K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over advokat Michael Jan Lindquist, Brøndby.
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at advokat Michael Jan Lindquist, der repræsenterede hende i en ægtefælleskiftesag, har tilsidesat god advokatskik ved ikke at overholde en frist med den følge, at [klager]s sag blev afvist.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 29. marts 2024.
Sagsfremstilling:
Sagen vedrører en ægtefælleskiftesag mellem [klager] og hendes eksmand. Sagen blev af skifteretten henvist til behandling af autoriseret bobehandler, og [klager] var under sagen repræsenteret af advokat Michael Jan Lindquist.
Den 17. august 2022 indgav bobehandleren sin boopørelse til skifteretten.
Advokat Michael Jan Lindquists advokatfuldmægtig gjorde herefter den 13. september 2022 på vegne af [klager] indsigelse mod boopgørelsen. Indsigelsen vedrørte bl.a. værdiansættelsen af en fælles ejendom i [land] og en fælles ejendom i Danmark samt delingen af en fælles bankkonto. Derudover blev der gjort indsigelse mod bobehandlerens salærindstilling.
Ved kendelse af 5. december 2022 fandt skifteretten, at ingen af de rejste indsigelser kunne føre til en ændring af boopgørelsen i medfør af ægtefælleskiftelovens § 31, stk. 2. Skifteretten fastsatte derfor en frist på 4 uger, dvs. til den 2. januar 2023, til via sagsportalen i civilsager at anlægge sag efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 2, jf. § 32, idet boopgørelsen i modsat fald ville blive stadfæstet. Skifteretten godkendte samtidig det af bobehandleren indstillede salær.
Ved e-mail af 6. december 2022 anmodede advokat Michael Jan Lindquists fuldmægtig om at modtage nogle dokumenter, der var indgået i skifterettens vurdering, som hun efter det oplyste ikke havde været i besiddelse af.
Advokat Michael Jan Lindquists fuldmægtig indgav via e-mail af 3. januar 2023 stævning til skifteretten. Skifteretten meddelte samme dag, at stævningen ikke kunne ses via en søgning på civilportalen, og at sagen straks skulle anlægges via sagsportalen, hvis dette ikke allerede var sket. Det blev samtidig oplyst, at der ikke herved var taget stilling til rettidigheden af stævningen.
Fuldmægtigen oplyste herefter den 4. januar 2023, at sagen nu var anlagt via sagsportalen.
Ved svarskrift af 14. februar 2023 nedlagde eksmandens advokat principal påstand om afvisning henset til, at fristen for anlæggelse af sagen ikke var overholdt, idet stævningen først var indgivet den 4. januar 2023. Det blev samtidig gjort gældende, at det måtte anses for uden betydning, at stævningen var blevet sendt direkte til skifteretten ved e-mail af 3. januar 2023, da stævningen ikke herved var korrekt indgivet, og at fristen allerede på dette tidspunkt var overskredet.
Advokat Michael Jan Lindquists fuldmægtig gjorde ved replik af 8. juni 2023 gældende, at den sene indlevering af stævningen skyldtes tekniske udfordringer. Hun henviste herved til, at der var konstateret IT-udfordringer på advokatkontoret den 2. januar 2023, og at hun samme dag telefonisk havde kontaktet retten, der havde vejledt hende til at forsøge at sende en e-mail eller anlægge sagen, så snart det var muligt. Hun oplyste videre, at hun den 3. januar 2023 havde fremsendt stævningen pr. e-mail, og at der på dette tidspunkt fortsat var udfordringer med sagsportalen.
Ved dom af 21. august 2023 afviste byretten sagen under henvisning til overskridelsen af fristen efter ægtefælleskiftelovens § 32.
Det fremgår, at advokat Michael Jan Lindquist herefter indledte en kæresag. Udfaldet af kæresagen er ikke oplyst for Advokatnævnet.
Ved e-mail af 13. marts 2024 frafaldt advokat Michael Jan Lindquists kontor salærkravet forbundet med sagen under henvisning til, at ”sagen blev afsluttet grundet vores sagsbehandlingsfejl”.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Klager] har påstået, at advokat Michael Jan Lindquist har tilsidesat god advokatskik ved ikke at overholde fristen for anlæggelse af sagen med den følge, at sagen blev afvist.
[Klager] har til støtte herfor gjort gældende, at sagens afvisning skyldtes den sene indlevering af stævning, og at retten ikke fandt, at fejlen skyldtes tekniske forhold. Sagen blev derfor aldrig prøvet ved retten, og det er [klager]s opfattelse, at hun derved led et stort tab, herunder på grund af bl.a. sagsomkostninger, domstolsgebyrer og differencen mellem en korrekt vurdering af ejendommen i Danmark og den, der blev lagt til grund i boopgørelsen.
Indklagede:
Advokat Michael Jan Lindquist har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt gjort gældende, at der i forbindelse med indgivelsen af stævningen var tekniske udfordringer, der medførte, at hans daværende advokatfuldmægtig ikke kunne tilgå sagsportalen for at anlægge sagen. Hun kontaktede derfor retten, hvorefter stævningen blev eftersendt pr. mail. Det var således undskyldelige omstændigheder, der førte til sagens afvisning.
Advokat Michael Jan Lindquist har forståelse for [klager]s frustration og ærgrelse, men han finder ikke, at det kan tilskrives ansvarspådragende fejl, smøl eller lignende. Det var derimod funderet i tekniske forhold, som blev søgt løst bedst muligt. Hertil kommer, at advokatfirmaet fraskrev sig salærkravet i forbindelse med sagen.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det bemærkes, at Advokatnævnet ikke kan træffe afgørelse om en advokats eventuelle erstatningsansvar, da dette spørgsmål hører under domstolene.
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Advokatnævnet finder, at advokat Michael Jan Lindquist som principal for sin daværende advokatfuldmægtig har handlet i strid med god advokatskik ved ikke at have indgivet stævningen rettidigt med den følge, at sagen blev afvist. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at fristoverskridelsen skyldtes undskyldelige omstændigheder, herunder en fejl hos domstolene. Den omstændighed, at advokat Michael Jan Lindquists kontor fraskrev sig salærkravet i sagen som følge af forløbet, kan ikke føre til en anden vurdering.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat Michael Jan Lindquist har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Henset hertil, og idet advokat Michael Jan Lindquist ved Advokatnævnets kendelse af 24. juni 2020 er pålagt en bøde på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik, pålægger nævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat Michael Jan Lindquist en bøde på 20.000 kr.
Advokat Michael Jan Lindquist kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Advokat Michael Jan Lindquist pålægges en bøde til statskassen på 20.000 kr.
På nævnets vegne
Ole Høyer