K E N D E L S E
Sagens parter:
I denne sag har [klager 1] v/[klager 2] på vegne af boet efter [X] klaget over daværende advokat Søren Agerbo, Guldborg.
Klagens tema:
[Klager 1] har på vegne af boet efter [X] klaget over, at Søren Agerbo har tilsidesat god advokatskik i forbindelse med opkrævning af salærer og depositum på 750.000 kr., herunder hans håndtering af midler på klientkontoen.
[Klager 1] har på vegne af boet efter [X] endvidere klaget over Søren Agerbos salær for den løbende administration samt for udførelsen af såkaldte ”særopgaver.”
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 20. december 2024.
Sagsfremstilling:
[Klager 1] har oplyst, at han i dødsboet efter [X] (herefter afdøde) bistod de privatskiftende arvinger med behandlingen af dødsboet. [Klager 2] bistod tillige med behandlingen. Efter det oplyste overgik boet senere til bobestyrerbehandling med [klager 1] som bobestyrer.
Afdøde var født […], og hun afgik ved døden i en alder af […]. Hun havde siden […] og frem til sin død boet på et plejehjem på [by].
[Klager 1] har oplyst, at afdøde havde Alzheimers demens. Søren Agerbo har oplyst, at han ikke var bekendt med, at afdøde skulle have været dement, og at dette er udokumenteret.
Klientforholdet mellem Søren Agerbo og afdøde fra 2020 til 2023
Søren Agerbo har oplyst, at afdøde havde bedt forstanderen på plejehjemmet om at sætte hende i forbindelse med en advokat.
Af generalfuldmagt, der var underskrevet af afdøde den 10. februar 2020, fremgik bl.a.:
”Undertegnede [afdøde], giver herved
Advokat Søren Agerbo, […],
fuldmagt til at bestyre hele min formue og til på mine vegne at foretage enhver retlig disposition med samme virkning, som var den foretaget af mig personlig.
Advokat Søren Agerbo skal være berettiget til at indsætte en anden til at overtage fuldmagten. En sådan indsættelse skal ske ved en dateret og underskrevet påtegning på dette dokument.
Denne fuldmagt skal også være gældende, hvis jeg på grund af psykisk eller fysisk svækkelse bliver ude af stand til selv at varetage mine anliggender. Fuldmagten bortfalder dog, hvis jeg får beskikket en værge efter værgemålslovens§ 5.
Denne fuldmagt kan jeg til enhver tid tilbagekalde, og advokat Søren Agerbo er pligtig til på mit forlangende straks at aflevere dette dokument til mig.”
Ved faktura af 13. februar 2020 (fakturanr. 4546) opkrævede Søren Agerbo et salær på 15.000 kr. inkl. moms hos afdøde. Salæret omfattede følgende:
”Formøde afholdt 7. februar 2020 på […]
Udlevering af omfattende mængde materiale, bankpapirer, papirer vedrørende ejendomshandel m.m.
Tilbagekaldelse fuldmagt meddelt [advokat A]”
Ved e-mail af 13. februar 2020 til [bank A] anmodede Søren Agerbo om, at 15.000 kr. fra afdødes konto blev indsat på hans klientkonto.
I brev af 14. februar 2020 til afdøde skrev Søren Agerbo bl.a.:
”Tak for et godt møde sidste fredag.
Jeg anerkender modtagelsen af den af dig tiltrådte Generalfuldmagt.
Det bekræftes herved, at jeg har fået i opdrag at forvalte dine økonomiske forhold.
Mine løbende opgaver vil bestå i følgende bistand:
- Generel varetagelse af din almindelig løbende økonomi
- Varetagelse af dit engagement med [bank A]
- Sikring af dine indtægter
- Betaling af dine løbende faste udgifter
- Betaling af forefaldne regninger
- Løbende udbetalinger af rådighedsbeløb via [...], både faste kontooverførsler og ad hoc-overførsler
- Varetagelse af dine almindelige skatteforhold
- Varetagelse af dine almindelig pensionsforhold (folkepension)
- Varetagelse af almindeligt løbende forhold f.s.v.a. dit lejemål
- Varetagelse af forhold vedrørende opholdsbetaling/Servicepakke til [...]
[…]
Mit honorar for oprettelsen af Generalfuldmagten samt etablering af administration i henhold til samme udgør kr. 50.000 inkl. moms.
I indeværende år, 2020, vil mit årlige løbende honorar udgøre kr. 18.000,00 inkl. moms. Mit honorar afregnes kvartalsvis med kr. 4.500 inkl. moms.
Mit løbende honorar reguleres årligt.
Endvidere skal jeg for god ordens skyld oplyse, at arbejde herudover vil blive faktureret særskilt efter nærmere aftale til en timepris stor kr. 3 .750 inkl. moms.
Der foreligger pt. aftale om følgende særopgaver, som vil blive honoreret udover det løbende honorar:
- Gennemgang af omfattende bilagsmateriale, nærmere bestemt de seneste 10 års bankpapirer, idet du befrygter, at familie og venner har misbrugt din tillid og uberettiget tilegnet sig midler. Det er pt. svært af skønne, hvad mit tidsforbrug vil udgøre, men jeg forventer for nuværende at ville skulle honoreres med omkring kr. 75.000.
- Gennemgang af ejendomshandlen vedrørende ejendommen [adresse], da du frygter ejendommen er solgt for billigt. Det er pt. svært at skønne, hvad mit tidsforbrug vil udgøre, men jeg forventer for nuværende at ville skulle honoreres med omkring kr. 75.000.
- Oprettelse/Genoprettelse/Sikring af dine udenlandske pensioner, herunder særlig pension og en større opsparing fra […]. Jeg kan ikke for nuværende fremkomme med noget skøn over, hvad mit honorar vil udgøre for dette arbejde.
- Oprettelse af nyt testamente med oprettelse af en Alment Velgørende Fond, der skal tilgodese [...] og dets beboere. Jeg anslår, at mit honorar for dette arbejde vil udgøre kr. 62.500.
Endvidere er det aftalt, at jeg til sikkerhed for mine salærer vil hæve et større engangsbeløb på dine konti med [bank A]. Beløbet vil henstå på min hovedklientkonto med [bank A], konto […]. ”
Ved e-mail af 6. maj 2020 til [bank A] anmodede Søren Agerbo bl.a. om, at banken overførte 750.000 kr. af indeståendet på afdødes bankkonto til Søren Agerbos hovedklientkonto. Banken bekræftede den 7. maj 2020, at overførslen var sket.
I brev af 4. januar 2021 til afdøde skrev Søren Agerbo bl.a.:
”Håber I alle klarer skærene på [...]. Det var godt, at vi fik styr på dit abonnement på [avis], så du kan følge med!
I 2021 vil mit årlige løbende honorar udgøre kr. 20.000,00 inkl. moms. Mit honorar afregnes som altid kvartalsvis med kr. 5.000 inkl. moms.
Det løbende honorar dækker fortsat følgende bistand:
- Generel varetagelse af din almindelige løbende økonomi
- Varetagelse af dit engagement med [bank A]
- Sikring af dine indtægter
- Betaling af dine løbende faste udgifter
- Betaling af forefaldne regninger
- Løbende udbetalinger af rådighedsbeløb via [...], både
- faste kontooverførsler og ad hoc-overførsler
- Varetagelse af dine almindelige skatteforhold
- Varetagelse af dine almindelige pensionsforhold (folkepension)
- Varetagelse af aJmindeligt løbende forhold f.s.v.a. dit lejemål
- Varetagelse af forhold vedrørende opholdsbetaling/Servicepakke til [...]
Jeg vedlægger din seneste Årsopgørelse fra SKAT.
Endvidere skal jeg for god ordens skyld oplyse, at arbejde herudover vil blive faktureret særskilt efter nærmere aftale. Dette fortsat til en timepris stor kr. 3.750 inkl. moms.
Som aftalt har jeg fået overført kr. 750.000 til min hovedklientkonto.
Jeg vedlægger for god ordens skyld et klientkontoudtog til dig. Løbende kontoudskrifter fra banken modtager du direkte fra banken.
Håber at vaccinerne kommer til at virke, så vi kan komme til at mødes igen.
Jeg kan oplyse, at min gennemgang af dine bankforhold og salget af den faste ejendom ikke har givet anledning til bemærkninger. Jeg kan ikke påvise noget misbrug eller andet irregulært. Men jeg vil som aftalt gerne gennemgå dette med dig på et møde, så snart det er muligt. Således du kan betrygges.
Din udenlandske pension fra […] har jeg foranlediget genoprettet/ sikret – foreløbig med "Proof of Life". Der foreligger ikke oplysninger om noget større henstående i pensionsfonden. Øvrige pensioner udbetales løbende på normal vis.
Jeg erindrer om, at Vidnetestamentet skal bevidnes af udenforstående identitetsvidner, så snart dette er muligt.”
I brev af 3. januar 2022 til afdøde skrev Søren Agerbo bl.a.:
”I 2022 vil mit årlige løbende honorar udgøre kr. 22.000,00 inkl. moms. Mit honorar afregnes som altid kvartalsvis med kr. 5.500 inkl. moms.
Det løbende honorar dækker som altid følgende bistand:
- Generel varetagelse af din almindelige løbende økonomi
- Varetagelse af dit engagement med [bank A]
- Sikring af dine indtægter
- Betaling af dine løbende faste udgifter
- Betaling af forefaldne regninger
- Løbende udbetalinger af rådighedsbeløb via [...]. både
- faste kontooverførsler og ad hoc-overførsler
- Varetagelse af dine almindelige skatteforhold
- Varetagelse af dine almindelige pensionsforhold (folkepension)
- Varetagelse af almindeligt løbende forhold f.s.v.a. dit lejemål
- Varetagelse af forhold vedrørende opholdsbetaling/Servicepakke til [...]
Jeg vedlægger din seneste Årsopgørelse fra SKAT.
Jeg vedlægger tillige for god ordens skyld et klientkontoudtog til dig. Løbende kontoudskrifter fra banken modtager du direkte fra banken. Administrationsgebyr dækker over negative renter.
Endvidere skal jeg for god ordens skyld oplyse, at arbejde herudover vil blive faktureret særskilt efter nærmere aftale. Dette fortsat til en timepris stor kr. 3.750 inkl. moms.
Som tidligere oplyst viste min gennemgang af dine bankforhold og salget af den faste ejendom ikke forhold, der kunne indikere misbrug eller andre irregulære forhold. Håber at vi som aftalt kan gennemgå dette på et møde, så snart det bliver muligt.
Din udenlandske pension fra […] har jeg igen foranlediget genoprettet/ sikret - foreløbig med "Proof of Life"'. Der foreligger fortsat ikke oplysninger om noget større henstående i pensionsfonden. Øvrige pensioner udbetales løbende på normal vis.”
Ved faktura af 14. februar 2022 (fakturanr. 5117) opkrævede Søren Agerbo et salær på 125.000 kr. inkl. moms hos afdøde, som blev hævet af afdødes indestående på Søren Agerbos klientkonto. Salæret omfattede følgende:
”Gennemgang af ejendomshandlen [adresse]. samt Markedsundersøgelser.”
Ved faktura af 7. juli 2022 (fakturanr. 5232) opkrævede Søren Agerbo et salær på 125.000 kr. inkl. moms hos afdøde, som blev hævet af afdødes indestående på Søren Agerbos klientkonto. Salæret omfattede følgende:
”Gennemgang af de seneste 10 års bankpapirer og bankforretninger,
herunder samtlige kontoudskrifter m.m.”
I brev af 6. januar 2023 til afdøde skrev Søren Agerbo bl.a.:
”I 2023 vil mit årlige løbende honorar udgøre kr. 24.000,00 inkl. moms. Mit honorar afregnes som altid kvartalsvis med kr. 6.000 inkl. moms.
Det løbende honorar dækker som altid følgende bistand:
- Generel varetagelse af din løbende økonomi
- Varetagelse af dit engagement med [bank A]
- Sikring af dine indtægter
- Betaling af dine løbende faste udgifter
- Betaling af forefaldne regninger
- Løbende udbetalinger af rådighedsbeløb via [...], både faste kontooverførsler og ad hoc-overførsler
- Varetagelse af dine almindelige skatteforhold
- Varetagelse af dine almindelige pensionsforhold (folkepension)
- Varetagelse af almindeligt løbende forhold f.s.v.a. dit lejemål
- Varetagelse af forhold vedrørende opholdsbetaling/ Servicepakke til […]
Jeg vedlægger din seneste Årsopgørelse fra SKAT.
Jeg vedlægger tillige for god ordens skyld et klientkontoudtog til dig dækkende det forgangne år. Løbende kontoudskrifter fra banken modtager du direkte fra banken. Administrationsgebyr dækker over negative renter.
Endvidere skal jeg for god ordens skyld oplyse, at arbejde herudover vil blive faktureret særskilt efter nærmere aftale. Dette fortsat til en timepris stor kr. 3. 750 inkl. moms.
Som tidligere oplyst viste min gennemgang af dine bankforhold og salget af den faste ejendom ikke forhold, der kunne indikere misbrug eller andre irregulære forhold. Jeg bekræfter, at du alligevel ikke har ønsket at afholde møde desangående trods mine fremmøder, og at jeg herefter i det forgangne år har afregnet kr. 125.000 pr. sag.
Alt det mere end 3 år gamle bilagsmateriale vil nu blive destrueret, jf. forældelsesfrister.
Din udenlandske pension fra […] har jeg igen foranlediget genoprettet/ sikret – igen med "Proof of Life".
Der foreligger fortsat ikke oplysninger om noget større henstående/kontantopsparing i pensionsfonden, og vi må nu nok konstatere, at der ikke er nogen opsparing hos […] udover ret til løbende pensionsudbetalinger.
Jeg har nu gennem årene brugt ganske mange timer på denne sag, og forventer pt. at ville skulle afregne et salær stort kr. 250.000 for min bistand indtil videre. Der vil løbe yderligere på i indeværende år.
Øvrige pensioner udbetales løbende på normal vis.
Henset til dine samlede formueforhold er der ikke basis for oprettelse af en fond, som skitseret i tidligere udarbejdet Vidnetestamente, som jeg i øvrigt forstår aldrig er blevet tiltrådt af hverken dig eller vidner, hvorfor jeg snarest vil udarbejde nyt Vidnetestamente, hvorefter [...] indsættes som direkte universalarving. Herefter vil mit samlede salær for udarbejdelse af testamenter udgøre kr. 125.000.”
Ved faktura af 24. februar 2023 (fakturanr. 5343) opkrævede Søren Agerbo et salær på 125.000 kr. inkl. moms hos afdøde, som blev hævet af afdødes indestående på Søren Agerbos klientkonto. Salæret omfattede følgende:
”Udarbejdelse af flere udkast til Vidnetestamenter i årene 2020, 2021 og 2022”
Ved faktura af 11. april 2023 (fakturanr. 5403) opkrævede Søren Agerbo et salær på 50.000 kr. inkl. moms hos afdøde, som blev hævet af afdødes indestående på Søren Agerbos klientkonto. Han oplyste, at salæret først blev faktureret nu grundet en forglemmelse afstedkommet af Corona-nedlukningen. Salæret omfattede følgende:
”Oprettelse af Generalfuldmagt
Iværksættelse af administration i henhold til Generalfuldmagt”
Ved faktura af 1. juli 2023 (fakturanr. 5457) opkrævede Søren Agerbo et salær på 300.000 kr. inkl. moms hos afdøde, som blev hævet af afdødes indestående på Søren Agerbos klientkonto. Salæret omfattede følgende:
”Opretholdelse af dine udenlandske pensioner i årene 2020-2021-2022 og 2023
Herunder kommunikation med og fremsendelse af dokumentation til […]”
Der er til sagen ikke fremlagt fakturaer vedrørende de årlige løbende salærer.
Forløbet i 2024
Ifølge opgørelse fra [bank A] pr. […] (dødsdag) var der på afdødes kontonr. […] (herefter kontonr. 1) en saldo på 889.135,66 kr., og på kontonr. […] (herefter kontonr. 2) en saldo på 45.383,09 kr. I alt 934.518,75 kr.
Ifølge skifteretsattest blev boet den 1. februar 2024 overtaget til privat skifte af tre arvinger.
Under bobehandlingen satte arvingerne spørgsmålstegn ved størrelsen af afdødes formue, idet arvingerne var af den forståelse, at formuen ville være væsentlig større.
[Klager 1] har oplyst, at han derfor indhentede og undersøgte afdødes skattemapper. Af skattemappen for 2019 fremgik, at der var et indestående på 2.172.373 kr. på kontonr. 1. I skattemappen for 2020 var indeståendet 1.196.153 kr.
[Klager 1] bad derfor [bank A] om at fremsende kontoudtog fra afdødes konto fra 2019 og frem. Af disse kontoudtog fremgik bl.a., at der i slutningen af 2019 var et provenu på ca. 2.154.000 kr. fra salget af afdødes lejlighed, der blev indsat på kontonr. 1. Af kontoudtogene fra kontonr. 2, fremgik, at der den 7. maj 2020 var overført 850.000 fra kontonr. 1. Samme dag var der på kontonr. 2 hævet 750.000 kr. Af teksten til hævningen var anført ”Søren Agerbo”. Det fremgik desuden af kontoudtogene, at der ligeledes var overført en række beløb på bl.a. 4.500, 5.000 kr., 5.500 kr. og 6.000 kr. med teksten ”Søren Agerbo.”
Det var oprindeligt arvingernes opfattelse, at Søren Agerbo var udpeget som fast værge for afdøde. Der pågik i juli 2024 en e-mailkorrespondance mellem [klager 2] og Familieretshuset, som imidlertid afkræftede dette og anførte, at der ikke var en sag på afdøde.
Ved e-mail af 8. juli 2024 til [bank A] anmodede [klager 2] om at få oplyst, hvor beløbet på 750.000 kr., der var overført den 7. maj 2020, var overført til.
[Klager 1] har oplyst, at han flere gange forgæves forsøgte at ringe til Søren Agerbo med spørgsmål til bl.a. ovenstående overførsel.
Ved e-mail af 10. juli 2024 til Søren Agerbo anmodede [klager 2] om at få oplyst, hvortil beløbet på 750.000 kr. var overført, og hvad baggrunden herfor var.
[Bank A] oplyste den 15. juli 2024 følgende til [klager 2]:
”Vi har ikke andre notater på kontoudskrifterne, men kan oplyse at [bank A] har overført beløbe på anmodning fra værge adv. Søren Agerbo til hans klientkonto.”
Den 19. juli 2024 anførte Søren Agerbo til [klager 2] bl.a., at han ikke havde været værge for afdøde, og at afdøde var hans klient og havde meddelt generalfuldmagt.
Samme dag, den 19. juli 2024, fastholdt [klager 2] over for Søren Agerbo, at han skulle bruge en forklaring på, (1) hvorfor beløbet på 750.000 kr. var hævet, og (2) hvorvidt pengene helt eller delvist var i behold. (3) Hvis pengene ikke var helt eller delvist i behold, skulle han vide, hvad pengene var brugt til.
Hertil svarede Søren Agerbo, at han var syg, og at han derfor ikke havde adgang til sagens akter.
[Klager 1] har oplyst, at Søren Agerbo ikke har givet en forklaring trods flere rykkere.
[…]
[Bank A] fremsendte den 26. juli 2024 kopi af generalfuldmagten samt bankens korrespondance med Søren Agerbo til [klager 2].
Det fremgik bl.a. af bankens korrespondance med Søren Agerbo, at han den 12. februar 2020 oplyste banken om generalfuldmagten og bad om en engagementsoversigt, oversigt over betalingsaftaler og evt. faste kontooverførsler. Videre fremgik det, at Søren Agerbo løbende foranledigede betaling af regninger mv. på vegne af afdøde. Endvidere fremgik, at Søren Agerbo for årene 2020, 2021, 2022 og 2023 anmodede banken om at overføre beløb på henholdsvis 4.400 kr., 5.000 kr., 5.500 og 6.000 kr. fra afdødes bankkonti til sin klientkonto.
Den 19. august 2024 fremsendte Søren Agerbo klientkontoudtog vedrørende afdøde til [klager 2] for perioden 7. maj 2020 til 11. oktober 2023. Det fremgik heraf bl.a., at der den 7. maj 2020 blev hævet 750.000 kr. på klientkontoen. Videre fremgik det, at der i perioden fra den 7. maj 2020 til den 11. oktober 2023 blev hævet beløb med henvisning til en række fakturaer, herunder de ovenfor citerede samt en række fakturaer på 4.500 kr. (år 2020), 5.000 kr. (år 2021), 5.500 kr. (år 2022) og 6.000 kr. (år 2023).
[…]
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Klagefristen:
For så vidt angår 1-årsfristen for at indbringe klager for Advokatnævnet, har [klager 1] anført, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klager er blevet bekendt med det forhold, der klages over, jf. retsplejelovens §§ 146 og 147 b. Boet blev tidligst bekendt med forholdene i sommeren 2024.
[Klager 1] har anført, at klagen er indgivet rettidigt, selvom afregningerne fra Søren Agerbo er sket for mere end 1 år siden. Det er anført, at afdøde var dement og boede på plejehjem, og at arvingerne først efter dødsfaldet blev bekendt med det passerede.
Adfærds- og salærklagen
[Klager 1] har på vegne af boet efter [X] påstået, at advokat Søren Agerbo har tilsidesat god advokatskik i forbindelse med opkrævning af salærer og depositum på 750.000 kr., herunder hans håndtering af midler på klientkontoen.
[Klager 1] har på vegne af boet efter [X] endvidere påstået, at Søren Agerbos salærer for den løbende administration samt for udførelsen af såkaldte ”særopgaver” skal bortfalde eller nedsættes.
[Klager 1] har til støtte herfor bl.a. anført følgende:
Klage over salær for løbende administration
Det er anført, at Søren Agerbo hvert kvartal har afregnet fra 4.500 kr. til 6.000 kr. for løbende administration, og at et sådant salær er urimeligt.
Det er desuden boets opfattelse, at Søren Agerbo ikke har sørget for at fremsende fakturaer for den løbende administration, og at han tilsyneladende blot har bedt banken overføre pengene til sig selv – uden at han hver gang har orienteret sin klient. Boet anser dette for at være i strid med god advokatskik.
Klage over salær for indledende møde og udfærdigelse af generalfuldmagt
For så vidt angår prisoplysningen for generalfuldmagt har Søren Agerbo fremlagt dokumentet ”SMG_Opdrags- og Prisoplysning 2020” af 14. februar 2020, hvoraf det fremgår, at hans honorar for ”oprettelsen af generalfuldmagten samt etableringen af administration i henhold til samme udgør kr. 50.000 inkl. moms.” Boet har ikke tidligere modtaget dette dokument – trods opfordring til Søren Agerbo om at fremlægge det – og det befinder sig ikke i afdødes efterladte arkiver og korrespondance.
Det fremgår af sagen, at Søren Agerbo færdiggjorde sit arbejde med generalfuldmagt den 10. februar 2020, hvor generalfuldmagten blev underskrevet, men at ordrebekræftelsen er dateret den 14. februar 2020, dvs. 4 dage efter arbejdets færdiggørelse.
Baseret på de foreliggende oplysninger er det boets opfattelse, at det ikke er dokumenteret, at der er givet oplysninger om prisen på 50.000 kr., forinden arbejdet udførtes.
For så vidt angår salærets størrelse finder boet, at det er urimeligt at opkræve 50.000 kr. inkl. moms for udarbejdelse af en generalfuldmagt og etablering af administration. Tilsyneladende består ”etableringen” alene i to e-mails af 12. og 13. februar 2020 til [bank A].
Eftersom Søren Agerbo har oplyst, at hans timetakst var 3.750 kr. inkl. moms, var prisoplysningen for udfærdigelsen af generalfuldmagt og etablering af administration tilsyneladende baseret på et anslået tidsforbrug på 13 timer og 20 minutter.
For så vidt angår prisen for formødet fremgår det, at der er sendt en faktura på 15.000 kr. inkl. moms for ”formøde afholdt d. 7. februar 2020 […] Udlevering af omfattende mængde materiale, bankpapirer, papirer vedrørende ejendomshandel m.m. Tilbagekaldelse fuldmagt meddel [advokat A]”.
Eftersom Søren Agerbo har oplyst, at hans timetakst var 3.750 kr., varede formødet tilsyneladende 4 timer.
Prisen var ikke aftalt på forhånd, og der foreligger ikke en ordrebekræftelse herom, ligesom det under alle omstændigheder er et urimeligt salær for afholdelse af et formøde.
Derudover finder boet det problematisk, at Søren Agerbo først fakturerede for sit arbejde med generalfuldmagtens oprettelse den 11. april 2023, når arbejdet blev udført i februar 2020. Faktureringen skete således først 3 år og to måneder efter arbejdes færdiggørelse.
Boet gør gældende, at Søren Agerbos ubetalte salærkrav var forældet og dermed bortfaldet, da han foretog fakturering, jf. forældelseslovens § 3.
Af fakturaen fremgår det, at ”Nærværende salær faktureres først nu grundet en forglemmelse afstedkommet af Corona-Nedlukningen”. Det bestrides, at dette er en gyldig grund for at suspendere forældelsesfristen på 3 år for sådanne krav.
Uanset om salærets størrelse er berettiget eller ej, er det derfor boet opfattelse, at det er forældet og også i strid med god advokatskik at bruge sin bemyndigelse som fuldmægtig til at opkræve et forældet salær.
Klage over Søren Agerbos varslede priser for udførelse af fire særopgaver for afdøde
I opdragsskrivelsen fremgår det, at Søren Agerbo skulle udføre fire såkaldte ”særopgaver”. I denne forbindelse blev der givet en række prisestimater:
- ”Gennemgang af omfattende bilagsmateriale, nærmere bestemt de seneste 10 års bankpapirer, idet du befrygter, at familie og venner har misbrugt din tillid og uberettiget tilegnet sig midler. Det er pt. svært af skønne, hvad mit tidsforbrug vil udgøre, men jeg forventer for nuværende at ville skulle honoreres med omkring kr. 75.000.”
- ”Gennemgang af ejendomshandlen vedrørende ejendommen [adresse], da du frygter ejendommen er solgt for billigt. Det er pt. svært at skønne, hvad mit tidsforbrug vil udgøre, men jeg forventer for nuværende at ville skulle honoreres med omkring kr. 75.000.”
- ”Oprettelse/Genoprettelse/Sikring af dine udenlandske pensioner, herunder særlig pension og en større opsparing […]. Jeg kan ikke for nuværende fremkomme med noget skøn over, hvad mit honorar vil udgøre for dette arbejde.”
- ”Oprettelse af nyt testamente med oprettelse af en Alment Velgørende Fond, der skal tilgodese [...] og dets beboere. Jeg anslår, at mit honorar for dette arbejde vil udgøre kr. 62.500.”
Det er gjort gældende, at prisoverslagene er urimelig høje. Søren Agerbo havde i opdragsskrivelsen oplyst, at hans timepris udgjorde 3.750 kr. inkl. moms. Det svarer således til, at der skulle bruges 20 timer på gennemgang af bankpapirer, 20 timer på gennemgang af ejendomshandlen, og ca. 16 timer på oprettelse af testamente. Det er boets opfattelse, at dette er urimeligt.
Afslutningsvis meddelte Søren Agerbo i opdragsskrivelsen, at ”jeg til sikkerhed for mine salærer vil hæve et større engangsbeløb på dine konti med [bank A]. Beløbet vil henstå på min hovedklientkonto med [bank A], konto […]”
Søren Agerbo bekræftede i sin opdrags- og prisoplysning 2021, at han havde overført 750.000 kr. til sin hovedklientkonto.
Klage over Søren Agerbos faktisk afregnede honorarer for udførelse af fire særopgaver for afdøde
Som det fremgår ovenfor, gav Søren Agerbo flere overslag. Ifølge de advokatetiske regler art. 33, skal klienten så tidligt som muligt orienteres skriftligt, hvis det samlede honorar forventes at overstige overslaget. Imidlertid fremgår det, at opgaverne blev faktureret væsentligt højere:
1. pkt. blev faktureret med 125.000 kr. i stedet for de varslede 75.000 kr.
2. pkt. blev faktureret med 125.000 kr. i stedet for de varslede 75.000 kr.
3. pkt. blev faktureret med 300.000 kr. – hvor et salær ikke blev varslet.
4. pkt. blev faktureret med 125.000 kr. i stedet for de varslede 62.500 kr.
For hvert af de fire særopgavers vedkommende er det gjort gældende, at det varslede salær er urimeligt højt, og at det under alle omstændigheder er urimeligt og i strid med god advokatskik rent faktisk at afregne et større salær end det varslede.
For så vidt angår de enkelte særopgaver har [klager 1] anført følgende:
Ad 1) Gennemgang af bilag
Det fakturerede beløb svarer til et tidsforbrug på ca. 33 timer i forhold til den oplyste timepris. Søren Agerbo har ikke varslet en salærstigning.
Det er boets opfattelse, at det er et urimeligt stort salær for at gennemgå 10 års bankkontoudtog for en privat persons økonomi.
Opgaven blev udført senest den 4. januar 2021, idet det fremgår af opdrags- og prisoplysningen for 2021, at ”Jeg kan oplyse, at min gennemgang af dine bankforhold og salget af den faste ejendom ikke har givet anledninger til bemærkninger”.
Fakturaen herfor blev først lavet den 7. juli 2022.
Ad 2) Gennemgang af ejendomshandel
Det fakturerede beløb svarer til et tidsforbrug på ca. 33 timer i forhold til den oplyste timepris. Søren Agerbo har ikke varslet en salærstigning.
Det skal bemærkes, at der er tale om et salg af en almindelig ejerlejlighed, beliggende [adresse].
Ifølge opdragsskrivelsen bestod særopgaven i at gennemgå ejendomshandlens forløb, da afdøde frygtede, at ejendommen var blevet solgt for billigt. Det er boets opfattelse, at en sådan opgave kan løses uden større tidsforbrug ved hjælp af en sagkyndig ejendomsmægler.
Opgaven blev udført senest den 4. januar 2021, idet det fremgår af opdrags- og prisoplysningen for 2021, at ”Jeg kan oplyse, at min gennemgang af dine bankforhold og salget af den faste ejendom ikke har givet anledninger til bemærkninger”.
Fakturaen herfor blev først lavet d. 14. februar 2022.
Ad 3) Opretholdelse af udenlandske pensionsudbetalinger
Det fakturerede beløb svarer til et tidsforbrug på ca. 80 timer i forhold til den oplyste timepris. Søren Agerbo har ikke varslet en salærstigning.
Det bemærkes, at det fremgår i opdrags- og prisoplysning for 2021 og 2022, at dette blot krævede et ”proof of Life” over for pensionsfonden.
Opgaven blev angiveligt udført løbende i årene 2020-2023. Søren Agerbo har den 1. juli 2023 udarbejdet en samlet faktura herfor.
Det er boets opfattelse, at Søren Agerbo har brugt sin bemyndigelse til at opkræve forældede salærer, idet en del af arbejdet formodentligvis er foretaget mere end 3 år før afregningen.
Ad 4) Udfærdigelse af udkast til testamenter
Det fakturerede beløb svarer til et tidsforbrug på ca. 33 timer i forhold til den oplyste timepris. Søren Agerbo har ikke varslet en salærstigning.
Det skal bemærkes, at der ikke blev oprettet en velgørende fond, der skulle tilgodese [...] og dets beboere, ligesom der tilsyneladende aldrig blev underskrevet et eller flere vidnetestamenter. Alligevel blev der – lige over tre år efter opdragsskrivelsen af 14. februar 2020 – udarbejdet en faktura dateret den 24. februar 2023.
Det er boets opfattelse, at Søren Agerbo har brugt sin bemyndigelse til at opkræve et uberettiget salær, idet der ikke er udført det aftalte arbejde, hvilket – som det mindste – er i strid med god advokatskik.
Klage over det af Søren Agerbo opkrævede depositum og hans brug af klientkontomidler
Afslutningsvis har boet bemærket, at det synes at være et ejendommeligt tilfælde, at den opkrævede ”sikkerhed” den 7. maj 2020 på 750.000 kr. – næsten 3,5 år senere – passer lige præcist med det arbejde, som Søren Agerbo endte med at fakturere for.
Dette endda, når der fra 31. marts 2022 til 3. april 2023 – angiveligt – fire gange er trukket
negative renter på klientkontoen på henholdsvis 1.844,79 kr., 1.693,54 kr., 971,99 kr. og 1.489,68 kr.
Det fremgår af klientkontovedtægtens § 11, at ”Advokaten eller advokatselskabet har pligt til at afgive indvundne renter af sit tilsvar over for en klient eller anden berettiget person, medmindre særlig aftale foreligger. Advokaten eller advokatselskabet kan afkræve klienten negative renter.”
Det fremgår af klientkontoudskriften, at der ikke er tilskrevet renter i perioden 7. maj 2020 til 31. december 2021. Det er boets opfattelse, at der må have været tilskrevet positive renter på afdødes midler i denne periode. Det er Søren Agerbos ansvar at dokumentere, at indlånsrenten i denne periode har været 0 %, eller at der foreligger en særlig aftale, hvor afdødes accept af at frasige sig rentetilskrivninger er givet på et oplyst grundlag.
Det er boets opfattelse, at Søren Agerbo ikke har dokumenteret at være berettiget til at beholde det fulde indbetalte depositum, og at Søren Agerbos adfærd også af denne årsag har været i strid med god advokatskik.
Afslutningsvis har [klager 1] opfordret nævnet til at bede Advokatsamfundet iværksætte en tilsynssag.
Indklagede:
Frist
Søren Agerbo har bestridt, at 1-årsfristen for at indbringe klagen kan fraviges, hvorfor klagen allerede af den grund bør afvises.
Adfærds- og salærklagen
Søren Agerbo har påstået frifindelse og godkendelse af salæret, og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at det bestrides, at der er grundlag for at indklage ham for Advokatnævnet.
Søren Agerbo har anført, at afdøde meddelte ham generalfuldmagt den 10. februar 2020, og at han aldrig har udgivet sig for at være værge for afdøde. Oprettelsen af generalfuldmagten var initieret af afdøde og plejecentret […] på [by], hvor afdøde, ifølge det for Søren Agerbo oplyste, var indflyttet i 2019. Afdøde havde bedt […] på plejecentret om at sætte hende i forbindelse med en advokat.
I forbindelse med oprettelsen af generalfuldmagten anmodede afdøde Søren Agerbo om at påtage sig forskelligt advokatarbejde. Der er henvist til de fremlagte opdrags- og prisoplysninger. Endvidere henvises til de deraf afledte fakturaer.
Søren Agerbo har alene udført aftalt advokatarbejde, hvorfor han stiller sig uforstående over for klagen.
Det bemærkes hertil, at han har indgået aftalerne med en myndig person. Han er ikke bekendt med, at afdøde skulle have været dement, i hvert fald ikke på tidspunktet for aftalernes indgåelse.
I den forbindelse bemærkes særskilt, at personale på plejecentret […] med sundhedsfaglig uddannelse og indsigt, herunder – må det antages - indsigt i afdødes personlige og sundhedsmæssige forhold, har skrevet til vitterlighed i forbindelse med oprettelsen af omhandlede generalfuldmagt. Under alle omstændigheder må […], der initierede oprettelsen af omhandlede generalfuldmagt, have været bekendt med afdødes sundhedsmæssige, herunder mentale, tilstand.
Søren Agerbo har oplyst, at han ikke har lægefaglige kompetencer, og derfor ikke kan udtale sig sikkert om afdødes sundhedsmæssige tilstand. Under mødet med afdøde i 2020 – kort før Corona-nedlukningen – fik han ikke på noget tidspunkt hverken opfattelsen af, endsige mistanke om, demens hos afdøde. Tværtimod virkede hun både afklaret om sine ønsker, fast i mælet om sine holdninger – stålsat på at få ordnet sine sager.
Såfremt Søren Agerbo på daværende tidspunkt havde vurderet, at afdøde var dement, ville han selvsagt aldrig have påtaget sig generalfuldmagten og sagerne i øvrigt.
Afdøde har i øvrigt klart og utvetydigt over for Søren Agerbo tilkendegivet, at hun på ingen måde ønskede, at de pågældende arvinger skulle arve.
Søren Agerbo har anført, at inden han kan fremkomme med en nærmere besvarelse af klagen, henstår der fortsat ubesvarede spørgsmål. Han har under skriftvekslingen opfordret klager til at besvare følgende spørgsmål:
Det angives i klagen som et faktum, at afdøde var dement, hvorfor det må antages, at boet har dokumentation for dette, hvilken dokumentation således bør fremlægges. Følgelig opfordres klager til at fremkomme med omhandlede dokumentation for afdødes demenssygdom.
Endvidere opfordres klager til at oplyse, hvornår testamentet, der danner grundlag for det pågående private skifte, er udfærdiget. Ifølge det for Søren Agerbo oplyste er omhandlede notartestamente udfærdiget af [klager 1] og underskrevet for notaren på [by] i 2019 – få måneder før afdøde meddelte Søren Agerbo generalfuldmagt.
Derudover opfordres [klager 1] til at oplyse […]
Endelig opfordres [klager 1] til at redegøre nærmere for relevansen af sin opfordring til Advokatnævnet om at bede Advokatsamfundet iværksætte en tilsynssag. Søren Agerbo stiller sig uforstående over for denne opfordring, da tilsyn med hans advokatforretning er denne sag uvedkommende, og da i særdeleshed [klager 1] uvedkommende. I sagens anledning kan Søren Agerbo dog – for den gode ordens skyld – oplyse, at hans advokatfirma, der har været i drift siden januar 2007 i alle år har kunnet præsentere fuldstændig ”rene” klientkontoerklæringer, ligesom der aldrig i firmaets historie har været udskrevet een eneste kreditnota, hvortil kommer, at Søren Agerbo netop i 2024 havde tilsyn, der ikke gav anledning til nogen form for bemærkninger.
Da [klager 1] ikke har imødegået ovenstående opfordringer, er det Søren Agerbos opfattelse, at der nu foreligger en ren tilståelsessag.
[Klager 1] vedkender sig ikke at have dokumentation for sin de facto påstand i sagen om, at afdøde skulle have været dement på tidspunktet for underskriften af generalfuldmagten og indgåelsen af aftaler med ham om advokatbistand. Det må antages, at såvel [klager 1] som skifterettens notar har fundet afdøde testamentshabil få måneder forinden underskriften af generalfuldmagten og indgåelsen af aftaler med Søren Agerbo om advokatbistand, idet afdøde underskrev notartestamente. Derfor er underskriften af generalfuldmagten og indgåelsen af aftaler med Søren Agerbo om advokatbistand foretaget af en myndig person og derfor bindende, også for boet efter afdøde.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 7 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Fristen for at indgive klager over advokaters adfærd findes i retsplejelovens § 147 b, stk. 2, og i § 11 i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v., hvoraf det fremgår, at klager skal indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører.
Fristen for at indgive klager over advokaters salærer findes i retsplejelovens § 146, stk. 2, og i § 11 i bekendtgørelse nr. 1630 af 19. december 2024 om Advokatnævnets virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v., hvoraf det fremgår, at klager skal indgives senest 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med kravet om vederlag. Fristen regnes fra den endelige afregning af den pågældende sag.
Advokatnævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet for sent, når fristoverskridelsen er rimeligt begrundet.
Uanset om det måtte blive lagt til grund, at ovennævnte frister er overskredet, finder Advokatnævnet, at en sådan fristoverskridelse er rimeligt begrundet. Nævnet har herved lagt vægt på sagens oplysninger, herunder at det fulde overblik over salærberegningen og faktureringen først blev skabt i forbindelse med behandlingen af dødsboet, hvor boet modtog oplysninger fra bl.a. [bank A]. Advokatnævnet realitetsbehandler derfor klagen.
Adfærdsklagen
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Det hævede depositum på 750.000 kr.
Advokaten må ikke kræve et depositum, der overstiger, hvad der ved et forsigtigt skøn må antages at være et rimeligt salær.
Advokatnævnet finder, at Søren Agerbo særdeles groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. stk. 1, ved at hæve et depositum på 750.000 kr. hos nu afdøde.
Der er herved lagt vægt på, at et depositum i den størrelsesorden ikke tilnærmelsesvis stod i rimeligt forhold til den bistand, han måtte forvente at skulle bistå nu afdøde med. Der er endvidere lagt vægt på, at det hævede depositum også var betydeligt større, end summen af de afgivne prisoverslag for særopgaverne i brevet af 14. februar 2020, der lød på i alt 212.5000 kr., og at der ikke ses at være nogen begrundelse for, hvorfor Søren Agerbo mente sig berettiget til at modtage et beløb på 750.000 kr.
Det er en skærpende omstændighed, at Søren Agerbo den 6. maj 2020 anmodede banken om at overføre beløbet på 750.000 kr. til ham, uden at afdøde blev orienteret herom. Beløbet fremgik således ikke af Søren Agerbos brev af 14. februar 2020, hvor det alene fremgik, at han ”ville hæve et større engangsbeløb.” At han senere måtte have orienteret afdøde om beløbets størrelse, kan ikke føre til en anden vurdering.
Faktureringstidspunktet
Advokaten skal foretage afregning uden unødigt ophold.
Det fremgår, at Søren Agerbo først den 11. april 2023 afregnede salær for oprettelse af generalfuldmagt samt etablering af administration i henhold til samme, selvom arbejdet blev udført i februar 2020. Faktureringen skete dermed først efter mere end tre år.
Videre fremgår det, at Søren Agerbo først afregnede salær for gennemgang af bankpapirer og ejendomshandel henholdsvis den 14. februar og 7. juli 2022, selvom arbejdet hermed ifølge Søren Agerbos oplysninger var blevet afsluttet senest den 14. februar 2021.
Advokatnævnet finder, at Søren Agerbo herved har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. stk. 1.
Det af Søren Agerbo anførte om, at den sene fakturering af de 50.000 kr. inkl. moms skyldtes forglemmelse afstedkommet af Corona-nedlukningen, kan ikke føre til en anden vurdering.
Salærberegningen for den løbende administration
Klienten skal have oplysning om ethvert honorar, advokaten beregner sig. Advokaten skal foretage afregning uden unødigt ophold, og afregningen skal indeholde den efter forholdene fornødne beskrivelse af det arbejde, som kræves honoreret.
Som sagen er forelagt, lægger Advokatnævnet til grund, at Søren Agerbo ikke oplyste afdøde om det salær, som han løbende opkrævede for at forvalte hendes økonomi for årene 2020 til 2023. Det fremgår således, at Søren Agerbo anmodede banken om at overføre beløbene til sig. Omvendt er der i sagen ingen henvendelser til afdøde vedrørende disse opkrævninger, og der er hverken fremlagt fakturaer eller nogen beskrivelse af det arbejde, som Søren Agerbo skulle have ydet.
Advokatnævnet finder herefter, at Søren Agerbo har foretaget skjult salærberegning, og at han herved groft har tilsidesat god advokatskik, jf. jf. retsplejelovens § 126. stk. 1.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Søren Agerbo i sine opdrags – og prisoplysninger havde oplyst en pris på sit årlige honorar.
Den øvrige salærberegning
Det påhviler en advokat, der arbejder for sygdomsramte, sårbare eller på anden måde åbenlyst svage klienter, at være varsom med at påtage sig opgaver, som en klient med normal styrke ikke måtte antages at ville efterspørge.
Uden at tage stilling til afdødes habilitet, finder nævnet på baggrund af boets oplysninger, at det må kunne lægges til grund, at afdøde var en sårbar klient. Afdøde havde betroet Søren Agerbo at bestyre hele hendes formue, og dermed varetog han en helt særlig betroet opgave for hende.
Søren Agerbo havde derfor en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den bistand, han ydede til afdøde, stod i rimeligt forhold til hendes behov.
Nævnet bemærker, at der ikke er oplysninger i sagen – ud over Søren Agerbos prisoplysning - der viser, hvad afdødes ønsker til bistanden var. Således foreligger der ingen skriftlige henvendelser til Søren Agerbo fra afdøde.
Uanset om Søren Agerbo måtte have givet behørige opdrags- og prisoplysninger til afdøde, og uanset om bistanden i øvrigt måtte være bestilt af afdøde, finder Advokatnævnet, at Søren Agerbo har opkrævet et salær hos afdøde, der åbenbart afviger fra kravet i retsplejelovens § 126, stk. 2 om, at et salær skal være rimeligt.
Der er herved særligt lagt vægt på, at salæret er særdeles højt både samlet set og set i forhold til de enkelte opgaver, og at der efter nævnets vurdering er beregnet salær i et omfang, der står i klart misforhold til både bistandens karakter og det oplyste om afdødes behov for advokatbistand. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på salærets størrelse i forhold til afdødes formue.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at der er ydet nogen advokatbistand af værdi til afdøde, og som sagen er oplyst, er det ikke nærmere underbygget, at det har været nødvendigt og forsvarligt at udføre ekstraopgaverne. Der henvises endvidere til salærklagen nedenfor, hvor nævnet har ladet salæret bortfalde, idet salærberegningen er fundet uberettiget.
Advokatnævnet finder efter en samlet vurdering, at Søren Agerbo har foretaget groft uberettiget salærberegning, og at han henset til sagens omstændigheder særdeles groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Konklusion
Advokatnævnet finder på den baggrund, at Søren Agerbo i flere tilfælde, herunder særdeles groft, har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Søren Agerbo er ved kendelse af 18. april 2012 og kendelse af 29. november 2017, som er stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 21. november 2022, pålagt sanktioner for tilsidesættelse af god advokatskik.
Ved kendelse af 31. oktober 2025 er Søren Agerbo endvidere pålagt en bøde på 40.000 kr. Kendelsen er indbragt for retten og indgår derfor ikke ved sanktionsfastsættelsen.
Henset hertil samt flerheden af tilsidesættelser og særligt karakteren af de udviste forhold pålægger Advokatnævnet Søren Agerbo en bøde på 200.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1.
Søren Agerbo kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Salærklagen
Efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.
Det opkrævede salær skal ses i forhold til bl.a. sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og det med sagen forbundne ansvar.
Når klienten er forbruger, skal advokaten i forbindelse med indgåelsen af aftalen om bistand af egen drift og på klar og entydig måde skriftligt og direkte til klienten oplyse klienten om de vigtigste elementer i den påregnede bistand, om fastsættelsen af salæret og om de med bistanden forbundne omkostninger.
Hvis bistanden ydes til et fast salær, skal dette oplyses. Hvis det ikke er muligt på forhånd
at beregne salærets størrelse, skal advokaten angive den måde, hvorpå salæret vil blive beregnet, eller give et begrundet overslag. Beløbet skal oplyses inklusive moms.
Salærerne for den løbende administration
På baggrund af Søren Agerbos opdrags- og prisoplysninger for årene 2020 til 2023, sammenholdt med klientkontoudskriften, bankudskrifterne samt Søren Agerbos korrespondance med [bank A], lægger Advokatnævnet til grund, at Søren Agerbo har opkrævet følgende salærer for den løbende administration i henhold til generalfuldmagten:
- 2020: 18.000 kr. inkl. moms
- 2021: 20.000 kr. inkl. moms
- 2022: 22.000 kr. inkl. moms
- 2023: 24.000 kr. inkl. moms
- I alt 84.000 kr. inkl. moms
Det fremgår endvidere, at beløbene er overført til Søren Agerbo med henholdsvis 4.500 kr., 5.000 kr., 5.500 kr., 6.000 kr. i kr., og at dette er sket i henhold til faktura.
Søren Agerbo ses ikke over for afdøde at have redegjort for det arbejde, han måtte have udført, og der er ikke fremlagt fakturaer svarende til de ovennævnte beløb.
Som sagen er oplyst lægger nævnet herefter til grund, at afdøde ikke har modtaget nogen fakturaer, og at hun heller ikke har været orienteret om pengeoverførslerne eller hvilken bistand, de opkrævede salærer omfattede.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at Søren Agerbo ikke er berettiget til det salær på i alt 84.000 kr. inkl. moms, som han har modtaget for den løbende administration.
Salæret kan på denne baggrund ikke anses for rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2, og Advokatnævnet lader derfor salæret bortfalde i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1.
De øvrige salærer
Advokatnævnet lægger til grund, at der ud over ovenstående er opkrævet følgende salærer:
- Salær på 15.000 kr. inkl. moms opkrævet ved faktura af 13. februar 2020
- Salær på 125.000 kr. inkl. moms opkrævet ved faktura af 14. februar 2022
- Salær på 125.000 kr. inkl. moms opkrævet ved faktura af 7. juli 2022
- Salær på 125.000 kr. inkl. moms opkrævet ved faktura af 24. februar 2023
- Salær på 50.000 kr. inkl. moms opkrævet ved faktura af 11. april 2023
- Salær på 300.000 kr. inkl. moms opkrævet ved faktura af 1. juli 2023
- I alt 740.000 kr. inkl. moms
For så vidt angår salæret på 15.000 kr. inkl. moms fremgår det, at bistanden omfattede et formøde på plejehjemmet den 7. februar 2020 samt udlevering af materiale, og at salæret blev opkrævet ved faktura af 13. februar 2020.
For så vist angår salæret på 50.000 kr. inkl. moms fremgår det, at bistanden omfattede oprettelse af og iværksættelse af generalfuldmagt. Generalfuldmagten blev underskrevet den 10. februar 2020, og den 12. og 13. februar 2020 rettede Søren Agerbo henvendelse til afdødes bank med henblik på iværksættelse heraf.
Søren Agerbo sendte imidlertid først den 14. februar 2020 opdrags- og prisoplysning til afdøde, hvilket var efter formødet og efter oprettelse og etablering af generalfuldmagten.
Da der således ikke var givet opdrags- og prisoplysning, forinden arbejdet blev udført - dels faktureret - påhviler det Søren Agerbo at godtgøre, at der er udført arbejde, som er aftalt med klienten, og at salæret er rimeligt i forhold til det aftalte udførte arbejde og klientens berettigede forventninger.
Henset til omstændighederne omkring klientforholdets etablering, samt da afdøde ikke fik mulighed for at tage stilling til, om hun ønskede Søren Agerbos bistand og timepris, inden arbejdet blev påbegyndt og udført, finder Advokatnævnet, at Søren Agerbos salærer er uberettigede.
Advokatnævnet har også lagt vægt på, at Søren Agerbo ikke har godtgjort, at afdøde var gjort bekendt med, eller at hun med rimelighed måtte forvente, at hun ville blive opkrævet et selvstændigt salær for det indledende møde og for oprettelse af og iværksættelse af generalfuldmagt.
For så vidt angår salæret på 50.000 kr. er det også indgået i nævnets vurdering af salærets berettigelse, at salæret først blev faktureret den 11. april 2023, mere end 3 år efter, at arbejdet var udført, og hvor kravet dermed formentlig var forældet.
De opkrævede salær på henholdsvis 15.000 kr. og 50.000 kr. inkl. moms kan på denne baggrund ikke anses for rimelige, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2, og Advokatnævnet lader derfor salærerne bortfalde i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1.
For så vist angår de øvrige fire sager, hvor der er opkrævet 3 x 125.000 kr. inkl. moms og 300.000 kr. inkl. moms – i alt 675.000 kr. inkl. moms, bemærker Advokatnævnet, at disse omfatter gennemgang af 10 års bankpapirer, gennemgang af en ejendomshandel, opretholdelse af udenlandske pensioner, samt udarbejdelse af flere udkast til vidnetestamenter.
Under de konkrete omstændigheder, herunder på baggrund af det oplyste om klientforholdets etablering og afdødes tilstand, påhviler det Søren Agerbo at godtgøre, at der er udført arbejde, som er aftalt med klienten, og at salæret er rimeligt i forhold til det aftalte udførte arbejde og klientens berettigede forventninger.
Med henvisning til det anførte under adfærdsklagen vedrørende Søren Agerbos salærberegning, og da der i sagen i øvrigt ikke findes dokumentation for det påståede udførte arbejde, finder nævnet, at Søren Agerbo ikke er berettiget til de opkrævede salærer for særopgaverne.
De opkrævede salærer på i alt 675.000 kr. inkl. moms kan på denne baggrund ikke anses for rimelige, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2, og Advokatnævnet lader derfor salærerne bortfalde i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1.
Advokatnævnet pålægger Søren Agerbo at betale det eventuelt for meget modtagne salær tilbage til boet inden 4 uger. Ud over salæret skal Søren Agerbo betale renter af beløbet. Renten er sædvanlig procesrente; det vil sige Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 8 %. Udlånsrenten kan oplyses af pengeinstitutterne. Beløbet skal forrentes fra det tidspunkt, hvor Søren Agerbo modtog beløbet som betaling, til det tidspunkt, hvor Søren Agerbo betaler beløbet tilbage.
Herefter bestemmes:
Søren Agerbo pålægges en bøde til statskassen på 200.000 kr.
Søren Agerbos salærer bortfalder.
