Spring hovednavigationen over
Hent afgørelse

K E N D E L S E


Sagens parter:

I denne sag har [klager] klaget over advokat Lotte Bliddal, Videbæk.

Klagens tema:

[Klager] har klaget over, at advokat Lotte Bliddal har tilsidesat god advokatskik ved at have brugt et år på [klager]s sag uden at have opnået noget. 

[Klager] har endvidere klaget over advokat Lotte Bliddals salær på 50.000 kr. inkl. moms forbundet med sagen. 

Datoen for klagen:

Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 30. oktober 2025 og er udvidet den 2. december 2025.

Sagsfremstilling:

[Klager] anmodede i januar 2024 advokat Lotte Bliddal om bistand til en sag vedrørende advokatansvar. Baggrunden herfor var, at der var indtrådt forældelse i [klager]s personskadeerstatningssag, og at der herefter var opstået et spørgsmål om, hvorvidt [klager]s tidligere advokat var erstatningsansvarlig herfor. 

Advokat Lotte Bliddal bekræftede ved e-mail af 10. januar 2024, at hun ville bistå med sagen, og at hun i løbet af den pågældende uge ville læse det modtagne materiale igennem for at vurdere, hvad de kunne gøre. Hun anførte samtidig, at hendes timepris var 3.125 kr. inkl. moms, og at hun foreløbigt havde brugt 3 timer. 
Advokat Lotte Bliddal fremsendte den 22. januar 2024 en aftalt plan for sagens videre forløb til [klager], hvorved hun bl.a. oplyste, at hun var ved at udarbejde en kravskrivelse til den tidligere advokat, og at hun ville søge om retshjælpsdækning. Hun oplyste derudover, at hun indtil videre havde brugt 20 timer på sagen, og at [klager] skulle betale for bistanden, indtil der blev opnået retshjælpsdækning.   

Den 30. januar 2024 rettede advokat Lotte Bliddal et foreløbigt krav på 651.803,65 kr. mod [klager]s tidligere advokat og foreslog, at de underskrev en suspensionsaftale, indtil det var afklaret, om [klager] kunne opnå fri proces.  

Det fremgår, at [klager]s retshjælpsforsikringsselskab meddelte dækningstilsagn den 22. februar 2024. Advokat Lotte Bliddal ses ikke at have orienteret [klager] om principperne for fastsættelsen af salæret, om risikoen for egenbetaling, herunder selvrisiko m.v. 

Der blev den 23. februar 2024 indgået en aftale om suspension af forældelsesfristen indtil 3 måneder efter, at der fra Civilstyrelsen eller Procesbevillingsnævnet var truffet endelig afgørelse vedrørende fri proces. 

I den efterfølgende periode pågik drøftelser mellem advokat Lotte Bliddal og [klager] om sagen, herunder vedrørende dokumentationen for personskaden og udarbejdelsen af udkast til stævning. 

[Klager] har oplyst, at hun efter en e-mail den 2. april 2024 ikke hørte yderligere fra advokat Lotte Bliddal før en telefonsamtale i oktober 2024. [Klager] har i relation hertil fremlagt advokat Lotte Bliddals time-/sagsregnskab, hvoraf det bl.a. fremgår: 

03-04-2024    00:05    00:05    […]    MAIL    Mail fra Regionshospital […] - Kopi af journalfra reum. afdeling

 07-10-2024    03:30    03:30    LB    FORB    Gennemgang af bilag 9 fra gamle sag og forberedelse af stævning = kæmpe arbejde

Om telefonsamtalen har [klager] oplyst, at hun blev orienteret om, at stævningen snart ville blive klar, og at hun ville høre mere fra advokat Lotte Bliddal senest i uge 43 (20. – 26. oktober 2024). Videre har [klager] oplyst, at hun efterfølgende rykkede for stævningen og spurgte, om hun manglede at sende noget, hvortil advokat Lotte Bliddal svarede, at der ikke manglede yderligere oplysninger fra [klager], som blot skulle afvente udkastet.  

[Klager] valgte i januar 2025 at søge anden juridisk bistand, og ved e-mail af 23. januar 2025 til advokat Lotte Bliddal oplyste [advokat A], at hun overtog sagen. Hun spurgte i den forbindelse advokat Lotte Bliddal, om der var søgt om fri proces og/eller retshjælp, samt om der var udarbejdet udkast til stævning. 

Advokat Lotte Bliddal fremsendte den 3. februar 2025 sit foreløbige udkast til stævning og oplyste, at der var opnået retshjælpsdækning, men ikke ansøgt om fri proces, da dette krævede, at der var helt styr på stævningen. 

Af advokat Lotte Bliddals time-/sagsregnskab for den pågældende periode fremgår bl.a.:

16-10-2024    01:40    01:40    LB    TLF               Talt med [klager] - LB laver udkast til stævning færdig

  03-02-2025    00:05    00:00    LB    MAIL            [advokat A] er ny advokat - SV: Sagsnr. 64881 - j.nr. 01-64999-LB-CTK

Advokat Lotte Bliddal fremsendte herefter en salærindstilling til [klager]s retshjælpsforsikringsselskab og henviste bl.a. til, at hun havde haft et tidsforbrug på 53 timer. 

Den 20. marts 2025 svarede forsikringsselskabet, at de kunne tilbyde at afregne salær med 50.000 kr. inkl. moms. De henviste herved til time-/sagsregnskabet sammenholdt med den høje sagsværdi, idet det samtidig blev bemærket, at sagen imidlertid ikke var ”kommet nævneværdigt videre det seneste år”. Samtidig blev det oplyst, at der blev modregnet 5.000 kr. i selvrisiko, hvorfor de resterende 45.000 kr. var sat til udbetaling.

Parternes påstande og anbringender:

Klager: 

Adfærdsklagen
[Klager] har påstået, at advokat Lotte Bliddal har tilsidesat god advokatskik ved at have brugt et år på sagen uden at have opnået noget. 

Der er til støtte herfor henvist til det beskrevne sagsforløb, herunder navnlig at time-/sagsregnskabet understreger, at der intet blev udført i sagen fra den 2. april til medio oktober 2024. [Klager] blev ikke orienteret om denne passivitet, ligesom hun ikke modtog en saglig begrundelse for den manglende fremdrift. Hertil kommer, at der ikke blev søgt om fri proces i den tid, sagen var hos advokat Lotte Bliddal, selvom det ifølge hende selv var et centralt skridt. 

Der er samtidig bl.a. henvist til retshjælpsforsikringsselskabets bemærkning om, at der ikke var sket noget nævneværdigt i sagen, hvilket understøtter [klager]s opfattelse af, at der ikke har været den fremdrift, som kunne forventes. 

Salærklagen
[Klager] har påstået, at advokat Lotte Bliddals salær skal nedsættes, og har til støtte herfor henvist til det beskrevne forløb. 

Indklagede:

Adfærdsklagen
Advokat Lotte Bliddal har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt gjort gældende, at der var tale om en kompleks sag, som blev varetaget loyalt og ansvarligt, ligesom der blev ydet en betydelig indsats – uden at [klager] havde nogen reel egenbetaling herfor udover selvrisikobeløbet. 

Arbejdet blev udført med respekt for [klager]s situation og frustration, men tillige ud fra en juridisk og faglig vurdering af en kompleks erstatningssag med en vanskelig bevisbyrde. Det bestrides således, at der ikke har været fremdrift, herunder da advokat Lotte Bliddal bl.a. har indhentet og gennemgået en stor mængde helbredsoplysninger og korrespondance, drøftet strategi og krav samt fri proces med [klager], ligesom der har været udarbejdet tabsopgørelse og suspensionsaftale. Dertil kommer, at [klager] modtog en handleplan og vurdering, ligesom der blev afholdt fysisk møde og adskillige telefonsamtaler. 

Det er korrekt, at advokat Lotte Bliddal i perioder havde vanskeligt ved at prioritere sagen, hvilket særligt skyldtes, at når hun nævnte udfordringerne i sagen, bidrog [klager] med nye oplysninger, som uagtet hjælpen fortsat resulterede i udfordringer. 

Det er i relation til perioden april til oktober 2024 særligt gjort gældende, at der ikke blev udført nyt sagsarbejde, hvilket skyldtes de store mængder helbredsoplysninger, som krævede fordybelse og analyse, og at [klager] tidligere havde fået afslag på fri proces, hvorfor et tilsagn om fri proces til hele sagen krævede fyldestgørende oplysninger. Samtidig bemærkes, at advokat Lotte Bliddal fandt det fagligt uansvarligt at indlevere stævning uden stærkere dokumentation. Det var således hendes vurdering, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for et økonomisk tab og en lægelig sammenhæng mellem ulykken og følgeskaderne. Dette blev løbende drøftet med [klager] og kunne nok have været kommunikeret mere eksplicit, men der var ikke tale om passivitet eller forsømmelse, eftersom sagen var kompleks og indeholdt utroligt mange sagsakter, og idet der i øvrigt var lavet en suspensionsaftale. 

Det er endvidere bl.a. anført, at stævningen ikke blev færdiggjort, men at et udkast var undervejs, og at sagen blev overdraget med fuld dokumentation til den nye advokat, hvorfor der ikke blev lidt et retstab. [Klager] har ikke villet oplyse bl.a., hvad den nye advokat har vurderet, om der er søgt fri proces, eller om suspensionsaftalen er anvendt, selvom disse oplysninger er centrale for vurderingen af, om sagen faktisk var bæredygtig, og om advokat Lotte Bliddals arbejde gav [klager] et brugbart fundament. 

Salærklagen
Advokat Lotte Bliddal har påstået godkendelse af salæret og har til støtte herfor henvist til det oven for anførte om det udførte arbejde og sagens kompleksitet. Det er samtidig anført, at [klager] alene blev faktureret for selvrisikobeløbet på 5.000 kr., idet der er udbetalt 50.000 kr. fratrukket selvrisikobeløbet på 5.000 kr. fra forsikringsselskabet. 

Det registrerede tidsforbrug oversteg dette beløb betydeligt, og i relation hertil er der henvist til, at advokat Lotte Bliddal forud for retshjælpstilsagnet havde anvendt 20 timer på sagen. [Klager] var gjort udtrykkeligt opmærksom på, at dette arbejde skulle betales af hende, men på trods heraf blev [klager] som anført kun opkrævet selvrisikobeløbet på 5.000 kr. Det er således hverken rimeligt eller berettiget at rejse klage over dette. 

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Adfærdsklagen
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger, og sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.

Advokatnævnet finder, at advokat Lotte Bliddal har handlet i strid med god advokatskik ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have sikret fremdrift i [klager]s sag, herunder ikke at have udfærdiget udkast til stævning eller redegjort for, hvorfor sagen efter hendes opfattelse ikke kunne videreføres. Det af advokat Lotte Bliddal anførte om bl.a. sagens kompleksitet kan ikke føre til en anden vurdering, idet nævnet herved særligt har lagt vægt på, at advokat Lotte Bliddal bistod i sagen i mere end et år. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at sagen lå stille i længere perioder, uden at dette kunne tilskrives andre end advokat Lotte Bliddal, hvilket bl.a. understøttes af advokat Lotte Bliddals time-/sagsregnskab. 

Advokat Lotte Bliddal er senest ved Advokatnævnets kendelse af 28. juni 2024 pålagt en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik. 

Da en del af forholdet i nærværende sag kan anses for begået forud for Advokatnævnets kendelse af 28. juni 2024, og da en samtidig pådømmelse skønnes at ville have medført en forhøjelse af sanktionen, udmåles en delvis tillægssanktion, jf. princippet i straffelovens § 89. Samtidig foreligger der for så vidt angår den øvrige del af forholdet gentagelsesvirkning i relation til kendelsen af 28. juni 2024. 

Advokatnævnet pålægger derfor advokat Lotte Bliddal en delvis tillægsbøde, der i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, fastsættes skønsmæssigt til 40.000 kr. 

Advokat Lotte Bliddal kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d. 

Salærklagen
Efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Det opkrævede salær skal ses i forhold til bl.a. sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og det med sagen forbundne ansvar.

[Klager] var ved henvendelsen til advokat Lotte Bliddal forbruger. Når klienten er forbruger, skal advokaten i forbindelse med indgåelsen af aftalen om bistand af egen drift og på klar og entydig måde skriftligt og direkte til klienten oplyse klienten om de vigtigste elementer i den påregnede bistand, om fastsættelsen af salæret og om de med bistanden forbundne omkostninger.

Hvis bistanden ydes til et fast salær, skal dette oplyses. Hvis det ikke er muligt på forhånd at beregne salærets størrelse, skal advokaten angive den måde, hvorpå salæret vil blive beregnet, eller give et begrundet overslag. Beløbet skal oplyses inklusive moms.

Derudover skal klienten på en klar og entydig måde orienteres om principperne for fastsættelsen af salæret, om selvrisiko og risiko for egenbetaling, når salæret skal udredes foreløbigt eller endeligt af et forsikringsselskab. 
Advokat Lotte Bliddal ses ikke at have givet tilstrækkelig opdrags- og prisoplysning. Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at advokat Lotte Bliddal ikke ses at have beskrevet sit opdrag, ligesom hun hverken ved opdragets etablering eller ved opnåelse af retshjælpsdækningstilsagnet ses at have oplyst om principperne for fastsættelsen af sit salær og risikoen for egenbetaling, herunder selvrisikobetaling. 

Det påhviler derfor advokat Lotte Bliddal at godtgøre, at der er udført arbejde, som er aftalt med klienten, og at salæret er rimeligt i forhold til det aftalte udførte arbejde og klientens berettigede forventninger.

På trods af det under adfærdsklagen anførte finder Advokatnævnet det godtgjort, at salæret på 50.000 kr. inkl. moms, som er fastsat af retshjælpsforsikringsselskabet, ikke er urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er udført arbejde, som ikke kan anses for at være uden værdi for [klager], herunder tabsopgørelse og suspensionsaftale samt foreløbigt udkast til stævning. 

Advokatnævnet finder imidlertid, at advokat Lotte Bliddal – henset til den manglende skriftlige orientering herom – var afskåret fra at opkræve selvrisikobeløbet på 5.000 kr. over for [klager], og Advokatnævnet nedsætter på den baggrund i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1, salæret på 50.000 kr. inkl. moms til 45.000 kr. inkl. moms. 

Advokatnævnet pålægger advokat Lotte Bliddal at betale det eventuelt for meget modtagne salær tilbage inden 4 uger. Ud over salæret skal advokat Lotte Bliddal betale renter af beløbet. Renten er sædvanlig procesrente; det vil sige Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 8 %. Udlånsrenten kan oplyses af pengeinstitutterne. Beløbet skal forrentes fra det tidspunkt, hvor advokat Lotte Bliddal modtog beløbet som betaling, til det tidspunkt, hvor advokat Lotte Bliddal betaler beløbet tilbage.

Herefter bestemmes:

Advokat Lotte Bliddal pålægges en delvis tillægsbøde til statskassen på 40.000 kr. 

Advokat Lotte Bliddals salær på 50.000 kr. inkl. moms nedsættes til 45.000 kr. inkl. moms. 

På nævnets vegne

Ole Hasselgaard