K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager] klaget over advokat Lars Hindsgaul Stuckert, Maribo.
Klagens tema:
[Klager] har klaget over, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert, der har repræsenteret [klagers] udlejer, har tilsidesat god advokatskik ved at have givet bevidst forkerte oplysninger i en huslejenævnssag, ved ikke at have fremsendt kopi af henvendelser til huslejenævnet til hendes, ved at have udnyttet viden fra en medarbejders hverv som medlem af huslejenævnet til sin klients fordel samt ved at have befundet sig i en interessekonflikt.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 10. oktober 2024.
Sagsfremstilling:
[Klager] er lejer af en ejendom i [by], som ejes af [godskontor].
[Klager] modtog varmeregnskab for perioden den 1. juli 2022 til 30. juni 2023 og rejste indsigelse over for udlejer. Den 20. oktober 2023 indbragte advokat Lars Hindsgaul Stuckert v/daværende advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig A] indsigelsen mod forbrugs-regnskabet for Huslejenævnet [kommune]. Brevet blev ikke sendt i kopi til [klager], og [klager] blev først bekendt med sagen, da Huslejenævnet [kommune] den 16. november 2023 bad [klager] om at svare i sagen.
[Klager] har endvidere oplyst, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert ved advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] den 5. januar 2024 sendte en henvendelse til Huslejenævnet [kommune] uden at tilstille [klager] kopi heraf. Advokat Lars Hindsgaul Stuckert har i sit svar til Advokatnævnet erkendt, at e-mailen ved en fejl ikke blev sendt cc. [klager].
Med brev af 9. april 2024 til advokat Lars Hindsgaul Stuckert oplyste Huslejenævnet [kommune], at [klager] havde klaget til [styrelse 1] og [styrelse 2], og at [klager] havde anmodet om, at Huslejenævnet [kommune] ikke traf afgørelse, før førnævnte styrelser havde behandlet klagerne.
Den 27. juni 2024 besluttede Huslejenævnet [kommune] at udsætte sagen vedrørende forbrugsregnskabet på styrelsernes afgørelser.
Den 12. august 2024 skrev advokat Lars Hindsgaul Stuckert ved advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] bl.a. følgende til Huslejenævnet [kommune]:
”Jeg skal venligst anmode om, at sagen ved huslejenævnet angående forbrugsregnskab, [adresse] [by], udsættes til om 4 uger, da der er faldet dom i en sag mellem udlejer og lejer der har konsekvenser for lejers fremtidige ophold i boligen.
Da dommen er faldet i dag, skal jeg anmode om udsættelse indtil der er klarhed om lejer anker sagen til Landsretten.
Det er min overbevisning, at dommen kan få betydning for huslejenævnets afgørelse, og derfor er det nødvendigt at se hvorvidt dommen er endelig.”
E-mailen blev sendt til huslejenævnets formands private e-mailadresse. E-mailen blev ikke sendt cc. [klager].
Huslejenævnet [kommune] besluttede at udsætte sagen, hvilket [klager] rejste indsigelse mod den 15. august 2024.
Med brev af 24. september 2024 til Huslejenævnet [kommune] anførte advokat Lars Hindsgaul Stuckert ved advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] bl.a. følgende:
”Udlejer har anmodet om genoptagelse af sagen ved [styrelse 1], da måleren er nedtaget og en ny er installeret, og måleren i forbindelse med sagens behandling har været nedtaget og i øvrigt sendt til [virksomhed] for undersøgelse. Undersøgelsen viste, at den overholdt tolerancer og dermed viste korrekt.
På baggrund af ovenstående og lejers bemærkninger den […] skal jeg venligst anmode huslejenævnets formand om at fremkomme med en midlertidig afgørelse om sagen behandles på foreliggende grundlag eller om sagen udsættes.”
I e-mail af 26. september 2024 til [klager] oplyste [styrelse 1], at det kunne bekræftes, at styrelsen den 9. juli 2024 havde modtaget en anmodning om genoptagelse, men at denne var blevet afslået den 9. august 2024.
Den 30. september 2024 afsagde Advokatnævnet kendelse i Advokatnævnets sagsnr. 2024-918 - [klager] - advokat Lars Hindsgaul Stuckert som principal for [advokatfuldmægtig B]. Advokatnævnet fandt, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert havde befundet sig i en interessekonflikt, idet [advokatfuldmægtig B] inden ansættelsen hos advokat Lars Hindsgaul Stuckert som medlem af Huslejenævnet [kommune] havde været med til at træffe afgørelse i en sag, hvor [klager] havde klaget over [godskontor]. Da advokat Lars Hindsgaul Stuckert efter ansættelsen af [advokatfuldmægtig B] fortsatte sin repræsentation af [godskontor] i de retssager, der var indledt med [klager] som modpart, fandt Advokatnævnet, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert herved havde bragt sig i en interessekonflikt. Af kendelsen fremgår bl.a. følgende:
”Advokatnævnet finder, at advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] har befundet sig i en interessekonflikt eller i nærliggende risiko herfor ved at repræsentere [klagers] modpart i opsigelsessagen samt sagen vedrørende forbrugsregnskabet, idet nævnet særligt har lagt vægt på, at opsigelsessagen og sagen vedrørende forbrugsregnskabet har tæt forbindelse til vedligeholdelsessagen, hvor advokatfuld-mægtig [advokatfuldmægtig B] tidligere havde medvirket til at træffe afgørelse som nævnsmedlem.”
Advokat Lars Hindsgaul Stuckert udtrådte i forlængelse af Advokatnævnets kendelse af de verserende retssager.
Den 24. oktober 2024 bad [klager] [godskontor] om at oplyse, hvorvidt advokat Lars Hindsgaul Stuckert fortsat var administrator, alternativt kontaktoplysninger på ny administrator.
I e-mail af 31. oktober 2024 til [klager] bekræftede en af advokat Lars Hindsgaul Stuckerts medarbejdere, at advokatfirmaet fortsat var administrator.
I e-mail af 18. november 2024 til [klager] oplyste advokat Lars Hindsgaul Stuckert navn og mailadresse på ny administrator.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
[Klager] har påstået, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert har tilsidesat god advokatskik ved at have givet bevidst forkerte oplysninger i en huslejenævnssag, ved ikke at have fremsendt kopi af henvendelser til huslejenævnet til hende, ved at have udnyttet viden fra en medarbejders hverv som medlem af huslejenævnet til sin klients fordel samt ved at have befundet sig i en interessekonflikt.
Videreformidling af bevidst urigtige oplysninger:
[Klager] har til støtte for klagepunktet særligt anført, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert v/[advokatfuldmægtig B] med sit indlæg til Huslejenævnet [kommune] af 24. september 2024 gav huslejenævnet det indtryk, at [styrelse 1]s afgørelse i sagen ikke var endelig, hvilket er ukorrekt, idet advokat Lars Hindsgaul Stuckert på det tidspunkt havde været bekendt med afslaget på anmodning om genoptagelse i 1½ måned.
[Klager] erkender, at advokat Lars Hindsgaul Stuckerts oplysning om, at det var en anden medarbejder, der behandlede sagen vedrørende [styrelse 1], er korrekt, men har anført, at denne sagsbehandler også er fuldmægtig under advokat Lars Hindsgaul Stuckert. Det er påfaldende, at den advokatfuldmægtig, som udarbejdede indlægget af 24. september 2024, var bekendt med, at der var anmodet om genoptagelse, men ikke med afslaget.
Manglende underretning om henvendelser til huslejenævnet:
[Klager] har til støtte for klagepunktet bl.a. anført, at hun ikke modtog kopi af det indlæg til Huslejenævnet [kommunen], hvormed Lars Hindsgaul Stuckert ved daværende advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig A] på vegne af [godskontor] indbragte [klagers] indsigelse mod forbrugsregnskabet til huslejenævnets afgørelse. [Klager] blev således først den 16. november 2023 gjort bekendt med, at sagen var indbragt. Tilsvarende undlod advokat Lars Hindsgaul Stuckert v/advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] at sende en e-mail af 5. januar 2024 i kopi til hende. Selvom forsømmelsen vedrører to advokatfuldmægtige, er advokat Lars Hindsgaul Stuckert principal for begge. Den manglende orientering har karakter af chikane. Navnlig er det [klagers] opfattelse, at det var bevidst, at hun ikke skulle gøres bekendt med e-mailen af 12. august 2024, som blev sendt til nævnsformandens private e-mailadresse.
Den omstændighed, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert ikke var bekendt med den manglende orientering, ændrer ikke ved, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert har tilsidesat sin tilsynspligt med sine advokatfuldmægtige.
Udnyttet viden fra en medarbejders arbejde ved Huslejenævnet [kommune] til klientens fordel:
[Klager] har til støtte herfor særligt gjort gældende, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert har tilsidesat god advokatskik ved at have udnyttet den viden, som advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] som medlem af huslejenævnet har, ved at have fremsendt e-mailen af 12. august 2024 til huslejenævnsformandens private e-mail. Advokat Lars Hindsgaul Stuckert har herved sikret sig en klar fordel for sin klient gennem advokatfuldmægtigens daglige virke i huslejenævnet som nævnsmedlem.
Interessekonflikt
[Klager] har til støtte herfor særligt gjort gældende, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert har tilsidesat god advokatskik ved at fortsætte sit virke som administrator, efter at Advokatnævnet ved kendelsen af 30. september 2024 fastslog, at han befandt sig i en interessekonflikt. Til støtte herfor har [klager] særligt anført, at sagen med forbrugsregnskabet har en tæt forbindelse til opsigelsessagen og forbrugsregnskabssagen, og at der dermed foreligger interessekonflikt. Det var først, da [klager] fremkom med klagepunktet i nærværende klagesag, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert tog initiativ til at udtræde af den del af sagen, som vedrører administration og dermed forbrugsregnskabssagen.
Indklagede:
Advokat Lars Hindsgaul Stuckert har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort følgende gældende:
Videreformidling af bevidst urigtige oplysninger:
Dialogen med [styrelse 1] blev behandlet i en anden sag, og advokat Lars Hindsgaul Stuckert v/advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] har ikke været sagsbehandler på denne sag. På den sag, som hans advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] har varetaget, kan det ikke ses, at [styrelse 1] den 9. august 2024 meddelte afslag på anmodningen om genoptagelse. Advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] var således ikke bekendt med afslaget, da bemærkninger blev sendt til huslejenævnet.
Anmodningen om at sætte huslejenævnssagen i bero, jf. e-mailen af 24. september 2024, blev ikke fremsat på baggrund af manglende oplysning om [styrelse 1]s afgørelse, men på baggrund af øvrige verserende retssager mellem parterne.
Manglende underretning om henvendelser til huslejenævnet:
Der har i sagen været en omfattende korrespondance med [klager]. I perioden fra den 25. august 2023 til den 8. november 2024 har der været ca. 500 henvendelser mellem [klager] og advokat Lars Hindsgaul Stuckert kontor og andre, f.eks. håndværkere.
Det beror på en beklagelig fejl, at visse e-mails ikke er blevet sendt cc. [klager]. Advokat Lars Hindsgaul Stuckert har ikke selv været bekendt med, at dette ikke sket.
Den manglende underretning er en fejl eller forglemmelse, men der er ikke, som [klager] gør gældende, tale om bevidst chikanøs adfærd for at besværliggøre hendes mulighed for at følge med i huslejenævnssagen. Hverken Lars Hindsgaul Stuckert eller hans fuldmægtig har haft en sådan hensigt. [Klager] indikerer, at den manglende orientering er sket i næsten et helt år. Sagerne ved huslejenævnet har ubestridt haft lang sagsbehandlingstid, men der er højst sket én forglemmelse for den ene advokatfuldmægtigs side og to forglemmelser for så vidt angår en anden advokatfuldmægtig. Huslejenævnet er en forvaltningsmyndighed og har således været forpligtet til at foretage partshøring af [klager].
Udnyttet viden fra en medarbejders arbejde ved Huslejenævnet [kommune] til klientens fordel:
Advokat Lars Hindsgaul Stuckert bestrider, at han har udvist utilbørlighed eller har forsøgt at fremme sin klients interesser på utilbørlig måde.
Det bestrides, at en anmodning om fristforlængelse har en sådan karakter, at der herved er sket en tilsidesættelse af det kontradiktoriske princip, og at der dermed er handlet i strid med god advokatskik. Baggrunden for, at e-mailen blev sendt cc. formanden for huslejenævnet, var, at hans fuldmægtig vidste, at sekretæren i huslejenævnet havde fri den pågældende dag.
I øvrigt har advokat Lars Hindsgaul Stuckert anført, at han opfatter dette klagepunkt som i det væsentlige omfattet af det klagepunkt, der vedrører manglende fremsendelse af kopi af henvendelser til huslejenævnet.
Interessekonflikt
Advokat Lars Hindsgaul Stuckert bestrider, at han ikke kan administrere lejemålet, hvor [klager] bor.
Advokatnævnets kendelse af 30. september 2024 vedrører alene hans repræsentation af udlejer i en verserende retssag. Advokat Lars Hindsgaul Stuckert valgte at udtræde af de verserende retssager og har nu også valgt at udtræde af administrationssagen, som er overdraget til tredjemand. Det er hans opfattelse, at udtrædelsen er sket i rimelig tid efter Advokatnævnets kendelse, og endvidere er det advokat Lars Hindsgaul Stuckerts opfattelse, at der efter hans udtrædelse af retssagerne ikke længere forelå interessekonflikt, da der herefter alene var administrationsdelen tilbage. Endelig bemærkes, at Advokatnævnet med kendelsen af 30. september 2024 allerede har taget stilling til klagepunkterne vedrørende habilitet, hvorfor disse skal afvises.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Herunder må en advokat ikke bistå en klient i situationer, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan opstår.
Videreformidling af bevidst urigtige oplysninger:
Advokatnævnet finder, at det beror på en fejl, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert v/advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] i sit brev af 24. september 2024 til huslejenævnet oplyste, at udlejer havde anmodet om genoptagelse af sagen ved [styrelse 1], uden samtidig at oplyse, at [styrelse 1] havde afvist anmodningen. Advokatnævnet finder imidlertid, at det ikke er godtgjort, at den fejlagtige oplysning var bevidst eller tilsigtet, og at det hermed er godtgjort, at fejlen har disciplinær relevans. Advokatnævnet har herved lagt vægt på, at sagen i forhold til [styrelse 1] blev varetaget af en anden medarbejder og på en anden sag.
Advokatnævnet frifinder derfor advokat Lars Hindsgaul Stuckert for dette klagepunkt.
Manglende underretning om henvendelser til huslejenævnet:
En advokat skal respektere processens og forhandlingens kontradiktoriske princip, og advokaten må ikke uden forudgående eller samtidig meddelelse til modparten rette henvendelse til domstolene eller andre, der behandler tvister, eller forsyne disse med bilag, notater eller dokumenter.
Advokaten skal senest samtidig forsyne modparten med kopi af det fremsendte. Pligten til at forsyne modparten med kopi af henvendelser til myndigheder, der behandler tvister, gælder uanset om det kan påregnes, at den konkrete myndighed sørger for partshøring af den anden part.
Advokatnævnet finder, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke gennem sin tilsyns- og instruktionsforpligtelse over for sine advokatfuldmægtige at have påset, at advokatfuldmægtigene i tre tilfælde undlod at sende kopi af henvendelser og indlæg til huslejenævnet i kopi til [klager].
Udnyttet viden fra en medarbejders arbejde ved Huslejenævnet [kommune] til klientens fordel:
Advokatnævnet afviser den del af klagen, som vedrører, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert v/advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B] har benyttet en privat e-mailadresse til huslejenævnets formand, idet Advokatnævnet finder, at [klager] ikke har den fornødne retlige interesse i at klage herover. Advokatnævnet bemærker i den forbindelse, at en advokat må benytte den viden og den information i sagsvaretagelsen, som advokaten har adgang til, og at det må være vedkommende formand for huslejenævnet, der er klageberettiget, hvis vedkommende ikke ønsker at modtage e-mails til huslejenævnet på sin private e-mailadresse.
Reglen om, at Advokatnævnet kan afvise klager fra personer, der ikke har retlig interesse i det forhold, klagen angår, står i retsplejelovens § 147 b, stk. 3, samt i § 10, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.
Den omstændighed, at e-mailen blev sendt, uden at [klager] modtog en kopi, er behandlet ovenfor.
Interessekonflikt:
Advokatnævnet fastslog ved kendelse af 30. september 2024 i Advokatnævnets sag 2024-918, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert befandt sig i en interessekonflikt, når han fortsatte sin repræsentation af [godskontor] i sagerne mod [klager], efter at han havde ansat advokatfuldmægtig [advokatfuldmægtig B], der havde virket som medlem af huslejenævnet og havde deltaget ved huslejenævnets behandling af sager, som vedrørte [klager].
Advokatnævnet lægger til grund, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert straks efter Advokatnævnets kendelse udtrådte af de verserende retssager, men at han fortsat repræsenterede [godskontor] i sagen om forbrugsregnskabet ved huslejenævnet mod [klager] i hvert fald indtil udgangen af oktober 2024. Advokatnævnet har herved lagt vægt på advokat Lars Hindsgaul Stuckerts medarbejders e-mail af 31. oktober 2024 til [klager], og at administrationsdelen må anses for at omfatte forbrugsregnskabet og dermed huslejenævnssagen.
Når en advokat befinder sig i en interessekonflikt, skal advokaten udtræde af den eller de konkrete sager i forhold til alle involverede klienter. Advokatens udtræden skal ske straks, idet advokaten dog er berettiget til at foretage det, der er nødvendigt for, at klienten ikke lider retstab.
Advokatnævnet finder, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke straks efter Advokatnævnets kendelse af 30. september 2024 at være udtrådt af den del af sagen, som vedrører forbrugsregnskabet og dermed huslejenævnssagen. Advokatnævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at overdragelsen af denne sag skulle være forbundet med en sådan kompleksitet, at det ikke var muligt at udtræde af sagen straks efter Advokatnævnets kendelse.
Konklusion
Sammenfattende finder Advokatnævnet, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert i det ovenfor anførte omfang har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Advokatnævnet har den 23. november 2023 truffet beslutning om med virkning fra den 1. december 2023 at lempe nævnets praksis vedrørende manglende kopi til en modpart, sådan at der ikke pålægges en sanktion i førstegangstilfælde, medmindre det må antages, at der er tale om en bevidst tilsidesættelse af pligten eller i øvrigt foreligger særlige omstændigheder.
Undladelse af at pålægge en sanktion forudsætter desuden som udgangspunkt, at advokaten retter for sig umiddelbart efter, at vedkommende bliver opmærksom på fejlen.
På den baggrund pålægges advokat Lars Hindsgaul Stuckert ingen sanktion for dette forhold. Nævnet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at advokat Lars Hindsgaul Stuckert ikke var opmærksom på, at hans advokatfuldmægtige i flere tilfælde havde undladt at sende kopi til [klager] af henvendelser til huslejenævnet, at han har beklaget fejlen, samt at han ikke tidligere er pålagt en sanktion for ikke at have forsynet modparten med en kopi.
Advokat Lars Hindsgaul Stuckert er ved Advokatnævnets kendelse af 30. september 2024 pålagt en bøde på 10.000 kr.
Den del af tilsidesættelsen, som vedrører interessekonflikt, er sket efter Advokatnævnets kendelse af 30. september 2024, hvorfor denne tillægges gentagelsesvirkning ved sanktions-udmålingen i nærværende sag.
Advokatnævnet pålægger derfor efter en samlet vurdering advokat Lars Hindsgaul Stuckert en bøde på 20.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Advokat Lars Hindsgaul Stuckert kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Klagen afvises for en del og i øvrigt pålægges advokat Lars Hindsgaul Stuckert en bøde til statskassen på 20.000 kr.
På nævnets vegne
Steen Mejer
