Advokatnævnet har den 26. juni 2026 afsagt en plenumkendelse
Advokatnævnet har ved plenumkendelse af 26. juni 2026 taget generel stilling til sanktionsniveauet i sager om mangelfuld kundekendskabsprocedure, herunder hvornår et forhold må anses som groft.
Nævnet udtalte, at det må bero på en konkret vurdering, om brud på reglerne om kundekendskabsprocedure skal anses for en grov tilsidesættelse af god advokatskik. I vurderingen må navnlig indgå, om der alene er visse mangler ved en gennemført kundekendskabsprocedure, eller om der i stedet er tale om, at der i en række sager slet ikke er gennemført en kundekendskabsprocedure eller er gennemført en så utilstrækkelig kundekendskabsprocedure, at det må sidestilles med manglende kundekendskabsprocedure.
Det skal anses for en meget grov tilsidesættelse af god advokatskik, hvis Advokatrådet tidligere har givet påbud som følge af i en række sager at have konstateret væsentlige mangler, der må sidestilles med manglende kundekendskabsprocedure, og det efterfølgende bliver konstateret, at der fortsat i en række sager er væsentlige mangler, der må sidestilles med manglende kundekendskabsprocedure.
Med hensyn til sanktionen indebærer det anførte bl.a., at der i førstegangstilfælde som udgangspunkt vil blive fastsat en bøde på 20.000 kr., hvis der i en række sager (dvs. mindst 3-5 sager) slet ikke er gennemført en kundekendskabsprocedure eller er gennemført en så utilstrækkelig kundekendskabsprocedure, at det må sidestilles med manglende kundekendskabsprocedure, og at der som udgangspunkt vil blive fastsat en bøde på 40.000 kr., hvis Advokatrådet tidligere har givet påbud som følge af i en række sager at have konstateret væsentlige mangler, der må sidestilles med manglende kundekendskabsprocedure, og det efterfølgende bliver konstateret, at der fortsat i en række sager er væsentlige mangler, der må sidestilles med manglende kundekendskabsprocedure. Hvis der på anden måde foreligger skærpende omstændigheder, vil der som udgangspunkt blive fastsat en højere bøde.
Kendelsen kan læses her
