K E N D E L S E
Ved anklageskrift af 7. december 2023, der er modtaget i Advokatnævnet samme dato, har Advokatrådet indklaget rechtsanwalt Patrick Mader, for
Forhold 1
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. § 127, jf. klientkontovedtægtens § 19, jf. § 14,
ved som advokat ikke at have indsendt klientkontoerklæring for 2022, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest 31. marts 2023.
Forhold 2
tilsidesættelse af advokatpligterne, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. 143, stk. 4,
ved som advokat ikke at have indsendt tilsynserklæring for 2022, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest 31. marts 2023.
Sagsfremstilling:
Rechtsanwalt Patrick Mader var registreret som EU-advokat fra den 23. september 2020 til den 9. oktober 2023.
Den 24. marts 2020 stiftede rechtsanwalt Patrick Mader selskabet [advokatfirma A]. […].
Ved e-mail af 30. januar 2023 fremsendte Advokatrådets sekretariat til rechtsanwalt Patrick Mader information vedrørende klientkontoerklæringen for 2022. Herunder blev oplyst brugernavn og adgangskode til brug for elektronisk indberetning. Advokatrådet har oplyst, at der endvidere blev gjort opmærksom på, at indleveringsfristen var den 31. marts 2023.
Ved e-mail af 6. februar 2023 fremsendte Advokatrådets sekretariat til rechtsanwalt Patrick Mader information vedrørende tilsynserklæringen for 2022, herunder blev oplyst brugernavn og adgangskode til brug for elektronisk indberetning. Advokatrådet har oplyst, at der endvidere blev gjort opmærksom på, at indleveringsfristen var den 31. marts 2023.
Advokatrådet erindrede ved e-mail af 25. april 2023 rechtsanwalt Patrick Mader om indsendelse af klientkontoerklæring.
Advokatrådet erindrede ved e-mail af 3. maj 2023 rechtsanwalt Patrick Mader om indsendelse af tilsynserklæring.
Ved e-mail af 9. juni 2023 skrev Advokatrådets sekretariat til rechtsanwalt Patrick Mader, at man forgæves havde søgt at kontakte ham og anmodede ham om at ringe.
Advokatrådet har oplyst, at rechtsanwalt Patrick Mader herefter telefonisk oplyste Advokatrådets sekretariat, at klientkontoerklæring og tilsynserklæringen ville blive indsendt snarest.
Ved e-mail af 9. juni 2023 skrev Advokatrådets sekretariat til rechtsanwalt Patrick Mader, at man under henvisning til telefonsamtalen til brug for klientkontoerklæring og tilsynserklæring fremsendte brugernavn og kode.
Advokatrådets sekretariat rykkede ved e-mail af 16. juni 2023 rechtsanwalt Patrick Mader for indlevering af bl.a. klientkontoerklæring og tilsynserklæring for ham personligt, hvori brugernavn og kodeord blev oplyst.
Advokatrådet har oplyst, at Advokatrådets sekretariat ikke har modtaget klientkontoerklæring og tilsynserklæring for 2022.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Advokatrådet har påstået, at rechtsanwalt Patrick Mader pålægges en bøde efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Forhold 1
Advokatrådet har bl.a. anført, at det følger af klientkontovedtægtens § 14, at enhver advokat, der havde beskikkelse pr. 31. december det foregående år, er forpligtet til at indsende en erklæring om størrelsen af advokatens eller advokatselskabets samlede tilsvar af betroede midler pr. denne dato til Advokatrådet.
Gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i klientkontovedtægten til kontrol af, om advokater overholder klientkontoreglerne, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.
Rechtsanwalt Patrick Mader har undladt at indsende klientkontoerklæringen for 2022.
Forhold 2
Særligt vedrørende forhold 2 har Advokatrådet anført, at Advokatrådet i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 2, er pålagt at føre tilsyn med advokater og kan, jf. retsplejelovens § 143, stk. 3, kræve alle oplysninger af advokater, der skønnes nødvendige for rådets tilsyn.
Advokater må i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 4, ikke lægge hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn.
Rechtsanwalt Patrick Mader har undladt at indsende tilsynserklæringen for 2022.
Advokatrådet har vedrørende forhold 1 og 2 anført, at retsplejelovens ordning om advokaters og advokatfirmaers disciplinære ansvar vil være uden konsekvens og mening, hvis en advokat eller et advokatfirma kan undlade, at indsende klientkontoerklæringer og tilsynserklæringer.
Det er videre anført, at det er Advokatrådets vurdering, at rechtsanwalt Patrick Mader har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens§ 126, stk. 1, og at han skal pålægges en bøde efter retsplejelovens§ 147 c, stk. 1.
Advokatrådet har bemærket, at rechtsanwalt Patrick Mader indleverede klientkontoerklæringer og tilsynserklæringer for årene 2020 og 2021, der blev indsendt på samme måde, som 2022 erklæringerne skulle have været – med kodeord og brugernavn. Det er videre anført, at rechtsanwalt Patrick Mader i forbindelse med Advokatrådets rykkerprocedure og kontakt med rechtsanwalt Patrick Mader vedrørende indsendelse af klientkonto- og tilsynserklæring for 2022, ikke ses at have oplyst, at den tildelte kode og brugernavn ikke fungerede.
Indklagede:
Rechtsanwalt Patrick Mader har påstået afvisning og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at selvom han havde titlen som EU-advokat fra 23. september 2020 til 9. oktober 2023, har han aldrig arbejdet som EU-advokat. Det er i den forbindelse anført, at han udelukkende stiftede […] [advokatfirma A] af skattemæssige årsager for at indirekte at kunne blive ejerpartner i [advokatfirma B] gennem dette selskab, hvilket han var i perioden fra 1. december 2020 til 1. januar 2022.
Den eneste baggrund for, at han valgte dette setup, var, at han skulle have betale mere end 70 % i skat i Tyskland og Danmark tilsammen, hvis han var blevet ejerpartner hos [advokatfirma B] som privatperson i stedet for gennem et anpartsselskab.
Rechtsanwalt Patrick Mader har videre anført, at han aldrig har haft fysisk forretningsmæssigt hjemsted i Danmark, og at han aldrig arbejdede som EU-advokat. I den pågældende periode arbejdede han udelukkende som tysk rechtsanwalt i [Tyskland], hvor han ledede den daværende tyske afdeling af [advokatfirma B], […].
Rechtsanwalt Patrick Mader har endvidere anført, at han derfor ikke havde en klientkonto som EU-advokat, og der var ingen omstændigheder, som han kunne have lavet en tilsynserklæring på. Da hans medejerskab i og arbejde for [advokatfirma B] ophørte den 31. december 2021, gik han ikke ud fra, at han stadig ville være forpligtet til at afgive sådanne erklæringer. Hans forretningsmæssige tilknytning til Danmark var ophørt. I princippet kunne han have returneret titlen som EU-advokat i begyndelsen af 2022 og ventede kun utilsigtet til oktober 2023.
Rechtsanwalt Patrick Mader har herudover henvist til, at han flere gange via e-mail, sms og telefon oplyste, at han ikke var i stand til at logge ind med de data, han havde fået udleveret. Dette var tydeligvis af tekniske årsager. I den forbindelse var han ikke i stand til at besvare forespørgslerne og kunne heller ikke afgive de ønskede erklæringer af tekniske grunde.
Rechtsanwalt Patrick Mader har endvidere anført, at det er korrekt, at han indsendte klientkontoerklæringer i 2020 og 2021, og at han heller ikke havde en klientkonto eller rådgav som EU-advokat i disse år, men udelukkende i Tyskland og i henhold til tysk lov. Hvis han indgav en erklæring i 2021 og 2022, var det en formalitet for at bevare sin titel som EU-advokat.
Det er videre anført, at den e-mailadresse, han brugte på det tidspunkt, […], ikke længere var tilgængelig for ham i 2022, og derfor modtog han ikke længere e- mails på denne. Dette oplyste han Advokatsamfundet om telefonisk, ligesom han oplyste, at han ikke længere kunne logge ind. Han er derfor stærkt uenig i Advokatrådets påstand om, at han ikke havde oplyst Advokatsamfundet om, at det tildelte kodeord og brugernavn ikke fungerede.
Rechtsanwalt Patrick Mader har anført, at det i lyset af ovenstående ville være uforholdsmæssigt at pålægge ham en sanktion. Rechtsanwalt Patrick Mader har i den forbindelse bl.a. henvist til, at han ikke tidligere er sanktioneret, og at han ikke har haft titlen som EU-advokat siden den 9. oktober 2023, og at der derfor ikke er risiko for gentagelse.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Forhold 1
Det fremgår af klientkontovedtægtens § 14, at alle advokater, der havde beskikkelse, og advokatselskaber, der eksisterede den 31. december det forløbne år, inden en af Advokatrådet fastsat frist skal indsende en erklæring til Advokatrådet om størrelsen af advokatens eller advokatselskabets samlede klienttilsvar pr. 31. december.
Gennemførelsen af de foranstaltninger, som er fastsat i klientkontoreglerne til kontrol af, at advokaterne overholder klientkontoreglerne, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.
Overholdelse af kravet om indsendelse af klientkontoerklæring er desuden af afgørende betydning for Advokatrådets mulighed for at føre tilsyn med advokaternes håndtering af betroede midler.
Rechtsanwalt Patrick Maders klientkontoerklæring pr. 31. december 2022 skulle have været Advokatrådet i hænde senest den 31. marts 2023. Klientkontoerklæringen er på trods af flere påmindelser ikke modtaget i Advokatrådets sekretariat.
Advokatnævnet finder på denne baggrund, at rechtsanwalt Patrick Mader ved på trods af flere påmindelser ikke at have indsendt klientkontoerklæring pr. 31. december 2022 i overensstemmelse med klientkontovedtægtens bestemmelser har overtrådt klientkontovedtægtens regler jf. § 19, jf. § 14, og derved groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Det af rechtsanwalt Patrick Mader anførte, herunder bl.a. om, at han ikke arbejdede som EU-advokat, ikke som EU-advokat havde en klientkonto, og om ophøret af hans medejerskab af [advokatfirma B] samt om hans tekniske udfordringer, ændrer ikke ved vurderingen.
Forhold 2
Det følger af retsplejelovens § 143, stk. 2, at Advokatrådet fører tilsyn med advokaterne.
En af Advokatrådets metoder til at føre det pligtmæssige tilsyn med de danske advokater er bl.a. at anmode disse om at indsende oplysninger og fremlægge dokumentation, jf. retsplejelovens § 143, stk. 3.
Advokater må i medfør af retsplejelovens § 143 stk. 4, ikke lægge hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn. Alle advokater skal en gang årligt indgive en tilsynserklæring med oplysninger om forhold, der har betydning for Advokatrådets tilsyn.
Rechtsanwalt Patrick Mader tilsynserklæring for 2022 skulle have været Advokatrådet i hænde senest den 31. marts 2023, og han har på trods af flere påmindelse stadig ikke fremsendt erklæringen til Advokatrådet.
Advokatnævnet finder på denne baggrund, at rechtsanwalt Patrick Mader ved ikke at have indsendt tilsynserklæringen for 2022 i overensstemmelse med Advokatrådets retningslinjer har undladt at medvirke til Advokatrådets tilsyn jf. retsplejelovens § 143 stk. 4, og dermed har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Det af rechtsanwalt Patrick Mader anførte, herunder bl.a. om, at han ikke arbejdede som EU-advokat, at der ikke var omstændigheder, som han kunne have lavet en tilsynserklæring på og om ophøret af hans medejerskab af [advokatfirma B] samt om hans tekniske udfordringer, ændrer ikke ved vurderingen.
Konklusion:
Som følge af det anførte og henset til, at der er tale om to tilsidesættelser af god advokatskik, hvoraf den ene er grov, pålægger Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, rechtsanwalt Patrick Mader en bøde på 30.000 kr.
Rechtsanwalt Patrick Mader kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Rechtsanwalt Patrick Mader pålægges en bøde til statskassen på 30.000 kr.
På nævnets vegne
Mogens Heinsen