Spring hovednavigationen over
Tilbage

Klaus Jensen - kendelse af 23.06.2025 - indbragt for retten

Hent afgørelse

K E N D E L S E


Sagens parter:

I denne sag har [advokat A] på vegne af [klager] klaget over advokat Klaus Jensen, København K.

Klagens tema:

[Advokat A] har på vegne af [klager], der var arving i et dødsbo, klaget over, at advokat Klaus Jensen, der behandlede dødsboet som bobestyrer, har tilsidesat god advokatskik ved den 15. marts 2024 at rette henvendelse til skifteretten med udkast til boopgørelse på et tidspunkt, hvor der ikke var afholdt afsluttende bomøde, og uden at orientere [advokat A] som advokat for den ene arving, ved at undlade at orientere [advokat A] straks han blev opmærksom på, at skifteretten havde godkendt det udkast til boopgørelse, der fejlagtigt var fremsendt, og ved ikke straks at have taget initiativ til at rette op på de begåede fejl, men i stedet at fastholde, at boet var afsluttet, og stille krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved genoptagelse eller retssag.

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 26. september 2024.

Sagsfremstilling:

[X] afgik ved døden, og boet blev udleveret til advokat Klaus Jensen til bobestyrerbehandling. [advokat A] repræsenterede arvingen [klager].

Advokat Klaus Jensen har oplyst, at han ved e-mail af 22. januar 2024 til skifteretten bl.a. skrev:

Som bobestyrer i ovennævnte bo ... skal jeg med henvisning til telefonsamtale d.d. med [dommer] oplyse ...

Jeg fremsender vedlagt mit råudkast til boopgørelse, hvoraf fremgår, at boafgiften er beregnet til kr. […], hvilket beløb dags dato er overført til skifterettens konto […] med henvisning til SKS […].
Boets 2 arvinger, sønnen [klager] repræsenteret ved [advokat A] og […] repræsenteret ved advokat […], har ligget i strid med påstand om, at der har fundet misbrug af det uskiftede bosted, og i den forbindelse har der været udmeldt et indenretligt syn og skøn om hvilket begge de to advokater og klienterne ikke har holdt mig løbende orienteret men blot holdt mig orienteret om, at sagen ikke var slut endnu . ...
Jeg vil inden for 14 dage fra dato indkalde til afsluttende skiftesamling ...
Der er som bekendt minimum 14 dages indkaldelsesfrist og forudsat min boopgørelse med tilhørende repartition vil blive godkendt af arvingerne, er det min bestemte forventning, at boet vil kunne sluttes endeligt inden udgangen af april måned, når tillige henses til klagefristerne efter afsluttende skiftesamling. Disse skal også være udløbet, før endelig afslutning.

Advokat Klaus Jensen har videre oplyst, at han indbetalte foreløbig boafgift, fordi skifteretten anmodede herom, da boet havde verseret i næsten 6 år. Det er endvidere oplyst, at skifteretten i retsbog af 1. februar 2024 udsatte skæringsdatoen for boopgørelsen til den 13. februar 2024. 

Advokat Klaus Jensen fremsendte ved e-mail af 14. marts 2024 til arvingerne udkast til boopgørelse og indkaldelse til afsluttende skiftesamling den 2. april 2024. 

Ved e-mail af 15. marts 2024 til skifteretten skrev advokat Klaus Jensen bl.a.: 

For absolut god ordens skyld fremsendes vedhæftet Boregnskab med Repartition og indkaldelsesbreve til de to arvinger til afsluttende skiftesamling den 2. april då. kl. 16:00.

I forbindelse med fremsendelse af denne mail, bliver jeg opmærksom på en lille datofejl i Skæringsdatoen der er anført i Boregnskabet til 16. februar då. selvom Skifteretten i retsbogen af 1. februar då. skriver at skæringsdatoen er udsat til 13. februar då,.

Jeg beklager denne menigsforstyrelsen fejl, men kan oplyse at det ikke gør forskel i hverken regnskabet eller indkaldelsesfristen til afsluttende skiftesamling der er sat til den 2. april då.

Jeg erfarer gerne om Skifteretten kan acceptere at skæringsdatoen er anført til den 16. februar og ikke den 13. februar?

I benægtende fald vil jeg straks korrigere skæringsdatoen og indkalde arvingerne på ny.

På forhånd mange tak.

Advokat Klaus Jensen har oplyst, at afsluttende skiftesamling blev afholdt den 2. april 2024, uden at [advokat A] eller hans klient deltog, og at den anden arving havde fremsendt underskrevet erklæring med godkendelse af boregnskabet og repartitionen. 

[Advokat A] har oplyst, at klagefristen efter dødsboskiftelovens § 68, stk. 2, udløb fire uger efter afholdelse af det afsluttende bomøde, dvs. den 30. april 2024.

[Advokat A] har videre oplyst, at han ved e-mail af 22. april 2024 til advokat Klaus Jensen fremkom med bemærkninger til advokat Klaus Jensens udkast til boopgørelse, og at det af e-mailen endvidere fremgik, at såfremt advokat Klaus Jensen ikke var indstillet på at rette boopgørelsen som følge af bemærkningerne, så skulle e-mailen anses for en klage over boopgørelsen og over advokat Klaus Jensens salær. 

Af udskrift af skifterettens retsbog af 23. april 2024 fremgik bl.a.:

Der fremlagdes boopgørelse modtaget den 15. marts 2024 fra bobestyrer, advokat Klaus Jensen samt skattestyrelsens godkendelse af 22. april 2024.

Skifteretten har den 25. januar 2024 modtaget kr. 178.972,71 i foreløbig boafgift.

Da der kun skal betales kr. 167.538,45 i boafgift, er der en difference på kr. 11.434,26, bestemte skifteretten, at returnere kr. 2.434,26, da retsafgift og tillægsretsafgift i alt kr. 9.000 ikke er betalt.

Beløb kr. 2.434,26 returneres til advokat Klaus Jensen, […] Klientkonto: […].
 
Skifteretten afventer 0-kort.

Sagen udsat.

[Advokat A] har oplyst, at han ved e-mail af 1. maj 2024 rykkede advokat Klaus Jensen for en tilbagemelding, og at advokat Klaus Jensen svarede pr. e-mail samme dag, at ”jeg forventer at svare dig i dag”. Det er endvidere oplyst, at advokat Klaus Jensen ved e-mail af 2. maj 2024 skrev: 

”I fortsættelse af min mail i går, vil jeg lige bemærke at jeg først forventer at vende tilbage primo næste uge, men jeg bekræfter naturligvis, at jeg er enig i at du har overholdt indsigelsesfristen.” 

[Advokat A] har oplyst, at advokat Klaus Jensen ikke sendte noget svar i den følgende uge.

Ved e-mail af 24. juni 2024 til skifteretten, cc bl.a. advokat Klaus Jensen, skrev [advokat A] bl.a.:

Jeg skriver til skifteretten, fordi bobestyrer tilsyneladende er ude af stand til at afslutte denne sag. Jeg repræsenterer arvingen [klager].

[…]

Jeg har rykket bobestyrer for en tilbagemelding den 27. maj 2024, men jeg har fortsat intet hørt. Jeg er ikke klar over, om bobestyrer har orienteret skifteretten om min klage over boopgørelsen, og jeg er ikke klar over, hvad bobestyrer i øvrigt har foretaget sig i sagen siden den 2. maj 2024. Jeg bemærker for en god ordens skyld, at det fremgår af dødsboskifteloven § 68, stk. 2, at bobestyrer skal indbringe klager over boopgørelsen til skifteretten snarest muligt.

Denne mail kan formelt set betragtes som en opfordring til skifteretten om at pålægge bobestyrer at fremme sagen eller i sidste ende at afsætte bobestyrer således, at sagen kan overtages af en anden bobestyrer, som kan udarbejde et korrekt udkast til boopgørelse. Hvis skifteretten betragter min mail som en klage over, at bobestyrer ikke fremmer sagen, og skifteretten finder, at der bør indleveres klageblanket, beder jeg om at få besked.

I forlængelse heraf skrev advokat Klaus Jensen ved e-mail senere samme dag til [advokat A], cc skifteretten bl.a.:

Tak for mail – jeg skal hertil bemærke:
Jeg er på ingen måde ude af stand til at afslutte boet – det er faktisk afsluttet ved skifteretten, men jeg anerkender at du mangler svar på din henvendelse.

Skiftesamling blev afholdt og du og din klient valgt ikke at møde – hvilket jeg ikke forstår, henset til din repræsentation af [klager] – måske det kunne have bragt klarhed.

[…]  godkendte Boopgørelsen og han har som bekendt størst indflydelse iht. testamentet.

Ad 1) Gældsbrevene forrentes ikke – dette blev af afdøde ændret 1. februar 2014, jfr. Vedhæftede Allonge til Gældsbreve.

Ad 2) Arvelodderne er ikke beregnet forkert – din indsigelse er et spørgsmål om retten til at arve, hvilket ikke kan afgøres under en klage over bobestyreren, hvilket jeg er sikker på er dig bekendt, jf. Dødsboskifteloven § 89. Din klient skal anlægge retssag herom. Din klients tidligere [advokat B] var fuldtud bekendt med min vurdering af hvorledes arvelodderne beregnes. Din klient har ikke anlagt retssag herom, ligesom din klients tidligere [advokat B] ikke har anlagt sag herom, selvom jeg dengang sendte ham udkast til hvorledes delingen efter min vurdering skulle finde sted. […].

Ad 3) Mit salær er godkendt af Skifteretten – salæret er henset til de langstrakte forhandlinger med din klient ved [advokat B]s mellemkomst yderst beskedent. Jeg skal således opfordre til at du og din klient anerkender salærets størrelse.

Medmindre jeg hører andet vil jeg tillade mig at betragte boet som afsluttet. I modsat fald må der stilles sikkerhed for omkostningerne ved en evt. retssag eller genoptagelse af boet.

[Advokat A] har oplyst, at han herefter anmodede om en redegørelse for, hvordan boet kunne være afsluttet, når han aldrig havde modtaget svar fra advokat Klaus Jensen på sine rettidige indsigelser til boopgørelsen.

Advokat Klaus Jensen har oplyst, at skifteretten ved kendelse af 27. november 2024 meddelte, at boet ikke var afsluttet, og afviste [advokat A]s klage over hans klients arvelod og henviste til, at [advokat A] måtte anlægge retssag herom, jf. dødsboskiftelovens § 84.

Advokat Klaus Jensen har endvidere oplyst, at han behandlede [advokat A]s tre indsigelser, at [advokat A] selv frafaldt den ene, at skifteretten afviste den anden, og at [advokat A] fik delvis medhold i indsigelsen vedrører bobestyrers salær. 

Parternes påstande og anbringender:

Klager: 

[Advokat A] har på vegne af [klager] påstået, at advokat Klaus Jensen har tilsidesat god advokatskik ved den 15. marts 2024 at rette henvendelse til skifteretten med udkast til boopgørelse på et tidspunkt, hvor der ikke var afholdt afsluttende bomøde, og uden at orientere [advokat A] som advokat for den ene arving, ved at undlade at orientere [advokat A] straks han blev opmærksom på, at skifteretten havde godkendt det udkast til boopgørelse, der fejlagtigt var fremsendt, og ved ikke straks at have taget initiativ til at rette op på de begåede fejl, men i stedet at fastholde, at boet var afsluttet og stille krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved genoptagelse eller retssag.

[Advokat A] har til støtte herfor henvist til artikel 41, 48 og 49 i de advokatetiske regler.

[Advokat A] har videre anført, at det har vist sig, at advokat Klaus Jensen allerede den 15. marts 2024 – dvs. inden afholdelse af afsluttende bomøde og inden udløbet af klagefristen i dødsboskiftelovens § 66, stk. 2 – havde sendt boopgørelsen til skifteretten uden at orientere ham som repræsentant for den ene arving i boet. Der er tilsyneladende sket det, at skifteretten har afsluttet sagen på baggrund af advokat Klaus Jensens e-mail af 15. marts 2024. Skifterettens retsbog om afslutning af sagen er dateret den 23. april 2024.

Advokat Klaus Jensen undlod at orientere [advokat A] straks, da han modtog skifterettens retsbog af 23. april 2024, selvom han på det tidspunkt havde modtaget [advokat A]s indsigelser af 22. april 2024. Advokat Klaus Jensen var således klar over, at skifterettens afslutning af sagen måtte bero på en fejl, men han fandt alligevel ikke anledning til at orientere [advokat A] om fejlen. Heller ikke da advokat Klaus Jensen skrev til [advokat A] den 1. og 2. maj 2024, fandt han anledning til at orientere om, at han havde henvendt sig til skifteretten med et udkast til boopgørelse, og at skifteretten havde svaret ham.

[Advokat A] modtog først, da han selv rettede henvendelse til skifteretten den 24. juni 2024, en orientering fra advokat Klaus Jensen. Advokat Klaus Jensen mente i første omgang, at der slet ikke skulle tages stilling til [advokat A]s indsigelser, medmindre der blev stillet sikkerhed for omkostningerne ved genoptagelse.

Klagen er ikke en klage over advokat Klaus Jensens arbejde som bobestyrer. De påklagede forhold, herunder at advokat Klaus Jensen ikke orienterede om sine henvendelser til skifteretten, undlod at orientere [advokat A], da han indså, at der var sket en fejl og ikke tog initiativ til at rette op på de begåede fejl, men i stedet søgte at afskære [advokat A]s berettigede indsigelser, har intet at gøre med, at advokat Klaus Jensen har ageret i sin rolle som bobestyrer, og forholdene er dermed omfattet af Advokatnævnets kompetence. 

Indklagede:

Advokat Klaus Jensen har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Advokat Klaus Jensen har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at hans handlinger er udført som bobestyrer, hvorfor klagen henhører under skifterettens kompetence, særligt i denne sag, hvor skifteretten begik fejl. 

Advokat Klaus Jensen har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at det bestrides, at han har rettet henvendelse til skifteretten om afslutning af dødsboet. Skifteretten begik en fejl, idet skifteretten overså, at han - som en reaktion på skifterettens anmodning om at modtage boopgørelse - svarede skifteretten, at han fremsender et udkast hertil. Der forelå ikke en indlevering af boopgørelsen, hvorfor [advokat A] ikke blev orienteret. 

Advokat Klaus Jensen har henvist til, at hans e-mail af 22. januar 2024 til skifteretten var en intern e-mail, som han ikke sendte til arvingerne allerede fordi den var en intern redegørelse foranlediget af en telefonsamtale, han havde med skiftedommeren. Det er videre anført, at han til skifteretten udtrykkeligt anførte, at der var tale om et udkast, og at der efterfølgende var indkaldt til en afsluttende skiftesamling. Det bestrides, at han ved e-mail af 22. januar 2024 rettede henvendelse til skifteretten ”om afslutning af boet”. At skifteretten overså, at afsluttende skiftesamling først ville finde sted senere, skal ikke komme ham til skade. På den baggrund havde han ikke pligt til at orientere [advokat A] om, hvad han skrev til skifteretten.

Skifteretten udsendte en meddelelse om, at skifteretten havde "afsluttet bobehandlingen". Advokat Klaus Jensen har anført, at han vel ikke skal orientere [advokat A] om en sådan fejl. Det vigtige for [advokat A] må være, at han kunne anfægte boopgørelsen og overholde indsigelsesfristerne, hvilket advokat Klaus Jensen havde skrevet til ham, at han kunne, og at han respekterede dette, samt at hans klient ikke led et retstab.

Det beroede på skifterettens fejl, at den - måske/måske ikke antog boet for afsluttet - eller i hvert fald udfærdigede retsbogen af 23. april 2024 på et tidspunkt, hvor klagefristen i forhold til boopgørelsen endnu ikke var udløbet, og på et tidspunkt, hvor advokat Klaus Jensen som bobestyrer endnu ikke havde indsendt "endelighedspåtegning". Det er videre anført, at advokat Klaus Jensen aldrig indsendte en endelighedspåtegning, da der forelå klager fra [advokat A], der skulle behandles, og som blev behandlet.

Enhver advokat må være i tvivl om, hvordan ”miseren” rent juridisk skulle håndteres, når nu skifteretten - angiveligt ved en fejl - udsendte brev med afslutning af boet og med afgiftsberegning, som advokat Klaus Jensen betalte. Det fremgår af klagen, at [advokat A] selv var i tvivl herom. Enten ville skifteretten vælge at fastholde, at boet var afsluttet, og så skulle boet genoptages med deraf følgende krav om garantistillelse m.v., eller også ville skifteretten på et senere tidspunkt meddele, at skifteretten betragtede denes egne breve som annulleret, og at boet således ikke var afsluttet. Hvis boet skulle genoptages, skulle dette ske ved garantistillelse, jf. reglerne om genoptagelse, hvorfor advokat Klaus Jensens e-mail herom til [advokat A] var fuldt ud korrekt og ikke kritisabel. Blev retsbogen omgjort, ville bobehandlingen fortsætte, og [advokat A]s indsigelser til boopgørelsen skulle behandles. Skifteretten valgte at betragte boet som ”ikke afsluttet”.

Advokat Klaus Jensen har videre anført, at han i første omgang ikke antog skifterettens retsbog af 23. april 2024 som en afslutning af boet. Der var derfor intet at orientere [advokat A] om. Det viste sig i efteråret, da skifteretten traf afgørelse herom, at hans første vurdering om, at retsbogen beroede på en fejl, var korrekt. Det anføres videre, at han, da han begyndte at vurdere på, hvordan der skulle rettes op på retsbogen, alligevel blev i tvivl om retsmidlet - ligesom [advokat A] var.

Advokat Klaus Jensen har bestridt, at han ikke tog initiativ til at løse "miseren ". I den forbindelse er anført, at han også inddrog [advokat A] heri. Hertil kommer, at han behandlede [advokat A]s tre indsigelser.

Advokat Klaus Jensen har endelig anført, at han ikke er enig [advokat A]s beskrivelse af forløbet. 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Advokatnævnet anser sig for kompetent til at behandle klagen. Nævnet har herved lagt vægt på, at boet efter [X] på det foreliggende grundlag anses for afsluttet i skifteretten og klagepunkternes karakter. 

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
 
Advokatnævnet lægger til grund, at advokat Klaus Jensens e-mail af 15. marts 2024 til skifteretten blev fremsendt i forlængelse af hans korrespondance med skifteretten med sin redegørelse som bobestyrer for boets stade og forventede afslutning.

Henset hertil og til indholdet af e-mailen af 15. marts 2024, herunder at det fremgik, at arvingerne var indkaldt til afsluttende bomøde den 2. april 2024, finder Advokatnævnet, at advokat Klaus Jensen under de konkrete omstændigheder ikke har tilsidesat god advokatskik ved ikke at have sendt e-mailen til [advokat A] som repræsentant for en arving i boet. Det forhold, at skifteretten i retsbog af 23. april 2024 anførte, at skifteretten den 15. marts 2024 havde modtaget boregnskab fra bobestyrer, og at skifteretten afventede 0-kort, ændrer ikke ved vurderingen.

Advokat Klaus Jensen indkaldte arvingerne til afsluttende bomøde den 2. april 2024, og [advokat A] fremkom den 22. april 2024 med bemærkninger til boregnskabet, dvs. inden udløbet af klagefristen på 4 uger i dødsboskiftelovens § 68, stk. 2.

Skifteretten afsluttede på baggrund af advokat Klaus Jensens e-mail af 15. april 2024 til skifteretten ved retsbogen af 23. april 2024 boets behandling, men oplyste, efter det oplyste, i efteråret 2024, at afslutningen beroede på en fejl. 

Advokatnævnet lægger til grund, at skifteretten alene fremsendte retsbog af 23. april 2024 til advokat Klaus Jensen som bobestyrer, og at retsbogen ikke samtidig tilgik arvingerne i boet. Nævnet lægger endvidere til grund, at [advokat A] først efter sin e-mail af 24. juni 2024 til skifteretten fra advokat Klaus Jensen modtog oplysning om, at skifteretten havde afsluttet boet.

Advokatnævnet finder, at advokat Klaus Jensen har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved først efter modtagelsen af [advokat A]s e-mail af 24. juni 2024, at have orienteret [advokat A] om, at skifteretten havde afsluttet boets behandling, idet det måtte have stået advokat Klaus Jensen klart, at indholdet af retsbogen af 23. april 2024 - navnlig henset til [advokat A]s indsigelser til boregnskabet ved e-mail 22. april 2024 - var af væsentlig betydning for [advokat A]s varetagelse af sin klients interesser. Det forhold, at advokat Klaus Jensen til [advokat A]s rykker af 1. maj 2024 svarede, at han var enig i, at indsigelsesfristen var overholdt, ændrer ikke ved vurderingen. 

Advokatnævnet finder endvidere, at advokat Klaus Jensen har tilsidesat god advokatskik ved, da han blev klar over, at skifteretten - angiveligt ved en fejl i retsbogen af 23. april 2024 inden udløbet af klagefristen i dødsboskiftelovens § 68, stk. 2, og inden stillingtagen til de af [advokat A] rettidigt indgivne bemærkninger til boregnskabet - havde afsluttet boet, ikke at have taget initiativ til afklaring/berigtigelse heraf, men i stedet i e-mail af 24. juni 2024 til [advokat A] fastholdt, at boet var afsluttet og stillede krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved en eventuel retssag ved genoptagelse af boet.

Konklusion:
Advokatnævnet finder, at advokat Klaus Jensen i det ovenfor anførte omfang har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Advokat Klaus Jensen er ved Advokatnævnets kendelse af 26. juni 2019 pålagt en bøde på 10.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik og ved kendelse af 22. december 2022 pålagt en bøde på 20.000 kr. Ved kendelse af 28. februar 2024 fandt nævnet, at advokat Klaus Jensen havde tilsidesat god advokatskik, men pålagde ingen sanktion, da forholdet var begået forud for kendelsen af 22. december 2022, jf. princippet i straffelovens § 89. 

Da ovenstående kendelse af 28. februar 2024 tillægges gentagelsesvirkning, og henset til den indbyrdes sammenhæng i tilsidesættelserne af god advokatskik i den aktuelle sag, pålægger Advokatnævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat Klaus Jensen en bøde på 40.000 kr.  

Advokat Klaus Jensen kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d. 

Herefter bestemmes:

Advokat Klaus Jensen pålægges en bøde til statskassen på 40.000 kr.

På nævnets vegne

Steen Mejer