SAGSRESUMÉ
En advokat blev af et forsikringsselskab antaget til at varetage interesserne for medlemmerne af den tidligere ledelse i en krakket bank i forbindelse med et eventuelt erstatningskrav mod den tidligere ledelse. Forsikringsselskabet afviste efterfølgende at dække de eventuelle krav mod den tidligere ledelse, og den tidligere ledelse anlagde sag mod forsikringsselskabet herom. Advokatnævnet fandt, at advokaten ved først at have fremstået som advokat for de den tidligere ledelse for derefter af repræsentere forsikringsselskabet i sagen mod den tidligere ledelse havde befundet sig i en interessekonflikt eller nærliggende risiko herfor.
Advokaten fandtes desuden at have tilsidesat god advokatskik ved ikke at udtræde af sagen for forsikringsselskab, da advokaten på et tidspunkt indtrådte som partner i et advokatfirma, hvor en anden advokat tidligere havde været advokat for banken. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at sidstnævnte advokat havde varetaget sager eller havde haft kendskab til sager af betydning for sagsanlægget mod den tidligere ledelse eller den tidligere ledelses retssag mod forsikringsselskabet.
Indklagede indbragte kendelsen for domstolene, og Københavns Byret stadfæstede nævnets kendelse.
Tilknyttet emnerne
7. Interessekonflikter
