hævet 1.610.930,14 kr. på klientkontoen, der hidrørte fra et dødsbo, til sin driftskonto, og herunder blev brugt til betaling af udeståender til SKAT, betaling af boafgift og udbetaling af arv i et andet dødsbo, som der ikke kan redegøres for i advokatens bogføringsmateriale,
- henholdsvis den 10. november og den 28. december 2022 har faktureret og hævet beløb på i alt 46.250,00 kr. fra klientkontoen, der vedrørte arbejde, som ikke var udført for klienterne.

Forhold 5
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. hvidvasklovens kapitel 3,
ved som advokat forud for den 26. januar 2024 at have undladt at udføre tilstrækkelig kundekendskabsprocedure, blandt andet ved ikke at have foretaget en særskilt risikovurdering på sagsniveau i fem sager, og herunder ved ikke at have foretaget PEP-undersøgelser, ikke skriftligt at have foretaget underretning i henhold til hvidvasklovens § 16 om personoplysninger samt ved ikke at have indhentet tilstrækkelige identitetsoplysninger i to sager omfattet af hvidvaskloven, der af Advokatrådets sekretariat blev udtaget til kontrol under tilsynsbesøget den 26. januar 2024.

Forhold 6
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. hvidvasklovens § 7 og 8,
ved som advokat forud for den 26. januar 2024 og indtil videre ikke at have udarbejdet hvidvaskdokumenter (risikovurdering, politik og forretningsgange) for advokatvirksomheden.

Forhold 7
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 14,
ved som advokat ikke at have indsendt klientkontoerklæring for 2023, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest 30. april 2024.

Forhold 8
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 143, stk. 4,
ved som advokat ikke at have indsendt tilsynserklæring for 2023, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest 30. april 2024.

Parternes påstande:

Advokatrådet

Advokatrådet har nedlagt påstand om, at advokat Jørgen Nørgaard frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8.

Advokatrådet har nedlagt supplerende påstand om, at advokat Jørgen Nørgaard under nævnets behandling af sagen frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed midlertidigt, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 5.

Der er endvidere nedlagt påstand om, at advokat Jørgen Nørgaard pålægges inden for en frist på tre uger fra modtagelsen af Advokatnævnets afgørelse at indsende klientkontoerklæring for 2023 til Advokatrådet.

Endelig er der nedlagt påstand om, at advokat Jørgen Nørgaard pålægges at afholde omkostningerne til den udpegede forsvarer i medfør af § 23, stk. 5, jf. stk. 2, i bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008 (rettelig bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 202) om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

Indklagede

Forsvareren, [advokat A], har på vegne af advokat Jørgen Nørgaard principalt påstået frifindelse for Advokatrådets påstand om midlertidig frakendelse, subsidiært at han midlertidigt frakendes retten til at modtage og behandle betroede midler, dvs. frakendelse af retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter.

--oOo--

Med nærværende afgørelse tager Advokatnævnet alene stilling til Advokatrådets påstand om midlertidig frakendelse, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 5, idet dette spørgsmål er udskilt til særskilt behandling i medfør af § 25 i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

Sagsfremstilling:

Denne kendelse indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling men alene en opsummering af de væsentligste omstændigheder i sagen. Sagens samtlige bilag, anklageskrift og svarskrift er indgået ved Advokatnævnets vurdering af sagen.

Nævnet bemærker, at sagen udelukkende bygger på den dokumentation (bilag 1-23), som er fremlagt af Advokatrådet. Det bemærkes endvidere, at advokat Jørgen Nørgaards forsvarer, [advokat A], ikke har fået kontakt til advokat Jørgen Nørgaard.

--oOo--

Advokat Jørgen Nørgaard er født i 1954 og fik advokatbeskikkelse den 5. oktober 1982. Han deponerede sin beskikkelse den 31. december 2000 og fik den genudleveret den 18. oktober 2001.

Han har siden den 15. oktober 2001 drevet advokatvirksomhed fra enkeltmandsvirksomheden Advokat Jørgen Nørgaard, der er beliggende i [by]

Advokat Jørgen Nørgaard har til Advokatrådets sekretariat oplyst, at han agtede at deponere sin advokatbeskikkelse i løbet af foråret 2024, og at han havde opsagt kontorlejemålet til sin advokatvirksomhed pr. 31. maj 2024. På tidspunktet for afsigelse af nærværende kendelse er der ikke fremlagt oplysninger om, at advokat Jørgen Nørgaard har deponeret sin advokatbeskikkelse, ligesom hans advokatvirksomhed har status som aktiv.

Tilsynet den 26. januar 2024
Den 3. januar 2024 blev advokat Jørgen Nørgaard og hans virksomhed, Advokat Jørgen Nørgaard, indkaldt til tilsyn vedrørende opdrags- og prisoplysning, hvidvask og klientkonto. Advokat Jørgen Nørgaard sendte forud for tilsynet materiale til Advokatrådets sekretariat.

Tilsynet blev gennemført på advokatvirksomhedens adresse den 26. januar 2024. Advokatrådets sekretariat udarbejdede i forlængelse heraf tilsynsrapport vedrørende advokat Jørgen Nørgaard og enkelmandsvirksomheden, Advokat Jørgen Nørgaard.

Det fremgår af tilsynsrapport vedrørende advokat Jørgen Nørgaards enkeltmandsvirksomhed, Advokat Jørgen Nørgaard bl.a., at det under tilsynet blev konstateret, at der ikke var udarbejdet risikovurdering, politikker eller forretningsgange på hvidvaskområdet (hvidvaskretningslinjer), som advokatvirksomheden var forpligtet til efter hvidvasklovens §§ 7 og 8, idet advokat Jørgen Nørgaard beskæftigede sig med sager omfattet af hvidvaskloven.

Det fremgår af tilsynsrapportens bilag 1 vedrørende advokat Jørgen Nørgaard bl.a., at tilsynet gennemgik fem sager omfattet af hvidvaskloven, og at der blev konstateret flere mangler i alle udtagne sager. I alle fem sager kunne det ikke dokumenteres, at advokat Jørgen Nørgaard havde gennemført tilstrækkelig kundekendskabsprocedure, idet der ikke forelå dokumentation for gennemførte risikovurderinger, der var ikke foretaget PEP-undersøgelser, og der var ikke foretaget skriftlig underretning i henhold til hvidvasklovens § 16 om personoplysninger med henblik på forebyggelse af hvidvask og terrorisme. Derudover kunne det i to ud af fem sager ikke dokumenteres, at de reelle ejere var blevet identificeret.

Det fremgår af tilsynsrapportens bilag 2, at der under tilsynet ikke i et tilstrækkeligt omfang kunne føres tilsyn med den daglige bogføring, regulering, behørig fakturering m.v., og at der ikke kunne dokumenteres et overblik over klienternes enkelte tilsvar, da advokat Jørgen Nørgaard oplyste, at han kun kunne tilgå disse oplysninger på egen PC, som var til reparation. Der kunne heller ikke skaffes adgang til Unik Advosys eller advokat Jørgen Nørgaards klientkonto via den ekstra PC, som den tilsynsførende havde medbragt til tilsynet. Tilsynet blev således gennemført ud fra den dokumentation, som advokat Jørgen Nørgaard havde fremsendt til Advokatrådets sekretariat forud for tilsynet.

Af tilsynsrapportens bilag 2 fremgår endvidere, at det under tilsynet blev konstateret, at der ikke kunne fremvises en afstemning af tilsvar med indestående på klientbankkontoen, da IT-systemet ikke kunne tilgås, jf. ovenfor. Det blev endvidere konstateret, at der ikke var bogført og reguleret dagligt, og at der ikke blev foretaget månedlig afstemning mellem det samlede klienttilsvar og klientkort. Under tilsynet oplyste advokat Jørgen Nørgaard bl.a., at han hverken regulerede eller bogførte dagligt, men at det kun skete på dage, hvor der var noget at regulere. På Advokatrådets sekretariats forespørgsel fremsendte Jørgen Nørgaard den 6. februar 2024 tilstrækkelig dokumentation for afstemning af tilsvar med indestående på klientbankkontoen pr. 29. januar 2024. Advokat Jørgen Nørgaard oplyste samtidig, at der var en difference på 12.000 kr., og at han ikke havde fundet fejlen endnu.

Af tilsynsrapportens bilag 2 fremgår endvidere:

”Bemærkninger:

Under tilsynet blev det konstateret, at Jørgen Nørgaard har en klientkonto i [bank A] med en saldo på 465.882,00, som der ikke var fremsendt kontospecifikation for. Jørgen Nørgaard oplyste på tilsynet, at kontoen var lukket for lang tid siden, og at den vedrører et dødsbo.
På sekretariatets forespørgsel fremsendte Jørgen Nørgaard den 6. februar 2024 en kontospecifikation for den separate klientkonto. Jørgen Nørgaard oplyste endvidere, at der ikke er en klientkonto i [bank A], men at han har genanvendt kontonummeret i kontoplanen fra et tidligere dødsbo, hvor klientkontoen var i [bank A]. Jørgen Nørgaard oplyste endvidere, at det tidligere dødsbo blev opgjort i 2020, og at de sidste 3 posteringer på kontospecifikationen vedrører et igangværende dødsbo, boet efter [X], hvor der er en separat klientkonto i […]. Det fremgår af den fremsendte kontospecifikation for klientbankkontoen i [bank A], at der pr. 6. februar 2024 var en saldo på 465.882,00 kr., mens kontokortet for det igangværende dødsbo, som Jørgen Nørgaard henviser til, dødsboet efter [X], pr. 16. januar 2024 udviste en saldo på 753.409,18 kr. Det fremgår af den separate klientbankkonto for dødsboet efter [X], at der pr. 16. oktober 2023 var en saldo på 0,00 kr., idet der med teksten "Ovf. Klientkonto" blev hævet 502.194,25", dvs. hele beløbet på kontoen.
På tilsynet oplyste Jørgen Nørgaard i tilknytning til dødsboet efter [X], at der ikke er bogført tilstrækkeligt, da bogføringen på klientkontokortene ikke stemmer overens med forholdene på den separate klientkonto.

[…]

Sammenfattende:

[...]

Ved e-mail af 6. februar 2024 fremsendte Jørgen Nørgaard yderligere dokumentation, hvor følgende fremgik:

- at Jørgen Nørgaard ad flere omgange har overført beløb mellem to særskilte dødsboer, "Boet efter [Y]", [sagsnr. A], og "Boet efter [Z]", [sagsnr. B], hvor [forening] var enearving for begge boer. Jørgen Nørgaard har oplyst, at han i sagen [sagsnr. B] havde afregnet for meget á conto arv, hvorfor han ad flere omgange overførte i alt 70.000 kr. fra dødsboet med [sagsnr. A] til dødsboet med [sagsnr. B]. Jørgen Nørgaard har oplyst, at beløbet på 70.000 kr. blev tilbageført til [sagsnr. A] forbindelse med, at dødsboet med [sagsnr. B] overgik til bobestyrerbehandling.

- at Jørgen Nørgaard i boet efter [Z], [sagsnr. B], udstedte faktura nr. 2436 af 10. november 2022 på 31.250,00, som han imidlertid krediterede ved kreditnota nr. 2477 af 24. november 2023 på 31.250,00. På samme sag udstedte han faktura nr. 2440 af 28. december 2022 på 15.000, som han imidlertid krediterede ved kreditnota nr. 2476 af 24. november 2023 på 15.000 kr. Jørgen Nørgaard oplyste på selve tilsynet, at de pågældende fakturaer vedrørte arbejde, som ikke var udført.

[…]

- at Jørgen Nørgaard den 27. november 2023 med teksten ”J. nr. [sagsnr. B]” overførte 1.610.930,14 kr. fra klientbankkontoen til driftskontoen, hvorefter saldoen på klientbankkontoen var 10.304,73 kr. Journalnummeret ”[sagsnr. B]” refererer sig til boet efter [Z]. På driftskontoen fremgår det, at Jørgen Nørgaard samme dag foretog fem overførsler på samlet 1.610.930,14. Jørgen Nørgaard har på tilsynets forespørgsel fremlagt dokumentation for de fem overførsler (bilag 12):

  • 2 x 500.000,00 kr. og 20.294,00 er overført til SKAT og relaterer sig til dødsboskat i boet efter [Y] (Jørgen Nørgaards [sagsnr. A]). Jørgen Nørgaard har oplyst, at der er overført tre beløb til SKAT, idet der alene kan overføres maksimum 500.000 kr. pr. gang.
  • 176.353,75 kr. er overført til SKAT og relaterer sig til boafgift i boet efter [Y] (Jørgen Nørgaards [sagsnr. A]),
  • 414.282,39 kr. er overført til enearvingen, [forening], i boet efter [Y] (Jørgen Nørgaards [sagsnr. A]).

Det bemærkes, at der på kontokortet for [sagsnr. B], boet efter [Z], som der henvises til ved overførslen af 1.610.930,14 kr. fra klientbankkontoen til driftskontoen den 26. november 20253, var en saldo på 9.418,86 kr. På sagens kontokort er der ikke foretaget bogføring siden den 26. november 2023, og overførslen på 1.610.930,14 kr. fremgår således ikke af kontokortet. [Sagsnr. A], boet efter [Y], som de efterfølgende betalinger vedrører, fremgår ikke af kontokortet.”

Ved brev af 30. januar 2024 til advokat Jørgen Nørgaard oplyste Advokatrådets sekretariat bl.a., at Advokatrådet, på baggrund af oplysningerne om hans behandling af betroede midler, havde besluttet, at han ikke uden samtykke fra en af Advokatrådet udpeget advokat, kunne hæve på konti, hvorpå betroede midler indestod, jf. klientkontovedtægtens § 18. Advokatrådet har oplyst, at §18-kontrollen fortsat er aktiv.

Advokatrådets sekretariat fremsendte den 26. februar 2024 tilsynsrapporten til advokat Jørgen Nørgaard. Det fremgik af denne, at der var frister for fremsendelse af yderligere materiale.

[…]

Revisorudtalelse
Advokatrådet har oplyst, at rådet som følge af sagens karakter og alvor valgte at indhente en udtalelse fra revisor. Det er oplyst, at revisoren ikke har været fysisk til stede hos advokat Jørgen Nørgaard, men at denne har foretaget sin vurdering på baggrund af det materiale, som var indhentet i forbindelse med tilsynet.

Af revisorudtalelsen, der forelå den 8. maj 2024, fremgår bl.a.:

”Følgende forhold er konstateret:

Hævninger på klientkonto
Ved gennemgang af kontoudskrift af klientkonto (bankkonto) fra den 24. januar 2023 er de to første posteringer foretaget den 30. januar 2023. Der er hævet 2.094,07 og 9.375,00 kr. Beløbene ses ikke bogført på et klientkontokort, og modtageren af de to beløb er [kontonummer] som ifølge oversigt over private konti er advokat Jørgen Nørgaards private lønkonto i […]. I henhold til klientkontovedtægtens § 9 stk. 3 skal beløb som hæves indsættes på advokatens driftskonto i pengeinstitut. Beløbene er dermed hævet i strid med klientkontovedtægten.

[Sagsnr. D]. Boet efter [Æ]
Den 10. maj 2023 bliver der indsat 770.669,71 kr. på klientkonto, som bliver registreret i bogføringen den 17. maj 2023 på [sagsnr. D]. Registreringsdato i bogføringen afviger med 7 dage fra beløbet bliver indsat i banken. Den 22. maj 2023 bliver 758.289,46 hævet fra klientkonto (banken) og overført til advokatens driftskonto (banken) og samme dag bliver der på advokatens driftskonto (banken) hævet 2 x 379.144,73 kr. med teksten j.nr. [sagsnr. D]. Den 2. juli 2023 bliver de 2 x 379.144,73 kr. bogført på [sagsnr. D] med teksten hhv. Arv [...]. Beløbene er registreret 41 dage senere i bogføringen end på banken.

Beløb hævet med henblik på udbetaling til klienter skal ske direkte fra klientkonto til klienten jf. klientkontovedtægtens § 9 stk. 1, nr. 1. Det er dermed ikke tilladt først at overføre beløbet til driftskontoen for så senere at videreoverføre beløbet.

Derudover skal beløbene bogføres samme dag som transaktionen foretages. Når bogføringen først foretages 41 dage efter at transaktionen er foretaget, kan daglige reguleringer ikke stemme. Den dokumentation som skal udarbejdes for månedlig afstemning af klientkontomidler, kan heller ikke være korrekt, når bogføringen ikke er fuldstændig på den rigtige dato.

[Sagsnr. B] Boet er [Z]
Den 27. november 2023 bliver der hævet 1.610.930,14 med teksten j. nr. [sagsnr. B]. Af klient kontokort for [sagsnr. B] Boet efter [Z] fremgår beløbet ikke. Beløbet ses heller ikke registreret på andre klienters kontokort i udleveret materiale. Beløbet er overført til advokatens driftsbankkonto, og samme dag bliver der overført følgende beløb:

 

Nr. Dato            Tekst                          Beløb                Revisors bemærkninger
1   05-11-2023   j.nr. 02167                 1.610.930,14    Beløb overført fra klientkonto til driftskonto
2   05-11-2023   Til 0216 4069133452  - 176.353,75     Teksten passer med kontonr. til Skifteretten i [...]
3   05-11-2023   J.nr. 02141                 - 414.282,39     Sagsnr. reference ukendt
4   05-11-2023  Skat, Betalingsc.         - 500.000,00      se nr. 6
5   05-11-2023  Skat, Betalingsc.         - 500.000,00      se nr. 6     
6   05-11-2023  Skat, Betalingsc.          - 20.294,00      Sum af betalinger til SKAT 1.020.294.
                                                         -            0,00
                          

Af sagskorrespondance mellem advokatsamfundet og Advokat Jørgen Nørgaard bliver Advokat Jørgen Nørgaard anmodet om at udlevere sagsudskrift af sag [sagsnr. A], hvilket ikke er modtaget. Advokat Jørgen Nørgaard medsender til gengæld bilag som passer til ovenstående hævninger. Disse bilag vedrører Boet efter [Y] og har ikke noget med [sagsnr. B] Boet efter [Z] at gøre. Boet efter [Y] fremgår ikke af udskrift fra bogholderiet over klienters kontokort som er modtaget for perioden 24. januar 2023 til 24. januar 2024. Sagen fremgår dermed ikke af bogholderiet, så enten er den ikke bogført, eller også er modtaget materiale ufuldstændigt.

Af de medsendte bilag fremgår det, at postering nr. 2 vedrører betaling af afgift til skifteretten i [by] vedrørende Boet efter [Y], postering nr. 3 er vedhæftet en mail til [forening] som modtager af beløbet også vedr. Boet efter [Y]. Postering nr. 4, 5 og 6 vedrører ifølge bilaget dødsboskat vedrørende Boet efter [Y].

Boet efter [Y] fremgår ikke af det udleverede bogføringsmateriale. Da dødsboet ifølge bilag er skattepligtigt, har boet efter [Y] en formue på mindst 3.160.900 kr. Ifølge afgiftsberegning fra skifteretten i [by] fremgår det at [forening] er arving. Af mailkorrespondance og postering nr. 3 fremgår det at [forening] har fået 414.282,39 kr. Hvad er der sket med resten af formuen?

[Sagsnr. C] Boet efter [X]
Af materialet er vedlagt [bankkonto] vedrørende Boet efter [X]. Af bankkonto fremgår 23 posteringer, men ingen af disse posteringer er bogført på klient kontokort for [sagsnr. C]. For at have et fuldstændigt bogholderi, skal alle transaktioner i et dødsbo registreres på klientkontokort.

Af [bankkonto] er der den 16-10-2023 hævet hele saldoen på 502.194,24 med teksten Ovf. Klientkonto. På advokat Jørgen Nørgaards [klientkonto] ses pengene ikke indgået den 16-10-2023 eller en af de efterfølgende dage. Beløbet er heller ikke indgået på advokatens driftskonto. Der kan være oprettet en separat konto til dødsboet, men dette er ikke vedlagt. Af sagskorrespondance fremgår det at Advokatsamfundet har anmodet om denne konto, men der er ikke modtaget yderligere end [bankkonto], som bliver hævet 16-10-2023.


Efterfølgende bliver der på advokat Jørgen Nørgaards klientkonto den 16. januar 2024 indsat 348.266,73 som bliver bogført på [sagsnr. C] Boet efter [X] med bogføringstekst "Indgået fra [bank B]". Hvis der var oprettet en særskilt klientkonto til Boet, skulle boet have været indsat på denne konto og ikke på den generelle klientkonto. Det er derfor ikke muligt at finde ud af hvor de 502.194,25 kr. den 16-10-2023 er flyttet hen?

I henhold til bobestyrerbekendtgørelsen skal bobestyrerboer have særskilt bankkonto oprettet/vedtegnet i boets navn.

Konklusion

På baggrund af vores analyse, kan det konkluderes at Advokat Jørgen Nørgaard ikke løbende har foretaget bogføring af klientmidler, og at bogføringen er mangelfuld. Det kan på nuværende grundlag konstateres følgende overtrædelser af klientkontovedtægten:

§ 3 Klientbogholderiet overholder ikke bogføringsloven da der ikke er foretaget fuldstændig bogføring jf. bl.a. [sagsnr. C] Boet efter [X].

§ 4 Der har ikke været foretaget daglige reguleringer i henhold klientkontovedtægten jf. bl.a. [sagsnr. D] Boet efter [Æ].

§ 5 ikke overholdt som følge af manglende bogføring jf. bl.a. [sagsnr. C] Boet efter [X] og [sagsnr. D] Boet efter [Æ].

§ 9 Der er foretaget hævninger som ikke overholder § 9 på klientkontoen bl.a. til advokatens private lønkonto.

Som følge af ovenstående manglende overholdelse af bogføringsloven og klientkontovedtægten er vi ikke i stand til at udtale os om, hvorvidt der er klienter som har lidt et tab. Det forhold at man ikke kan følge bogholderiets transaktioner, og ikke alle transaktioner er bogført medfører, at der er risiko for at klienter som har indbetalt på advokatens klientkonto, kan have lidt et tab."

Hvidvaskretningslinjer
Advokat Jørgen Nørgaard blev i forlængelse af tilsynet den 26. januar 2024 anmodet om at fremsendt dokumentation for risikovurdering, politikker, forretningsgange og intern kontrol til Advokatrådet. Der blev i tilsynsrapporten fastsat en frist til den 25. marts 2024. Fristen blev senere forlænget.

Ved e-mail af 15. april 2024 meddelte Advokatrådets sekretariat et påbud til advokat Jørgen Nørgaard om at fremsende dokumentation for hvidvaskretningsliner senest den 29. april 2024.

Advokatrådet har oplyst, at advokat Jørgen Nørgaard fortsat ikke har fremsendt det efterspurgte materiale.

Klintkontoerklæringen og tilsynserklæringen for 2023
Advokatrådets sekretariat skrev i marts og april 2024 til advokat Jørgen Nørgaard med information om indgivelse af klientkontoerklæring og tilsynserklæring for 2023. Det fremgår bl.a., at begge erklæringer skulle indgives senest den 30. april 2024. Sekretariatet sendte i maj 2024 rykkerskrivelser til advokat Jørgen Nørgaard.

Sekretariatet har oplyst, at Advokatrådet ikke har modtaget hverken klientkontoerklæringen eller tilsynserklæringen for 2023 fra advokat Jørgen Nørgaard.

Tidligere sanktioner:

Advokatnævnet har siden 2018 pålagt advokat Jørgen Nørgaard følgende sanktioner:

Ved kendelse af 22. juni 2018 blev advokat Jørgen Nørgaard pålagt en bøde på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik ved ikke at behandle et dødsbo med den fornødne hurtighed og ved ikke at have besvaret klientens henvendelser.

Ved kendelse af 26. oktober 2018 blev advokat Jørgen Nørgaard pålagt en tillægsbøde på 10.000 kr., jf. princippet i straffelovens § 89, for tilsidesættelse af god advokatskik ved som berigtigende advokat for ejendomshandlen ikke rettidigt at have frigivet købesummen.

Ved kendelse af 18. december 2018 blev advokat Jørgen Nørgaard pålagt en bøde på 20.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik ved efter kendelse 22. juni 2028 fortsat ikke at have behandlet dødsboet med den fornødne hurtighed og ved ikke at have holdt klienten orienteret om, hvorpå sagen beroede.

Ved kendelse af 30. september 2019 blev advokat Jørgen Nørgaard pålagt en tillægsbøde på 20.000 kr., jf. princippet i straffelovens § 89, for tilsidesættelse af god advokatskik ved ikke rettidigt at have betalt den bøde på 10.000 kr., som Advokatnævnet pålagde ham ved kendelse af 22. juni 2018, der var forfalden til betaling den 26. oktober 2018. Kendelsen blev stadfæstet af Retten i [by] ved dom af 10. september 2020.

Alle kendelser er endelige.

Parternes anbringender:

Advokatrådet:

Advokatrådet har til støtte for påstanden om midlertidig frakendelse gjort gældende, at omfanget og karakteren af forholdene samlet giver grundlag for at nedlægge påstand om midlertidig frakendelse, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 5.

Advokatrådet har henvist til forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf bl.a. fremgår, at midlertidig frakendelse er et redskab af indgribende karakter, hvorfor det kun bør bringes i anvendelse under helt særlige omstændigheder, hvor det er forbundet med en direkte, overhængende fare for klienternes midler eller overtrædelse af advokatreglerne i øvrigt, at advokaten fortsætter med at fungere som advokat under sagens behandling, og hvor denne fare ikke kan afhjælpes på anden måde.

Det fremgår tillige, at der kan være situationer, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at afvente Advokatnævnets behandling af en frakendelsessag, hvis der er overhængende fare for, at den pågældende advokat misbruger en klients midler, eller at nye klienter henvender sig til advokaten, og den pågældende i den forbindelse begår flere overtrædelser af de pligter, som stillingen som advokat medfører.

Advokatrådet har gjort gældende, at advokat Jørgen Nørgaard hverken har bogført eller reguleret eller på anden måde vist, at han har styr på sine klientmidler, ligesom han har hævet betydelige beløb fra klientkontoen, der ikke stemmer med efterfølgende betalinger. […].

Advokat Jørgen Nørgaard har endvidere faktureret og hævet indestående fra klientkontoen, som han ikke var berettiget til på tidspunktet for hævningen. Det forhold, at nogle af pengene tilbageføres, vurderes ikke i sig selv at udgøre en formidlende omstændighed, idet den pligtstridige handling allerede består i selve hævningen. Det må således antages, at han har benyttet klientkontoen som kassekredit.

Herudover har advokat Jørgen Nørgaards dispositioner medført, at det ikke er muligt at føre et effektivt eller tilbundsgående tilsyn med hans klientmidler. Der synes derfor ikke at være anden effektiv måde end en midlertidig frakendelse, der kan afhjælpe situationen, idet Advokatrådets tilsyn – til trods for den iværksatte kontrol – ikke med sikkerhed kan vide, om der er midler, der (allerede) er trukket ud af advokatbogholderiet over til andre konti enten hos advokat Jørgen Nørgaard selv eller hos andre.

Hertil kommer, at der som et eksempel i forarbejderne vedrørende midlertidig frakendelse er beskrevet netop misbrug af klientkontomidler som et område, hvor midlertidig frakendelse kan bringes i anvendelse.

Henset til de økonomiske forhold, herunder manglende bogføring over klienters tilsvar, samt klienternes risiko for at lide et retstab, er det Advokatrådets vurdering, at advokat Jørgen Nørgaard har handlet groft i strid med god advokatskik i en sådan grad, at der er overhængende risiko for, at han også under sagens behandling groft eller oftere gentagen vil overtræde sine pligter som advokat.

Advokatrådet har herved navnlig lagt vægt på, at den manglende klientkontorerklæring sammenholdt med de konstaterede forhold gør det umuligt at føre et tilstrækkeligt tilsyn med klientmidler, ligesom der består en betydelig risiko for, at klienter, som har midler på advokat Jørgen Nørgaards klientkonto, risikerer at lide et retstab. […]

Det er sammenfattende Advokatrådets opfattelse, at der er en overhængende fare for, at advokat Jørgen Nørgaard under frakendelsessagens behandling groft eller oftere gentagen vil overtræde sine pligter som advokat. Advokatrådet finder tillige, at det er forbundet med en direkte og overhængende fare for klienternes midler eller overtrædelse af advokatpligterne i øvrigt, at advokat Jørgen Nørgaard fortsætter med at virke som advokat, under frakendelsessagens behandling, og at denne fare ikke kan afhjælpes på anden måde, idet en kontrol i medfør af klientkontovedtægtens § 18 ikke alene vurderes tilstrækkelig til at hindre misbrug på andre konti.

Indklagede:

Jørgen Nørgaards forsvarer, [advokat A], har til støtte for påstanden om frifindelse særligt gjort gældende, at betingelserne efter retsplejelovens § 147 c, stk. 5, ikke er opfyldt.

[Advokat A] har oplyst, at han ved anvendelse af de kontaktoplysninger, der fremgår af Advokatnøglen (e-mail og telefon), har forsøgt at komme i kontakt med advokat Jørgen Nørgaard men foreløbig uden held, hvilket muligt skyldes den aktuelle ferieperiode.

[…]

[Advokat A] har henvist til forarbejderne til bestemmelsen i retsplejelovens § 147 c, stk. 5, hvoraf det bl.a. fremgår, at midlertidig frakendelse kun han bringes i anvendelse under særlige omstændigheder, hvor det er forbundet med en direkte, overhængende fare for klienternes midler eller overtrædelse af advokatreglerne i øvrigt, at advokaten fortsætter med at fungere som advokat under sagens behandling, og hvor denne fare ikke kan afhjælpes på anden måde.

Til støtte for den principale påstand er det overordnet gjort gældende, at advokat Jørgen Nørgaard ikke midlertidigt bør frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed, idet han ikke har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, ligesom der ikke er en direkte, overhængende fare for, at han under sagens behandling groft eller oftere gentagent vil overtræde sine pligter som advokat.

[Advokat A] har navnlig gjort gældende, at en så indgribende afgørelse af hensyn til advokat Jørgen Nørgaards retssikkerhed bør hvile på et meget veloplyst retsgrundlag, hvilket tager tid at fremskaffe og har ikke været muligt siden den 10. juli 2024, hvor han blev udpeget som forsvarer, idet der ikke er opnået kontakt til advokat Jørgen Nørgaard via de på Advokatnøglen oplyste kontaktoplysninger, ligesom der henvises til den nuværende ferieperiode.

Det er endvidere gjort gældende, at der i anklageskriftet ikke er henvist til tidligere kendelser vedrørende ligeartede forhold, hvorfor der ikke på baggrund af advokat Jørgen Nørgaards historik er en konkret grund til at frygte fremtidige overtrædelser. Det bemærkes hertil, at han har været advokat i over 40 år.

[…]

Det er endvidere gjort gældende, at Advokatrådet har foretaget tilsyn hos advokat Jørgen Nørgaard den 26. januar 2024, herunder af ansvarsforsikring og garantistillelse, uden at dette har givet anledning til bemærkninger i tilsynsrapporten.

Videre er det gjort gældende, at advokat Jørgen Nørgaard som oplyst til Advokatrådets sekretariat påtænker at deponere ifølge at deponere sin advokatbestalling i indeværende år, ligesom kontoret angiveligt blev lukket med udgangen af maj 2024.

[Advokat A] har endvidere gjort gældende, at der ikke foreligger oplysninger om, at advokat Jørgen Nørgaard har klienter med en særlig risiko-profil, der kan give anledning til frygt for hvidvask eller terror-finansiering, ligesom han synes at have et begrænset antal verserende sager.

Det er endeligt gjort gældende, at der ikke foreligger oplysninger om, at advokat Jørgen Nørgaard pt. har noget større klienttilsvar, idet klientkontoen ifølge anklageskriftet er ”tømt”.

Til støtte for den subsidiære påstand har [advokat A] gjort gældende, at proportionalitetshensyn tilsiger, at midlertidig frakendelse af retten til at modtage og behandle betroede midler må være tilstrækkelig til at afværge en evt. risiko for advokat Jørgen Nørgaards klienter.

Advokatnævnets behandling:

Afgørelsen om midlertidig frakendelse efter retsplejelovens § 147 c, stk. 5, har været behandlet på et møde i en afdeling af Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer, jf. § 25, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Advokatnævnet finder, at det er ubetænkeligt at træffe afgørelse på baggrund af det forelagte materiale, uagtet at [advokat A] ikke forud for sagens afgørelse har fået kontakt til advokat Jørgen Nørgaard.

Det følger af retsplejelovens § 147 c, stk. 5, at Advokatnævnet under behandlingen af en sag efter § 147 c, stk. 8, midlertidigt kan frakende en advokat retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis Advokatnævnet skønner, at der er en begrundet mistanke om, at betingelserne for frakendelse, jf. stk. 8, er opfyldt, og hvis der er overhængende fare for, at advokaten under sagens behandling groft eller oftere gentagent vil overtræde sine pligter som advokat.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen forudsættes, at midlertidig frakendelse kun bringes i anvendelse under særlige omstændigheder, hvor det er forbundet med en direkte, overhængende fare for klienternes midler eller overtrædelse af advokatreglerne i øvrigt, at advokaten fortsætter med at fungere som advokat under sagens behandling, og hvor denne fare ikke kan afhjælpes på anden måde.

Der påhviler advokat Jørgen Nørgaard som beskikkelseshavende advokat en række grundlæggende advokatpligter. Således har han bl.a. pligt til at overholde bogføringsforpligtelserne og rammerne for at opbevare klienternes midler, der er fastsat i klientkontovedtægten, samt til at indlevere en tilsynserklæring og en klientkontoerklæring, der er afgørende for Advokatrådets tilsyn med advokat Jørgen Nørgaard, herunder om han håndterer betroede midler på forsvarlig vis. Idet advokat Jørgen Nørgaard har sager omfattet af hvidvaskloven, er han og hans advokatfirma endvidere underlagt en række forpligtelser efter hvidvaskloven med henblik på at begrænse og forebygge risikoen for hvidvask og terrorfinansiering.

Efter Advokatnævnets opfattelse må det på baggrund af revisorudtalelse af 8. maj 2024 kunne lægges til grund, at advokat Jørgen Nørgaard i flere tilfælde groft har tilsidesat klientkontovedtægtens bestemmelser, herunder at han ikke løbende har foretaget bogføring af klientmidler, og at bogføringen er mangelfuld. Endvidere konstateres det i udtalelsen bl.a., at der uberettiget er foretaget flere hævninger på klientkontoen, herunder også beløb af betydelig størrelse. Revisor har på denne baggrund konkluderet, at der er en risiko for, at klienter, der har indbetalt på advokat Jørgen Nørgaards klientkonto, kan lide tab. Det må endvidere kunne lægges til grund, at advokat Jørgen Nørgaard fortsat ikke har indgivet tilsynserklæring eller klientkontoerklæring for 2023, og at han ikke har indsendt hvidvaskretningslinjer på trods af påbud herom.

På denne baggrund skønner Advokatnævnet, at der er en begrundet mistanke om, at betingelserne for at frakende advokat Jørgen Nørgaard retten til at drive advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8, er opfyldt.

Advokatnævnet finder samtidig, at der er en overhængende fare for, at advokat Jørgen Nørgaard under frakendelsessagens behandling groft eller oftere gentagent vil overtræde sine pligter som advokat. Nævnet finder endvidere, at det er forbundet med en direkte, overhængende fare for klienternes midler eller overtrædelse af advokatreglerne i øvrigt, at han fortsætter med at fungere som advokat under frakendelsessagens behandling, og at denne fare ikke kan afhjælpes på anden måde.

Advokatnævnet har herved særligt lagt vægt på revisorudtalelsen, sammenholdt med de oplysninger Advokatrådet i øvrigt har fremlagt i sagen, der med den fornødne sikkerhed viser, at der som følge af advokat Jørgen Nørgaards håndtering af betroede midler, herunder særligt de uberettigede hævninger på klientkontoen, er en betydelig risiko for, at klienter, som har indbetalt penge til ham, risikerer at lide et økonomisk tab. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Advokatrådet har iværksat restriktioner på klientkontoen i medfør af klientkontovedtægtens 18. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det som følge af den mangelfulde bogføring og den manglende klientkontoerklæring ikke er muligt for Advokatrådet at føre et effektivt tilsyn med, om advokat Jørgen Nørgaard overholder klientkontoreglerne, herunder om betroede midler håndteres på forsvarlig vis. Endelig er der lagt vægt på, at der ikke er oplysninger, der indikerer, at advokat Jørgen Nørgaard kan forventes at rette for sig, herunder at han agter at indsende bl.a. klientkontoerklæring, tilsynserklæring eller hvidvaskretningslinjer.

Henset til ovenstående omstændigheder finder Advokatnævnet, at der ikke er grundlag for at begrænse den midlertidige frakendelse til alene at omfatte sager eller forretninger af nærmere angiven karakter.

På den baggrund finder Advokatnævnet, at betingelserne for midlertidigt at frakende advokat Jørgen Nørgaard retten til at udøve advokatvirksomhed er til stede, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 5, og påstanden om midlertidig frakendelse tages derfor til følge.

Advokat Jørgen Nørgaard kan forlange Advokatnævnets afgørelse indbragt for retten inden 14 dage efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 g. Anmodningen skal fremsættes over for justitsministeren.

Advokatnævnet tager stilling til, hvorvidt advokat Jørgen Nørgaard skal pålægges at betale omkostningerne til den udpegede forsvarer, i forbindelse med afgørelsen i frakendelsessagen.

Herefter bestemmes:

Advokatrådets påstand om, at advokat Jørgen Nørgaard under Advokatnævnets behandling af sagen frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed midlertidig, tages til følge.

På nævnets vegne

Mogens Heinsen