Spring hovednavigationen over
Tilbage

Jensen Advokatfirma Advokatpartnerselskab - kendelse af 25.09.2025

Hent afgørelse

K E N D E L S E


Ved anklageskrift af 24. januar 2025 har Advokatrådet indklaget Jensen Advokatfirma Advokatpartnerselskab, Vejle, for tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, 
ved forud for tilsyn den 9. februar 2024 ikke at have udarbejdet en risikovurdering, politikker og forretningsgange, selvom advokatfirmaet behandler sager omfattet af hvidvaskloven.

Sagsfremstilling:

Ved brev af 1. december 2023 blev advokatfirmaet Jensen Advokatfirma Advokatanpartsselskab (herefter ”Jensen Advokatfirma”) indkaldt til tilsyn.

I indkaldelsen blev Jensen Advokatfirma meddelt en frist til at fremsende dokumentation, herunder advokatfirmaets risikovurdering og politikker, som advokatfirmaet er forpligtet til at udarbejde efter hvidvasklovens §§ 7 og 8, idet advokatfirmaet beskæftiger sig med sager omfattet af hvidvaskloven.

Ved e-mail af 14. december 2023 fremsendte Jensen Advokatfirma materiale til dokumentation for advokatfirmaets opfyldelse af dets oplysningsforpligtelser, behandling og undersøgelse af interessekonflikter, interne regler for behandling af sager omfattet af hvidvaskloven, whistleblowerordning samt logbog for henholdsvis screening og undervisning af advokatfirmaets medarbejdere, dog var advokatfirmaets risikovurdering og politikker ikke medsendt.

Den 9. februar 2024 gennemførte Advokatrådets sekretariat tilsyn med Jensen Advokatfirma. Det blev i forbindelse med tilsynet konstateret, at advokatfirmaet ikke var i besiddelse af øvrige dokumenter, som kunne udgøre den manglende risikovurdering eller hvidvaskpolitik. Det kunne på den baggrund konstateres, at advokatfirmaet ikke havde udarbejdet en risikovurdering eller politikker.

Jensen Advokatfirma blev ved tilsynsrapport af 2. april 2024 gjort bekendt med Advokatrådets sekretariats vurderinger. På baggrund heraf blev advokatfirmaet meddelt en frist på fire uger til at udarbejde den manglende risikovurdering og hvidvaskpolitik.

I tilsynsrapporten blev Jensen Advokatfirma tillige vejledt om de krav, som stilles til udarbejdelsen af risikovurdering og hvidvaskpolitikker, og blev samtidigt henvist til Advokatrådets reviderede hvidvaskvejledning samt Finanstilsynets hvidvaskvejledning.

Jensen Advokatfirma blev endvidere i tilsynsrapporten orienteret om, at det efter omstændighederne måtte forventes, at Advokatrådets sekretariat ville iværksætte disciplinære skridt samt eventuelt yderligere tiltag i henhold til hvidvaskloven, da advokatfirmaet hverken på tilsynstidspunktet eller forud for tilsynet havde udarbejdet en risikovurdering eller politikker.

Ved e-mail af 1. maj 2024 fremsendte Jensen Advokatfirma en risikovurdering og politikker.

Ved brev af 8. juli 2024 blev Jensen Advokatfirma orienteret om, at Advokatrådets sekretariat vurderede, at de indleverede dokumenter var utilstrækkelige til opfyldelse af kravene i hvidvaskloven, hvorfor advokatfirmaet blev meddelt en ny frist til at fremsende en revidereret risikovurdering og politikker.

Ved e-mail af 6. september 2024 fremsendte Jensen Advokatfirma en revideret risikovurdering og politikker.

Ved brev af 9. oktober 2024 blev Jensen Advokatfirma orienteret om, at Advokatrådets sekretariat vurderede, at de indleverede dokumenter nu var tilstrækkelige til opfyldelse af kravene i hvidvaskloven. Ved samme brev blev advokatfirmaet oplyst, at det fortsat måtte forventes, at Advokatrådets sekretariat ville iværksætte disciplinære skridt samt eventuelt yderligere tiltag i henhold til hvidvaskloven, da advokatfirmaet forud for den 6. september 2024 ikke havde udarbejdet en risikovurdering eller politikker.

Parternes påstande og anbringender:

Klager: 

Advokatrådet har påstået, at Jensen Advokatfirma Advokatanpartsselskab pålægges en skærpet bøde efter retsplejelovens § 147 c, stk. 1.

Det er til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at advokater og advokatfirmaer efter hvidvaskloven er underlagt en række forpligtelser med henblik på at begrænse og forebygge risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder at udarbejde risikovurdering, politikker og forretningsgange. Disse skal være udarbejdet, allerede inden advokaten påtager sig sager omfattet af hvidvaskloven.

Risikovurderingen skal identificere og vurdere den iboende risiko for, at advokaten eller advokatfirmaet, på baggrund af dennes forretningsmodel, kan blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 1. Advokatfirmaers risikovurderinger skal løbende opdateres, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 1, således at de til enhver tid er tilsvarende advokatfirmaets aktuelle forhold.

Politikken skal indeholde en vurdering af advokatfirmaets overordnede strategiske mål i relation til forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, jf. hvidvasklovens § 8, stk. 1. Hvidvaskpolitikken skal ligeledes afgrænse advokatfirmaets risikovillighed på baggrund af dets iboende risiko identificeret i risikovurderingen.

Advokatrådet bemærker, at forpligtelserne til at udarbejde retningslinjer for hvidvask, herunder en risikovurdering og hvidvaskpolitik, er en helt central del af bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering og har været gældende siden ikrafttrædelsen af den nuværende hvidvasklov, gældende fra den 26. juni 2017. Advokatfirmaer og advokater har således haft flere år til at indrette sig efter kravene. I Advokatrådets vejledninger til hvidvaskloven fra både 2017 og 2022 er der tillige omtalt pligten til at udarbejde risikovurdering, politikker og forretningsgange på hvidvaskområdet.

Det blev i forbindelse med tilsynet konstateret, at Jensen Advokatfirma påtager sig flere sager omfattet af hvidvaskloven, og at der til trods herfor ikke forud for tilsynet var udarbejdet en risikovurdering eller politikker.

Det er Advokatrådets vurdering, at manglende hvidvaskretningslinjer efter hvidvasklovens §§ 7 og 8, herunder en manglende risikovurdering og politikker, udgør en grov overtrædelse af hvidvaskloven, idet Jensen Advokatfirma derved ikke har forsøgt at fastlægge eller håndtere risikoen for at blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering på trods af, at firmaet beskæftiger sig med sager omfattet af hvidvaskloven.

På baggrund af vigtigheden af, at advokatfirmaer ved udarbejdelse af en risikovurdering søger at afdække, hvor advokatfirmaet er udsat for at blive misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering, og fordi en advokatvirksomhed alene med en risikovurdering og politikker kan tilpasse og målrette sin indsats med henblik på at forebygge hvidvask og terrorfinansiering, er det Advokatrådets opfattelse, at adfærden udgør en grov tilsidesættelse af hvidvaskloven og en grov tilsidesættelse af god advokatskik. Manglende hvidvaskretningslinjer for advokatfirmaet viser en helt grundlæggende mangel på forståelse af hvidvasklovens regler, og det er henset hertil, at Advokatrådet nedlægger påstand om en skærpet bøde.

Indklagede:

Jensen Advokatfirma har påstået irettesættelse eller fastsættelse af en bøde på 10.000 kr. 

Jensen Advokatfirma har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at selskabet tidligere har gennemført et tilsyn for ca. otte år siden. Tilsynet blev gennemført under medvirken af den daværende ejer af 50 % af anparterne – [advokat A]. Tilsynet blev gennemført uden sanktionering eller meddelelse af kritik eller lignende. Det kan således lægges til grund, at selskabet på daværende tidspunkt opfyldte de på daværende tidspunkt gældende regler. I 2022 og 2023 skete der udskiftning i ejerkredsen, og selskabet var fra oktober måned 2023 og frem til dato alene tegnet af [advokat B], som indtil da ikke havde været ansvarlig for at varetage opgaverne med hvidvask m.v. Det har naturligvis været en proces at sætte sig ind i retsområdet.

Jensen Advokatfirma har endvidere anført, at selskabet i forbindelse med henvendelsen fra Advokatsamfundet rettidigt har fremsendt det materiale, der blev efterspurgt. I forbindelse med efterfølgende frister har advokatfirmaet i maj måned 2024 rettidigt fremsendt det efterspurgte materiale, som blev vurderet ikke at opfylde betingelserne. Selskabet har således ikke siddet henvendelserne overhørig, og sagen har løbende været under behandling i selskabet. Selskabet har herefter konsulteret og anmodet om ekstern bistand ved et advokatfirma, som har bistået Jensen Advokatfirma med udarbejdelsen af det fornødne materiale, herunder revideret risikovurdering og politikker.

Advokatnævnets behandling:

Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer.

Nævnets afgørelse og begrundelse:

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

Det følger derudover af hvidvasklovens §§ 7-8, at de af loven omfattede virksomheder og personer skal identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden eller personen kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme, ligesom der skal foreligge tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, som skal omfatte risikostyring, kundekendskabsprocedurer, undersøgelses-, noterings- og underretningspligt, opbevaring af oplysninger, screening af medarbejdere og intern kontrol. Pligten hertil har været gældende siden lovens ikrafttræden den 26. juni 2017. 

Advokatnævnet finder, at manglende udarbejdelse af risikovurdering, politikker, forretningsgange og kontroller efter lovens §§ 7 og 8 som udgangspunkt indebærer, at der foreligger en grov tilsidesættelse af god advokatskik. Desuden finder nævnet, at det samme gælder, hvis de udarbejdede retningslinjer m.v. er utilstrækkelige i et sådant omfang, at det må sidestilles med en manglende udarbejdelse. 

Advokatnævnet finder, at Jensen Advokatfirma Advokatpartnerselskab har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke at have udarbejdet en risikovurdering eller politikker for advokatfirmaet efter hvidvasklovens §§ 7 og 8. 

Henset til, at der er tale om helt manglende udarbejdelse af både risikovurdering og politikker, finder nævnet grundlag for at anse forholdet for en grov tilsidesættelse af god advokatskik. 

Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, Jensen Advokatfirma Advokatpartnerselskab en bøde på 20.000 kr.
 
Jensen Advokatfirma Advokatanpartsselskab kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d. 

Herefter bestemmes:

Jensen Advokatfirma Advokatanpartsselskab pålægges en bøde til statskassen på 20.000 kr. 

På nævnets vegne

Steen Mejer